Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fascinerende 3D-modellering

Google SketchUp er et gratis 3D-værktøj, som giver nærmest ubegrænsede muligheder for at skabe dine egne modeller.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Byg et møbel, en bil, et hus eller ligefrem en hel by – og sæt den derefter på Google Earth. Ja, mulighederne er mange. Har du tid og lyst kan du stort set skabe hvilken som helst 3D-model i det gratis program Google SketchUp.

Programmet giver dig helt frie tøjler til at skabe din egen model, men du kan også downloade et hav af færdigbyggede modeller og skitser fra andre brugere. Dine egne modeller kan du på samme vis dele via Googles community.

Vælger du selv at bygge fra bunden skal du ind og arbejde med programmets forskellige værktøjer. Det er for omfattende at præsentere dem alle her, men fremgangsmåden foregår ved et ganske simpelt princip, som er hurtigt forklaret.

Alle modeller tager udgangspunkt i en form, som du tegner og derefter trækker ud i 3D-format. Oven på den kan du bygge andre former, skære fra eller dreje ud i nye vinkler m.m. Det er således ganske nemt at komme i gang, og komplikationsniveauet kan du så stille og roligt øge hen ad vejen.

For at komme hurtigt ind i sagerne har Google lavet nogle rigtig fine og nemt forståelige videoguides, som du kan se hér.

Mulighederne i Google Sketchup er rigtig mange og programmet er langt fra blot tænkt som et legetøj (selvom det også fungerer rigtig fint på de præmisser). Professionelle designere og arkitekter anvender det også.

Vil du springe læretiden og besværet over, kan det anbefales at hente og modificere nogle af de flotte færdigfabrikerede modeller. De kan give en glimrende fornemmelse af, hvor langt man kan nå med programmet.

SketchUp kan desuden integreres med en række af Googles andre værktøjer. Implementeringen med Google Earth gør det eksempelvis muligt at skabe interaktive 3D-miljøer på det store verdenskort. Flere byer, universiteter, virksomheder m.fl. bruger det i deres brandingstrategi, for at skabe en interaktiv fornemmelse af deres arkitektoniske miljøer.

Vi skal blankt erkende, at vi langt fra har udforsket alle muligheder i programmet. Men der skal heller ikke arbejdes meget med programmet for at konstatere, at der her er tale om et særdeles fascinerende og potentialerigt koncept.

Anmeldelsen skal således betragtes som en uforbeholden opfordring til at selv at udforske programmet.