Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fantastisk tablet med fejlslagen software

Lumia 2520 er Nokias første tablet og mere end en hæderlig debut for den finske producent. Desværre lider den under Windows RT, der hæmmer anvendelsesmulighederne.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Selvom Nokias rygte som smartphone-producent nok altid vil være skæmmet af fiaskoer som N97, kan finnerne gå fra biksen med rank ryg, når de nu overlader den til MIcrosoft.

En række fine Lumia-modeller viste, at producenten kunne skabe unikke smartphones. At det samme gør sig gældende med produktionen af tablets, når producenten heldigvis også at vise.
Med Lumia 2520 har Nokia skabt sin første tablet, og skulle det ende med også at blive den sidste, efterlader finnerne sig et mere end hæderligt aftryk.

Forvokset Lumia-mobil

Du er ikke et sekund i tvivl om, at du står med en Nokia-tablet, når du har Lumia 2520 i hænderne. Det afrundede plastikdesign er helt i tråd med det, man kender fra de farvestrålende Lumia-mobiler – navnligt de lidt billigere som Lumia 820.

Det er overvejende en god ting, for Lumia 2520 er behagelig at holde på og relativt let for en tablet af denne beskaffenhed. En vag knirken fornemmes, når man vrider den, men ikke desto mindre føles Lumia 2520 forholdsvis solid.

Enestående skærm

Skærmen måler 10,1” og er i full HD (1920 x 1080 pixel). Der er anvendt et ips-panel med TrueColor- og ClearBlack-teknologi.
Resultet er et exceptionelt godt billede med enestående kontrast og flot klarhed i farverne. Også i sollys står den godt, og betragtsningvinklerne er samtidig blandt de bedste, vi har set på en tablet – selv ude i ekstreme vinler forbliver billedet skarpt.

Hardware af højeste klasse

Indmaden minder om den, du finder i mange af tidens øvrige top-tablets.
En Qualcomm Snapdragon 800 på 2,2 GHz leverer processorkræfter, og der er 2 GB ram samt 32 GB lagerplads med mulighed for at udvide via SD-kort. Micro-USB, Bluetooth 4.0 og NFC er også inkluderet, og indgang til simkort (med 4G-understøttelse) er standard. På bagsiden er der 6,7 MP-kamera, og Lumia 2520 er forsynet med alt, du kan forlange af sensorer, gps med mere. For at sætte prikken over ”i”et er der også USB 3.0 og micro-HDMI.

Desværre oplades Lumia 2520 ikke via micro-USB, som de fleste andre tablets. I stedet sker det via et separat stik, hvortil der hører en ordentlig klods af en strømforsyning.

Selvom Windows-systemet kører mere trægt, end man er vant til fra en bærbar, er ydelsen upåklagelig, når man tænker på, at der her er tale om en tablet. Det store 8120 mAh batteri giver desuden rigelig power til at klare en dag eller mere ved fuld aktivitet.

På hardwarefronten lader Lumia 2520 således ikke meget tilbage at ønske. Softwaren er til gengæld det, der trækker ned.

Udtjent styresystem

Som en af de efterhånden eneste tablets på markedet er Lumia 2520 udstyret med WIndows RT som styresystem.
Oprindelig var det tænkt som en tablet-venlig udgave af Windows 8, centreret om den flisebaserede Modern UI-brugergrænseflade.

Især manglen på apps er en hæmsko. Da du ikke kan bruge almindelige Windows-programmer, hænger du på de apps, der er i Windows Store, og det er mildest talt ikke et imponerende udvalg. Meget kan dog klares via browseren, og da en fuld Office-pakke er præinstalleret, fungerer Lumia 2520 udmærket som arbejdstablet – hvis du altså smider pengene for et tastatur.