Fagre nye bilverden

Fagre nye bilverden

TeliaSonera har annonceret et nyt ”Smart Car-funktioner til alle”-koncept, som kan gøre enhver nyere bil intelligent – og endnu mere irriterende end en emsig bagsæde-chauffør

Det sker ikke hver uge, at en pressemeddelelse kan øge støjniveauet omkring forlagets kaffeautomat med adskillige dB, men det lykkedes i slutningen af november 2015. Den seneste vinder af hædrende omtale i Alt om DATAs Brokkassen er TeliaSoneras cloud-baserede billøsning Telia Sense.

Et nyt niveau for overvågning
Kort fortalt kan Telia Sense registrere og rapportere stort set alt, hvad du og din bil foretager jer – samt hvordan og hvor I gør det.
Telia Sense-hardwaren kan beskrives som en kombineret TCU (Telematics Control Unit)/smartphone med et stik, der passer ind i bilens OBD-port, som ellers kun bruges til diagnosticering af bilens motorstyring og andre elektroniske funktioner. Via et simkort kan dimsen uploade data til en cloud-tjeneste, og derfra kan du – samt TeliaSonera og selskabets eventuelle partnere – kontrollere bilens position og tilstand. Dette kræver blot en mobilapp, som indgår i det abonnement, TeliaSonera tilfældigvis kan tilbyde.

Sådan kan TeliaSonera gøre din godt tilkørte øse til en bil med intelligens og features som 2016-luksusmodel. Helt til venstre finder du sponsoren – Insurance.

Sådan kan TeliaSonera gøre din godt tilkørte øse til en bil med intelligens og features som 2016-luksusmodel. Helt til venstre finder du sponsoren – Insurance.


Big Insurance Is Watching You
Det er velkendt, at forsikringsbranchen bruger Facebook og lejlighedsvis privatdetektiver til at kontrollere, om modtagere af f.eks. ulykkeserstatninger, virkelig har det så dårligt, som de hævdede under sagsbehandlingen.

Dit forsikringsselskab kan også straffe dig ved at hæve præmien, hvis du forårsager skader. Det kan være fair nok, for den slags koster penge.
Men når selskabet kender alle detaljer i dit kørselsmønster, kan det præmiere folk, der kører som en nonne på vej til skrifte, og straffe en Thorkild Thyrring – selv hvis den sidstnævnte type ikke laver så meget som en Bilka-bule.

Jens Henriksson, CEO i det svenske forsikringsselskab Folksam, bliver i TeliaSoneras presse-meddelelse citeret for disse guldkorn:
”Sikkerhed i trafikken er vigtigt fra både et humant og miljømæssigt perspektiv. Kombinationen af vores engagement i vores kunder samt fokus på sikker kørsel er sammen med Telias ekspertise og netværk det første skridt ud af mange mod fremtidens for-sikringer.”

Del denne