Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Vi har før set på, hvordan man får hukommelsen til at yde sit bedste. Denne gang gælder der et mere langsigtet form for lager – harddisken.
Det er ikke den store videnskab at installere et serielt ATA-drev. Man skruer det simpelthen fast i en ledig 3,5 tomme-åbning og tilslutter strøm og SATA-kabel. Så burde drevet dukke op i Windows’ diskhåndteringsfunktion, parat til formatering.
I modsætning til hukommelse, processor og grafikkort kan man ikke forbedre harddiskens ydelse ved at øge clock-frekvenser eller lege med tidsindstillinger.
Da vi havde FAT og FAT32, kunne man ændre adfærden for forskellige applikationer ved at indstille clusterstørrelse eller bruge mindre partitioner for at få mindre clusters, men NTFS håndterer automatisk disse sager.
Man får clusters med en størrelse på 4kB for enheder på 2GM eller mere, så der går meget lidt plads til spilde. Bortset fra at sørge for, at ens diske har mindst 20 procent ledig plads og defragmentere dem regelmæssigt, er der ikke meget, man kan gøre for at få et enkelt drev til at køre hurtigere eller bruge pladsen mere effektivt.
Længe om at komprimere
En af de få muligheder, der findes, består i at slå NTFA-kompression til. Hvis man vil gøre det for et enkelt drev, aktiverer man blot Denne computer, højreklikker på drevbogstavet for den partition, man vil komprimere, og vælger »Egenskaber«.
Uanset om man kører Windows XP, Vista eller 7, er der en kompressionsboks under »Generelt«. Vælg den, klik »OK« og se dit system bevæge sig i sneglefart, mens alle dine filer bliver komprimeret. Det er bedst at gøre det, når pc’en ikke er i brug, for eksempel om natten.
Når processen er færdig, burde systemets ydelse igen blive normal. Man kan også komprimere individuelle mapper og filer. Højreklik på målet og vælg »Egenskaber«, men denne gang skal du vælge knappen »Avanceret«. Så kommer kompressionsboksen frem.
Vi anbefaler kun brugen af kompression på forholdsvis hurtige multicore-computere, ikke på den gamle smadrekasse, du har haft stående siden det 20. århundrede.
På den ene side er en komprimeret fil mindre end en ukomprimeret, så det tager mindre tid at indlæse den. På den anden side kræver kompression processorkraft. Derfor er virkningen på ydelsen ikke altid positiv.
Men man kan spare megen harddiskplads, så kompression er oplagt, hvis man har et overfyldt drev, som man endnu ikke har planer om at opgradere.
Reducer skivernes støj
Harddiske kan være kilde til meget af systemets støj. Pladerne drejer med 7.200 omdrejninger i minuttet eller mere, så deres rotation ligger gennemgående over det hørlige, men de udsender ikke desto mindre en generende hvinen og bidrager til vibrationer i systemet.
Man kan satse på en specifikt støjsvag harddisk, såsom Samsung Soinpoint eller Western Digitals nye GreenPower-serie, men man kan også reducere virkningerne af denne vibration ved at installere harddisken i et harddiskkabinet, som for eksempel Scythe Quiet Drive til omkring 250 kroner (www.quietpc.com). Det er et lille lydisoleret rum til harddisken, og det forhindrer, at der slipper støj ud.
Harddiske bliver imidlertid varme, så man forlænger ikke deres levetid ved at indsvøbe dem i skum. Et godt kompromis består i at montere disken på gummibeslag.
Det kan også købes som tilbehør og giver mulighed for at installere drevet på gummifødder og derefter placere det i en 5,25 tomme-åbning. Der er stadig masser af plads til luft, så disken kan blive afkølet.
En endnu bedre løsning er en harddiskkøler med indbyggede gummibeslag, såsom Zalmans ZM-2HC2, der fås til omkring 120 kroner (www.quietpc.com). Den bruger varmerør til at holde disken kold, og den kan også monteres i en 5,25 tomme-åbning. Den bruger varmerør til at holde disken kold, og den kan også monteres i en 5,25 tomme-åbning.
En række gode pc-kabinetter har nu avancerede funktioner til støjreduktion som standard. Et eksempel er Zalmans GT900 og GT1000 Z-Machine-kabinetter, der bruger et beslagsystem af gummi. Det reducerer vibrationerne, men tillader stadig den nødvendige luftstrøm.
Selv en række billige kabinetter bruger nu gummi til harddiske – silicumstropper med forlængede skruebeslag, der isolerer drevets vibrationer (for eksempel Antecs NSK4000 til omkring 300 kroner), eller flytbare bakker med gummifødder til disken.
Man skal dog ikke forvente en omvæltning med disse enheder. De egner sig mest til støjende harddiske Western Digitals VelociRaptor X på 10.000rpm. Hvis din harddisk er relativt tyst, vil du ikke høre megen forskel, og der er sandsynligvis mere påfaldende støjkilder i din computer, for eksempel grafikkortkøler eller systemventilatorer.
Hvis du vil have en stille computer, bør du først tage dig af disse syndere, så kan du siden dæmpe disken og få endnu mere støjreduktion.
Opsætning af RAID
Selv om man ikke kan overclocke en harddisk, er der andre muligheder. Processorer og grafikkort har nydt godt af parallelisme i nogle år, men harddiske er blevet konfigureret sammen i endnu længere tid.
Redundant Array of Inexpensive Disks (RAID) var oprindelig en metode til at samle en bunke billige harddiske og opbevare data på mere end en ad gangen.
Hvis en disk svigtede, ville dens data ligge sikkert på en anden. Denne teknik plejede at kræve en speciel tredjeparts-controller, men i dag har stort set alle bundkort denne funktion indbygget.
De forskellige former for RAID har et tal, der kaldes et level. Det angiver, hvordan diskene er konfigureret i forhold til hinanden. Nogle levels sigter på ydelse, nogle på fejlreduktion, men der er kun få, der bliver almindeligt brugt. De to, som dit bundkortchipsæt sandsynligvis understøtter er RAID 0 og RAID 1.
Den førstnævnte kaldes striping og deler data op i klumper og skriver forskellige klumper parallelt til to diske eller mere på samme tid. Den sidstnævnte, der kaldes mirroring, skriver de samme data til to diske på samme tid.
I teorien mangedobler striping ydelsen med det antal diske, der bliver brugt, men håndteringen af array’et kræver en vis processorkraft, og fordelene er kun virkelig markante, når man kopierer store filer.
Systemets boot-tider og indlæsning burde blive bedre, men den generelle applikations-ydelse bliver stort set ikke påvirket. Det skyldes størrelsen på de klumper, som RAID 0 opdeler data i, før de bliver skrevet parallelt.
Klumperne, der kaldes clusters, kan række fra 4kB til 2MB i størrelse, men de fleste controllere bruger 32-128kB som standard.
En fil, der er mindre end clusterstørrelsen, bliver kun skrevet til en harddisk, for den kan ikke deles op. Ofte ligger der masser af små filer på harddisken, helt ned til 1kB, men hvis du gør din clusterstørrelse så lille som muligt, bliver der mere arbejde til RAID-controlleren, og det kan også have en negativ påvirkning på ydelsen.
Det er grunden til, at de fleste RAID-chipsæt som standard vælger en middelvej. Generel diskadgang fra appli-kation peger i retning af mindre clusters, men store audiovisuelle filer klarer sig bedre med store clusters. Det er brugen, der må afgøre, hvad der er bedst.
Når man opsætter et RAID med et integreret SATA-chipsæt, ødelægger man normalt indholdet på den pågældende harddisk. Ofte er der mulighed for at migrere sine data, men der er altid en risiko.
Tag derfor helst en komplet backup af sine filer, før man opgraderer fra en enkelt disk til et RAID. Man skal gen-installere operativsystemet og applikationerne fra bunden. Men det er ikke svært.
Når du har installeret dine diske, går du ind i bios for at sikre dig, at den SATA-controller, de er forbundet med, er i RAID-modus. Det fremkalder en separat funktion efter den indledende bios-post, og der skal indtastes en tastaturkombination. Brug den til at konfigurere dine diske til et RAID.
Flere typer RAID
Bortset RAID 0 og 1 findes der et andet udbredt level: RAID 5. Nogle få integrerede controllere tilbyder nu denne mulighed, for eksempel Intels southbridges. Det skyldes sikkert den udgift, der knytter sig til brugen af sådan en opsætning.
Man skal bruge mindst tre diske til RAID 5, men man får en kapacitet, der svarer til to. Den tredje bruges til paritet, selv om den i realiteten er spredt over alle tre drev – mister man et, går ingen data tabt.
Med RAID 5 er skrivningen af data faktisk ikke hurtigere end med en enkelt disk. Den kan endda være langsommere, fordi der går tid med at oprette paritetsdata. Men læsning foregår ligesom med RAID 0, så det giver langt hurtigere overførsel, når man har adgang til diskene.
Det smukke ved RAID 5 er, at det er en fin mellemting mellem RAID 0 og 1: Man får læseydelsen hos den første, plus fejlreduktionen hos den sidste. Af samme grund lavede Intel sit eget hybrid-RAID for nogle år siden (sidst i artiklen »Det skal du gøre... Opsætning af Intel Matrix Storage«).
Selv om mange kraftige pc’er – og enkelte professionelle notebooks – nu bliver leveret med en RAID 0-konfiguration til bootdisken, er det ikke noget, vi vil anbefale enhver. Alle data mistes, hvis blot en disk svigter, og derfor fordobler man sin risiko for tab af data for at opnå en ret begrænset stigning i daglig ydelse.
Hvis man virkelig vil have en hurtigere pc, bør man fokusere på cpu’en. Derfor vender vi os i næste nummer til den vigtigste del af en pc – den centrale processor.
Du tror det måske ikke, men hvis man deler et drev op i flere partitioner, kan man i nogle tilfælde få en forbedret ydelse. En disk er rund, og drevhovedet kan derfor læse flere data på ydersiden end på indersiden.
Hvis man opretter en lille partition ved drevets begyndelse til systemfiler, begrænser man adgangen til diskens hurtigste del. Resultatet bliver en lille, men velkommen hastighedsforøgelse.
Hvert operativsystem, du vil installere, kræver sin egen partition – bortset fra Linux, der kræver to. Partitioner kan gøre backup nemmere.
Med et værktøj som Norton Ghost kan man kopiere og gendanne hele filsystemer, inklusive installation af et operativsystem, i stedet for kun enkelte filer.
Det er bedst at partitionere sine drev, før man installerer noget. Brug et partitioneringsværktøj som FDisk eller Gparted (www.gparted.sourceforge.net).
Man kan dog dynamisk re-partitionere et drev, efter at der er blevet skrevet data til det, ved hjælp af for eksempel Partition Magic.
RAID 0-striping giver hurtigere overførsel, men det fordobler risikoen for at miste data. RAID 1-mirroring sikrer kun filerne. Hvad med at få det bedste fra begge verdener? Det var Intels plan, da man lavede Matrix Storage, der kom frem med ICH6R-southbridge i 2004.
Man skal stadig bruge to individuelle harddiske, men de er delt op i to dele med det samme på hver disk. En del er striped, den anden er mirrored.
Som altid med RAID skal man først tage backup af eksisterende data, for opsætningen af array’et ødelægger dem. Så går man ind i bios-funktionen på sit Intel-bundkort og sikrer sig, at southbridge-SATA-controlleren er i RAID-modus.
Det burde fremkalde en separat Application Accelerator-funktion efter den indledende bios-post. Den kræver en tastaturkombination såsom [CTRL]+[I].
Så kan man tage et par diske og sætte dem op som Intel Matrix Storage og vælge, hvor meget hver af dem skal bruge RAID 0 og RAID 1. De seneste Intelchipsæt tilbyder også RAID 5, når man bruger tre eller flere diske.
Så snart Matrix-RAID er konfigureret, kan man installere Windows. Brug RAID 0-array’et til operativsystemet og applikationerne – af hensyn til ydelsen – men læg data på RAID 1-delen af hensyn til sikkerheden.
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]
Det skal du bruge…
[/themepacific_accordion_section][themepacific_accordion_section title="Fakta"]
Guldkorn
[/themepacific_accordion_section][/themepacific_accordion]