Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få overblik over netværksforbindelserne til computeren

Kunne du godt tænke dig, at se hvilke åbne forbindelser din computer har til omverdenen så er programmet her nyttigt.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

TCPView indeholder en masse informationer om, hvilke netværksforbindelser der på enhver given tidspunkt er åbne til omverden. Programmet kan anvendes til alle Windows-versioner fra Windows XP til og med Windows 8.

Listen over alle TCP- og UDP-forbindelser vises i realtid, og visningen ændrer sig løbende. Programmet markerer samtidigt de forbindelser, der står foran at skulle lukkes, samt nye forbindelser der lige er kommet til. TCPView viser ip-adressen på den lokale maskine og ip-adressen på computeren i den anden ende af forbindelsen.

Man kan se status for forbindelsen, og det vises hvilket program eller hvilken proces, der anvender forbindelsen. Det er muligt at afslutte en proces, hvis man er sikker på, hvad man gør.

Der er i programmet indbygget en whois-funktion, der skulle kunne identificere ejeren af den computer, man er forbundet med over internettet. Hos os virkede det ikke, og vi brugte en online whois-tjeneste.