Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få mere ud af din mp3-samling

Zortam Mp3 Center er et alt i et-program, der giver mulighed for at organisere og lytte til din mp3-musik samt få billedeffekter og tekster til dem.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De fleste har efterhånden taget mp3-mediet til sig og udskiftet cd-samlingen med et hav af digitale musikfiler. De fylder ikke meget, men det kan være sin sag at holde styr på dem alle, hvis ikke man har et godt program til dette.

Der findes rigtig mange programmer, som er udviklet til formålet, og mange er endda gratis. Det gælder også Zortam, som imidlertid er blandt de bedste eksempler, vi har på et alt i et-værktøj til mp3-musik.

Når du åbner programmet, kan det scanne din computer for mp3-filer, og når den har fundet frem til dem alle, vises de i programmet. Zortam udmærker sig imidlertid ved at organisere det hele i et let overskueligt bibliotek, som minder om Windows’ indbyggede stifinder, her blot dedikeret til musik. I stedet for almindelige mapper er det således muligt at åbne underafdelinger med kunstner, genre, sange, år og flere andre kategorier, således at meget hurtigt kan klikke dig frem til det, du vil høre.

Sange vises i det store hovedvindue, men når du markerer et nummer, vises også en række oplysninger i bunden samt en masse indstillinger, som du kan justere. Her får du blandt andet muligheden for at tilføje cover, tekster, tags og anden info om musikken.

Programmet rummer også en cd-ripper og en audio-konverter og giver mulighed for at normalisere filerne, hvilket betyder, at du bringer dem op til det maksimale lydniveau (vær dog opmærksom på, at det er en proces, som ikke kan gøres om, og som ikke nødvendigvis er fejlfri).

Zortam rummer også en direkte genvej til at købe musikken i fysisk format hos Amazon samt en masse andre funktioner til at afspille, redigere og organisere dine mp3-filer, og det hele fungerer. Det er ret ligetil at finde ud af, og i det hele er der tale om et virkelig fint program, som får en stor anbefaling herfra.