Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

En sand forvandlingskunstner

Tablets er ved at blive mere almindelige, og Asus er med på vognen, blandt andet med sin Transformer, som Alt om DATA har kigget nærmere på. Transformer formår at være både en tablet og en laptop.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Umiddelbart ligner den ikke en tablet, den lille Eee Pad Transformer fra Asus. Faktisk så minder den mest af alt om en netbook. Altså en meget lille bærbar computer. Men den indeholder et par overraskelser, der gør den til en meget anvendelige og spændende tablet.

Det helt fede ved Transformer er, at den er født med en dock, i dette tilfælde tastaturet, der får den til at ligne en laptop.

Men et klik på en knap, og skærmen går af, og du kan bruge Transformer fuldkomment som en vanlig tablet. Tastaturet giver Transformer en lang række fordele, frem for mange andre tablets. Ikke mindst bliver den pludselig let at bruge til at skrive på. Således har undertegnede let kunnet have den med på pressemøder og bruge den til at tage notater på – noget, som ikke rigtig har været aktuelt på tablets, da det er meget tidskrævende at tage notater ved hjælp af det soft-keyboard, de fleste tablets benytter sig af.

Forlænget batterilevetid

Men tastaturet skjuler på et par glædelige overraskelser mere. Dels har det indbygget de taster, der sender din tablet til hjemmeskærmen, til ’Indstillinger’, på nettet og ikke mindst et niveau tilbage. Næ, der er faktisk også et ekstra batteri til din tablet. Asus selv skriver således, at dette batteri kan give din tablet op til 16 timers ekstra levetid, hvilket absolut ikke er at kimse ad.

Men tastaturet indeholder også to usb 2.0-porte og en kortlæser, så du har mulighed for at kopiere filer fra din usb-nøgle eller kamera direkte over på din Transformer. Rigtig smart, og meget anvendeligt.

Kræver ikke speciel software

Den Transformer, som vi testede, kørte på den nyeste version af Android 3.2, og det var skønt at se, at den koblede sig sammen med vores computer uden problemer overhovedet. Så snart den var koblet til vores computer, kunne vi flytte filer over til den fra vores computer. Og her skal den lige have ros for at tage meta-informationerne med over på musiknumre.

Asus leverer ikke et stykke synkroniseringssoftware med til Transformer, men det er muligt helt gratis at hente Asus Sync, som kan synkronisere dine kontakter og aftaler fra din Outlook. Hvis du vil have mails over, så skal du bare oprette forbindelse til din mailboks fra Transformer, hvilket også kører let og smertefrit.

Herudover får du med Transformer et års ubegrænset lagerplads på Asus’ onlinetjeneste MyContent samt mulighed for at fjernbetjene din computer via MyDesktop, en smart tjeneste, der bringer din computers skærm over på din tablet.

Ikke kun godt

Men god som Transformer ellers er, så har den et problem. Nogle gange vil den ikke vågne op, efter den har været i dvale. Vi oplevede det i vores testperiode, og da vi googlede problemet, kunne vi se, at mange andre har oplevet det samme.

På nogle kan en ihærdig trykken på [Tænd]+[Volume ned] bringe den til live igen, på andre skal maskinen retur til Asus. Det var desværre tilfældet med vores testeksemplar, hvilket gjorde, at vi måtte trække en del fra i bedømmelsen af denne i øvrigt rigtig gode tablet.

Når først Asus får styr på det problem, så vil Transformer klart være blandt vores favoritter.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Tekniske specifikationer

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]