Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
En stationær computer er ikke længere nødvendigvis et stort skrummel, der står og larmer i arbejdsværelset. Efterhånden som det er muligt at lave mindre apparater, bliver det muligt at designe dem på nye kreative måder.
DreamPlug fra Globalscale er et fint eksempel. Det er en fuldt udrustet, om end ikke den kraftigste, pc med 1.2GHz Marvell Sheeva Arm-processor, 512MB ddr2-ram (800MHz), 1GB harddisk, 2 gigabit ethernetporte, to usb 2.0-porte, en e-sata 2.0-port, sd-kortindgang, WiFi b/g, bluetooth og indgang til hovedtelefoner.
Alt dette fylder ikke mere end en almindelig mobiloplader og bruger blot 5 watt, så producenten har simpelthen droppet al bøvl med løse ledninger og designet maskinen, så du sætter den direkte i stikkontakten.
DreamPlug kommer på markedet i denne måned. Den amerikanske pris er 150 dollars, så mon ikke den kommer til at koste omkring 1000 kroner herhjemme?