Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

En glimrende mulighed for nybegyndere

Serif MoviePlus X5 er nok lidt klodset, men den håndterer grundlæggende videoredigering udmærket.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

MoviePlus leverer en af de enkleste introduktioner til videoredigering, der findes. Ikke blot fordi den er nem at bruge, men fordi den leverer sine instruktioner lige foran brugeren.

Hvis du aldrig før har arbejdet med videoredigering, giver den en trinvis guide til alle de grundlæggende begreber, og hvis du blot følger den, kan du ikke tage fejl.

Når det gælder kernefunktionerne, leverer MoviePlus alt, hvad man kan forvente, fra blu-ray-brænding til speficikke filtre såsom billedstabilisering og ydelsesforbedring såsom proxyfil-generering til filer med høj opløsning. Den kommer dog ikke med noget radikalt nyt eller anderledes, og det er ikke alle dele af dens brugerfladedesign, der er så nyttige som startguiden.

Menuer og funktioner føles ofte klodsede i sammenligning med konkurrenterne, og mediestyringen er svag. Det er også lidt sært, at den leverer tre prøveprojekter, hvoraf det ene er en smart, men kompliceret demonstration af chroma-keying; det andet viser, hvor man snyder med tilt-shift-effekter.

Nogle flere eksempler i stil med det tredje, der blot fokuserer på valget af overgange og pip-effekter, ville være mere i tråd med produktets generelle stil.

Muligheden for at flytte enten paneler eller ’Preview’-vinduet over på en anden skærm er meget praktisk, for den giver mere plads til at arbejde med tidslinjen, så man kan udnytte, at der ikke er nogen begrænsning i antallet af spor.

Man får også muligheden for at gruppere sine klip og effekter, hvilket gør det langt nemmere at sektionsopdele dele af filmen og arbejde på store portioner med et slag. MoviePlus er måske ikke den mest spændende videoredigeringspakke på markedet, men den er meget anvendelig, og den klarer det rent praktiske til ug med kryds og slange.