Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Coolpix P510 er efterfølgeren til det populære Coolpix P500 og tilbyder ligesom dette et Nikkor-objektiv, der imidlertid denne gang giver dig en rækkevidde på hele 42× optisk zoom samt 1000 mm supertelefoto-brændvidde og ned til 24 mm vidvinkel.
Kameraet har også en 16-megapixel bagbelyst cmos-sensor og avanceret kompensation mod rystelser ved objektivforskydning.
Der er desuden adgang til videofunktion med en enkelt berøring, så du nemt kan skifte fra at tage stillbilleder til at filme i fuld hd (1.080p) med stereolyd.
Optisk zoom og autofokusfunktioner er stadig tilgængelige, når du filmer, og Coolpix P510 kan optage i langsom eller hurtig hastighed med op til 120bps (VGA). Videoer kan optages i iFrame-format, og et indbygget hdmi-stik lader dig slutte kameraet direkte til et hd-tv, så du kan se fotografier og videoer med det samme.
Den vipbare lcd-skærm gør det nemmere at optage billeder fra oven eller fra neden for at få et anderledes perspektiv, mens den indbyggede gps registrerer den præcise placering, hvor et billede blev taget, som et ”geotag” i billeddataene.
Nikon Coolpix P510 fås i farverne sort, rød og mørkegrå og har en vejledende pris på 3.495 kroner.
Kameraet ledsages af Coolpix L810, som har mange af de samme egenskaber, dog ”kun” 26× optisk zoom og en pris på 2.095 kroner.