Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Drop og flyt

Sorter og arkiver filer ved at trække med musen.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Nogle programmer er så uanseelige, at deres eksistens dårligt nok iagttages. Dropit er et af denne type programmer, men det er nu ikke helt ueffent alligevel.

Programmet er open source og udgivet under GNU GPL licensen. Dropit er angivet til at skulle fungere under alle 32bit-udgaver af Windows.

Dropit kan ligestilles med en sorteringsmaskine. Alle filer og mapper der droppes på programmets ikon smides over i en dertil prædestineret mappe. Det hele er ganske enkelt - efter installation af programmet vil Dropit som standard befinde sig som et lyst blåt ikon med en nedafgående hvid pil på computerskærmen.

Som standard vil dette ikon befinde sig øverst i skærmhierarkiet. Med andre ord vil det ligge øverst, uanset hvor mange nye vinduer man måtte åbne. Det kan dog ændres under ”Options”, der tilgås ved at højreklikke på ikonet. Det kan her ligeledes bestemmes, om ikonet skal låses til en bestemt position på skærmen.

Ved at højreklikke på ikonen kan man tillige tilgå ”Manage” menuen, hvor det fastsættes hvorledes programmet skal håndtere de bestemte filertyper eller bestemte mapper.

Dropit fungerer ved at man fastsætter destinationsmapper til de enkelte filtyper samt til mapper, der overholder bestemte kriterier. Det er muligt at oprette mange destinationsmapper, og det er ligeledes muligt at oprette et ubegrænset antal regler, der angiver hvor det droppede skal hen.

Reglerne benytter sig af ”asteriks”, hvilket ganske enkelt er ”stjernen” der befinder sig på computertastaturet. Hvis man klikker på knappen ”Rules” i ”Manage” menuen vises det hvorledes ”asteriks” kan anvendes til at sortere filtyper og sortere mapper ud fra mappens navn eller dele deraf.

Det skal siges, at mapper kopieres eller flyttes ud fra reglerne - overholder de disse ryger såvel mapper som alle undermapper og herunder liggende filer med over.

Som standard vil en fil eller en mappe blive flyttet over i destinationsmappen, når den droppes over Dropit ikonet. Men dette kan ændres så det droppede i stedet kopieres over i destinationsmappen.

Man kan også få programmet til at spørge om det valgte skal kopieres eller flyttes hver gang man dropper. Hvis der opstår duplikater kan Dropit forholde sig til om de skal overskrives, filerne skal omdøbes eller om handlingen skal fortrydes.

Ønskes det kan det markeres at flere typer filer skal sendes eller kopieres til samme destinationsmappe. Det gøres ved at adskille de enkelte betingelser med semikolon.

Har man eksempelvis kun oprettet 3 regler for 3 filtyper og trækker en hidtil ikke droppet filtyper over Dropit ikonet vil programmet spørge om den skal oprette en destinationsmappe til formålet. Man kan også vælge en allerede eksisterende mappe, hvis det passer bedre.