Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Drevenes vogter

Der var engang, da diskfragmentering syntes så ligetil. De spredte filer skulle samles igen med regulære mellemrum. Diskeeper 2011 er langt over det punkt.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De tider er omme, hvor et diskdefragmenteringsprogram blev afviklet med bestemte mellemrum og stod og tærskede løs i timevis. I hvert fald langt hen ad vejen, hvis Diskeeper 2011 anvendes.

Det er lidt forskelligt, hvor meget forskellige filsystemer og operativsystemer er sårbare over for diskfragmentering. Men Windows-ejere kan i hvert fald skrive under på, at systemydelsen kan påvirkes i uheldig retning af en harddisk, hvor indholdet er fragmenteret.

Findes i adskillige udgaver

Diskeeper er kendt for sine defragmenteringsprogrammer. Det var derfor med spænding, at den nyeste udgave af programmet blev imødeset, før den landede i form af Diskeeper 2011 Pro Premier-udgaven. Det er selvfølgelig stadig muligt at køre en manuel defragmentering af dine drev, men programmer er langt mere omfattende og komplekse end som så.

Diskeeper 2011 findes i adskillige udgaver, der er rettet mod såvel private som forretningsdrivende. Diskeeper 2011 Pro Premier er nok den mest interessante udgave for private computerbrugere og delvist til forretningsanvendelse, når der ses på anvendelse, der ekskluderer servere.

Den har nemlig enkelte elementer, som de billigere Home og Professional ikke har. Det er primært evnen til at håndtere kraftigt fragmenterede drev, tungt multimedieindhold som film, fotos og musik, samt at den er optimeret til drev over 1TB via den indbyggede TVE-motor. Pro Premier kører under såvel 32bit- som 64bit-udgaver af Windows XP, Windows Vista samt Windows 7.

En unik feature ved Diskeeper 2011 er HyperFast-teknologien, som var tilgængelig for testversionen. Det er normalt et add-on. HyperFast er det første produkt i verden, der kan defragmentere solid state drev (ssd). De fungerer anderledes end normale harddiske og skal derfor normalt ikke defragmenteres.

At være proaktiv

Forebyggelse er bedre end helbredelse siges det. Det er en af hjørnestenene i Diskeeper 2011. Der er tre overordnede automatiserede defragmenteringsprocesser i Diskeeper 2011 Pro Premier. Den første funktion kaldes IntelliWrite, og humlen ved den er, at den aktivt arbejder i baggrunden for at hindre fragmentering, før den overhovedet opstår.

Den fragmentering, som IntelliWrite ikke forhindrer, rapporteres til Instant Defrag, der igen ligeledes i realtid opsnapper nogle af de fragmenterede filer.

Endelig er der automatisk defragmentering, der arbejder i baggrunden og udvælger den rette algoritme, alt efter hvilken type fragmentering der er tale om. Det er stadig muligt at køre en manuel defragmentering med forskellige optioner, men det skulle normalt ikke være nødvendigt.

Righoldige informationer

Det kan være svært at teste denne type programmer og nå frem til stålsatte tal for, hvor effektive de er. Dels er der forskel på computere og på, hvor fragmenterede drevene er, inden et program som Diskeeper anvendes.

Til denne test blev to eksemplarer af Diskeeper 2011 installeret på to forskellige computere. Den første havde ikke så fragmenterede drev, den anden havde drev, der var lidt mere fragmenterede.

Hvad der kan siges uden tvivl, er, at Diskeeper 2011 slet ikke påvirker systemets ydelse negativt. Diskeeper 2011 har ud over alle værktøjerne omfattende overvågnings- og statistikvisning.

Via ’Dashboard’, log og ’History’-fanerne får man endog meget omfattende oplysninger om, hvad Diskeeper har bevirket eller bevirker i realtid. Der er en realtidsvisning af, hvor mange fragmenter IntelliWrite forhindrer. Det kan efterprøves, hvis man eksperimenterer lidt.

Desuden giver Diskeeper info om, hvor meget søgetiderne er forbedret i forbindelse med læse- og skriveoperationer, i vores tilfælde anslået fra 31 til 42 procent.

Man kan også se, hvor mange i/o-operationer der er sparet. Det sparer harddisken og øger potentielt dens levetid.