Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dit tv er en supercomputer

HDTV-formatet kræver så meget computerkraft, at det kan få din pc til at nedsmelte. Det er nemlig meget avanceret teknologi, som er bag. Alt om DATA fortæller her om den moderne tv-teknologi.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tager man en hel række både billige og dyre fladskærme og sætter dem op mod hinanden, behøver man ikke have pilotsyn for at se, at der er stor forskel på dem. Det gælder også, hvis man sætter et signal til af meget høj opløsning som for eksempel HDTV. Forskellen vil være mindre – men stadig meget synlig.

Paradokset er, at kigger man på de tekniske data på skærmene, så er de stort set identiske. Samme opløsning, samme responstid på panelet, lysstyrke, kontrast og så videre. Altså alle de data, og for den sags skyld salgsargumenter, som vi bliver bombarderet med for at blive overbevist om, at netop dette tv er det bedste af dem alle.

Det andet paradoks er, at skulle du få mulighed for at skille de mange tv fra hinanden, så vil mange af dem vise sig at have identiske paneler. De får nemlig leveret fra den samme store producent. Samsung er for eksempel en af verdens største leverandører, men de laver ikke verdens bedste tv af den grund.

Et digitalt signal skal renses

Der er flere faktorer der spiller ind. Det første er, at hvis tv'et modtager et PAL-signal, som er den europæiske analoge tv-standard, skal det konverteres til digitalt signal og skaleres op til for eksempel 720 eller 1080 linjer, som en HD-fladskærm klarer.

Har du en lcd-skærm til din pc, er det let at se problemet: Sæt opløsningen længere ned end det maksimale, og billedet er fnidret og uskarpt. Sæt det til maksimal opløsning, og det står flot.

Efter at vi har fået digitalt tv-signal herhjemme, er det nu ikke det store problem længere.

Den andet er at skulle videobehandle på et digitalt billede. Her taler man om optimering af billedet – herunder også støj i et digitalt signal. For selv om man ikke skulle tro det, så er der støj i et digitalt billede. Det er ikke som »sne«, som man kender fra et billedrørs-tv. Det er mere sort/hvidt og ses som små glimt i billedet.

Tv-producenterne har skullet finde ud af, hvordan de fjerner støj, optimerer billedet og så videre på et digitalt signal frem for et analogt, så de har faktisk startet helt forfra. Og den digitale tidsalder er stadigt forholdsvist ung. Først i efteråret 2009 blev der lukket for det analoge sendesignal, så der istedet sendes digitalt.

Forskellig teknologi med samme formål

Uanset om signalet er digitalt eller analogt, har de billedforbedrende teknologier hos mange producenter forskellige smarte navne. Sony kalder det for Bravia Engine. JVC kalder det DIST, mens Philips kalder det Perfect Pixel. Ens for dem er, at de signalbehandler/forbedrer og opskalerer et lavt opløst signal til det format, som tv’et har.

Er der tale om et HDTV-format, vil de signalbehandle på det. Man kunne ellers godt tro, at det med HD-opløsning, som jo har samme opløsning som panelet, var spildt arbejde.

Og med god grund. Selv billige tv står markant bedre med et HD-signal end SD (standard signal, PAL). Men sætter du et godt tv op ved siden af, ser man tydeligt forskellen mellem det billige og dyre.

Processoren, som man sagtens kan kalde for et grafikkort, laver målinger og behandler signalet hele tiden. Det måler på farver, gamma, lys – kort sagt alt, og når signalet er af meget højere opløsning, stiller det selvfølgelig højere krav. Det er en teknologi, som konstant forbedres, og derfor bliver digitale HD-tv generelt bedre i alle prisklasser – groft generaliseret.

Et paradoks er, at jo bedre processor et tv har, jo mere kan du se fejlene. Den mest udbredte fejl, når man har et tv, der ikke har støj i billedet, er den såkaldte artefacts. Det kan for eksempel være den jpg-agtige kontur, der er rundt om en person i bevægelse (kendt som »Halo«).

Det er ikke et slør eller en fejl, som tegn på et ringe panel eller teknologi. Det er tv’et, der afslører komprimeringen i det lavt opløste signal. På et ringere tv kan du som regel ikke se det, da det ikke er skarpt nok. Så skulle der være nogle jpg-agtige »ringe« i billedet, er det altså ikke nødvendigvis, fordi tv’ets videoprocessor er ringe.

Når et tv-signal skal vises på en digital HD-fladskærm, skal det altså opskaleres og bearbejdes. De ringeste tv lader mere eller mindre signalet passere – de bedste (og dyreste) signalbehandler det, også HDTV-signaler.

For at opskalere et gammeldags PAL-signal på 576 linjer skal processoren i tv’et kunne klare 60-90mbit/s. Det er ikke nogen voldsom opgave for noget tv. Det skal dog understreges, at ikke alle tv har scalere.

Er der tale om et billigt »no-name«, kan man risikere, at signalet bliver sendt mere eller mindre råt til panelet.

Grunden til, at mange undlader denne vigtige komponent, er, at en god videoprocessor koster penge. Den skal nemlig have power, som er i supercomputer-klassen.

Det kræver omkrig 63mbit/s at kunne konvertere fra 576 til for eksempel 720p-standarden. Men skal der opskaleres til den højeste HDTV-standard, 1080p, så kræver det 300mbit/s. Det er der kun få tv, der pt. kan klare.

Mange af de bedre klarer op mod 200-250mbit/s. I de tilfælde »snyder« man lidt og bruger 1080p-standarden i 24Hz i stedet for 50 eller 60Hz, som er mere almindeligt som tv-standard, og det kræver »kun« omkring 140mbit/s.

I de tilfælde, hvor tv’ets processor ikke kan klare at signalbehandle det hele, sendes noget af signalet igennem til panelet uden signalbehandling.

De hurtigste processorer i et moderne tv fås blandt andet i Philips topmodeller. Deres billedforbedrende teknologi hedder Perfect Pixel HD. Skulle en Intel-processor klare samme opgave som den processor, Philips har i deres top-tv, skulle man have 40 styk af den nyeste type, man finder i en hjemmecomputer.

Nu skal den dog ikke varetage så mange opgaver som en processor i en pc, så sammenligningen er ikke helt fair. Men ikke desto mindre giver det en meget god indikation af, hvad der skal til.

En film fra en god dvd står næsten altid bedre end tv. Det skyldes ikke teknologien, men kvaliteten af signalet. En dvd er nemlig ofte bedre og mindre komprimeret end et tv-signal. Her taler man om megabit per sekund som udtryk for kvalitet.

En rigtig god dvd-film har op mod 10 megabit data per sekund – en ringe ligger på under 5mbit/s. Og det kan ses som et dårligere og mere uskarpt billede.

HDTV-signalerne er dog ved at komme godt op i kvalitet, og de bedste giver nu helt op til 15 Mbit/s.

Blu-ray levere dog ubetinget det klareste billede med op til 40 Mbit/s.

Når der står »i« eller »p« efter et tal, som fortæller om en tv-standard, for eksempel 1080i eller 1080p, står det for interlaced eller progressivt.

Interlaced betyder i dette tilfælde, at de 1080 linjer ikke vises samtidigt. Man viser først alle de lige, derefter alle de ulige. Det sker 50 gange i sekundet, som er lysnettets frekvens. Derfor kan et panel med for eksempel 720 linjer godt vise et signal i 1080i.

Er signalet progressivt vises alle linjer samtidigt. Det kræver, at panelet har 1080 linjer, hvis der er tale om et 1080p-signal.

I teorien er progressivt bedre end interlaced, da det giver et mere roligt billede. Men det kan være svært at se i praksis og afhænger helt af kvaliteten af den benyttede videoscaler.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Tv-standarderne

[/themepacific_accordion_section]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Varianter af 1080p-standarden

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]