Af Jan Skøt, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Prøv at sig Hohm højt... Ja, det lyder ligesom Home – altså hjem på amerikansk. Måske er det ikke tilfældigt, at der også indgår ordet ohm, der jo handler om strøm. I hvert fald er Hohm først og fremmest beregnet på at forstå og regulere dit hjems energiforbrug.
Andre har prøvet det samme, men Hohm er yderst interessant, fordi Microsoft ser ud til at ville gøre en stor og meget omfattende indsats på området.
Det starter med, at du skal beskrive dit Hohm grundigt – meget grundigt – der er over 100 spørgsmål om huset, dets materialer, varmeforsyning, elforbrug, placering i forhold til solen og så videre.
Det hele bliver lagt ind i en database, hvor det bliver analyseret af en software fra Lawrence Berkeley National Laboratory, der gør nogle ting, som Microsoft ikke fortæller i detaljer om. Men resultatet skulle gerne være nogle gode råd om energiforbrug.
Men det er kun første fase. Du kan nemlig også gøre ting som at få dit energiforsyningsfirma til automatisk at sende oplysninger om dit forbrug til Hohm. Så kan du med jævne mellemrum lave en opdateret analyse, der også tager hensyn til for eksempel vejret.
Eller du kan sammenligne dit energiforbrug med andre i samme område i samme type af hjem. Det er virkelig smart, fordi du lynhurtigt kan få en idé om, hvor du ligger i forhold til de andre – det er ret indlysende, at hvis 90 procent af dem bruger mindre energi end dig, så må der være muligheder for at spare.
Hohm var i betafase, da jeg kiggede på det, så det var ikke helt til at se, hvad der virkede, eller hvad der ville komme til at virke – der var en del, der ikke virkede.
Men det ser ud til også at være Microsofts intention at lave en ret avanceret erfaringsindsamling fra alle brugerne. Det ville være supersmart, hvis man altid kunne komme ind og få gode råd, der drejede sig specifikt om det hjem, man har. Der er enorm forskel på, hvilke gode råd man har brug for, når man bor i et gammelt hus med trævinduer og tegltag i forhold til, hvis man bor i en moderne lejlighed med plastikvinduer.
Foreløbig ser det interessant og lovende ud.
Se det selv på: www.microsoft-hohm.com.