Dette gør os trygge, når vi handler på nettet

Dette gør os trygge, når vi handler på nettet

EmailFacebookLinkedInTwitterDeliciousGoogle+PinterestDel

Ingen har lyst til at blive snydt, når de shopper online, og derfor har vores tillid til webbutikkerne afgørende betydning for, hvor vi vælger at handle på nettet. Danskerne får tillid til en webbutik, hvis den klart angiver leverings- og returregler, har tydelig kontaktinformation samt positive brugeranmeldelser. Det viser en ny undersøgelse foretaget af YouGov for anmeldelsesplatformen Trustpilot.

Den allersidste slutspurt af januarudsalget er i gang, og onlinebutikkerne frister med gode tilbud. Men for en del forbrugere kan der lure skepsis i baghovedet for, om onlinebutikken nu er god nok.

I en ny YouGov-survey har anmeldelsesportalen Trustpilot undersøgt, hvad der får danskerne til at få tillid til en onlinebutik. Her er det især klar kommunikation om leverings- og returregler samt andre forbrugeres blåstempling af butikken, der har betydning.

Tydelig leveringsinfo og andres blåstempling gør os trygge

I undersøgelsen svarer 69 pct., at tydelige leverings- og returregler har betydning for, om de har eller får tillid til en webbutik. 62 pct. mener, at det har betydning, at webbutikken har tydelig kontaktinformation. Og næsten halvdelen af de adspurgte, 45 pct., mener, at positive brugeranmeldelser på fx Trustpilot eller TripAdvisor medvirker til at skabe tillid.

”Undersøgelsen peger på to dominerende tendenser, som skal være i orden for, at forbrugerne får tillid til en webbutik. Den ene handler om gennemsigtighed, dvs. at webbutikken er til at komme i kontakt med og informerer klart og tydeligt. Den anden handler om, at webbutikken skal være blåstemplet af andre, fx ved at have positive brugeranmeldelser,” siger Mathilde Lykke Bülow.

Hun fortsætter:

”Mange forbrugere har hørt om sager om snyd og fupbutikker på nettet og vil derfor gerne tage deres forholdsregler, når de handler online. At så mange kigger på bl.a. leveringsinfo og tydelig kontaktinformation er et rigtig godt tegn, for det er ofte her, en falsk butik vil falde igennem.”

Unge lytter mest til andre

Undersøgelsen viser også, at unge anvender brugeranmeldelser fra andre forbrugere i højere grad end ældre. 57 pct. af de 18-34-årige svarer, at positive brugeranmeldelser har betydning for deres tillid til en onlinebutik. Blandt de 35-55-årige har dette betydning for 47 pct., mens tallet er 34 pct. for de 56-74-årige.

Ifølge Trustpilot understreger det behovet for, at webbutikker arbejder med deres omdømme online:

”For en 18-årig, der skal købe en ny telefon på nettet, er det tæt på utænkeligt ikke at høre vennerne på Facebook eller læse en brugeranmeldelse af butikken inden. Undersøgelsen peger på, at de digitalt indfødte unge i meget høj grad bruger internettets muligheder for at lære fra andre forbrugere, og derfor bliver det kun vigtigere for webbutikker at arbejde aktivt med deres kundeservice og online omdømme,” siger Mathilde Lykke Bülow.

Del denne