Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Hvem kan ikke bruge lidt mere fart på netværket derhjemme? Det er altid rart med en hurtig forbindelse, når der skal afvikles krævende medieindhold eller overføres store filer. Nu bliver der mulighed for at få endnu mere fart på forbindelsen.
IEEE 802.11ac er den hurtigste standard hidtil, og nu begynder der så småt at komme produkter på markedet, som kan udnytte hastigheden.
I løbet af denne måned er Netgear således klar med R6300, som kan levere hastighed på 1,3Gbps og udvide forbindelsens rækkevidde. Routeren er også kompatibel med dlna, så det bliver nemmere at få den til at fungere med hjemmets andre medieapparater.
Routeren er baseret på en Broadcom 802.11ac-chip, som vi formentlig også kommer til at se i en lang række andre 802.11ac-produkter i den nærmere fremtid. For at du kan få fuldt udbytte af standarden skal modtagerapparater dog også understøtte, så udskiftning af tablet, telefon, pc og så videre vil være nødvendigt. Apparaterne med en ældre standard vil godt kunne tale sammen med en 802.11ac, men hastigheden vil ikke være optimal.
Netgear R6300 er ude i maj, men om det også gælder Danmark, er uvist. Prisen bliver 199,99 dollars.