Af Jakob D. Lund, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
De fleste mennesker oplever det på et eller andet tidspunkt i deres liv: Pludselig står det lysende klart for dem, hvad de gerne vil være. For skuespilleren Sonja Richter skete det i tredje klasse i en lille landsbyskole i Vestjylland.
”Jeg skal være filminstruktør,” tænkte hun en dag og lod barnefødderne piske ned til skolebiblioteket, hvor hun fandt Politikens Hvad kan jeg blive. Her stod der, at hvis man gerne ville være filminstruktør, så skulle man først være skuespiller. ”Det var jo noget sludder, men det var nok sådan, at det hele begyndte,” forklarer Sonja Richter i dag.
Siden konkretiserede drømmen sig mere og mere, og i 1999 kom hun ind på skuespillerskolen i Odense. Derefter fik hun sit filmgennembrud i Elsker dig for evigt i 2002, som også var hendes filmdebut. Filmen blev instrueret af Susanne Bier.
”Jeg vidste ikke, hvordan man lavede film, da optagelserne begyndte. Men heldigvis var Susanne Bier rigtig god at stå i lære hos. Hun lærte mig for eksempel, at alle mennesker har en ubevidst øjenbevægelse, når de står tæt på et andet menneske og kigger dem direkte ind i øjnene. Ens øjne skifter konstant fokus fra det ene øje til det andet. Det ser dumt ud på et nærbillede, fordi man kommer til at se helt forvirret ud. Så Susanne instruerede mig til kun at kigge på ét øje, når jeg stod foran dem. Sådan nogle små fif lærte hun mig,” fortæller Sonja Richter.
Hvad er det bedste råd, du nogensinde har fået som skuespiller?
– ”Der var engang en amerikansk instruktør, der sagde til mig: “Don’t eat the pizza.” Det er lidt svært at forklare, men det betyder, at det ikke er dig, men publikum der skal mærke noget, når du spiller. Det er min opgave sammen med instruktøren at lave pizzaen og levere den, men vi skal ikke nyde den. Det er derfor, det hedder “don’t eat the pizza” – bare lav den og server den. Når jeg ser en skuespiller spise pizzaen, kan jeg mærke, at det handler om dem selv, når de spiller. De er i gang med at føle et eller andet, mens jeg sidder og føler ingenting. Det er en sanseting, og den er der nogle skuespillere, der slet ikke har.”
Er der en skuespiller, du har lært specielt meget af?
– ”Jeg har lært rigtig, rigtig meget af Jørgen Reenberg. Jeg var så heldig at spille sammen med ham på Det Kongelige Teater i blandt andet stykket Antigone. Jeg var ung og bange for, om jeg kunne spille sådan en stor rolle. Og så over for sådan en kæmpe som Jørgen Reenberg. Jeg havde hørt masser af historier om ham: at han kunne knække unge skuespillere og sådan noget. Men han kunne godt lide mig, og han knækkede mig bestemt ikke. Tværtimod var han god til hele tiden at komme med gode råd. Han lærte mig blandt andet, at når man skal spille meget sørgelige scener, må man gerne spille dem lidt lyst. Det handler om kontraster. Jo mørkere en scene er, jo lysere skal du spille den. Ellers bliver det bare mørkt med mørkt på, og så kan man som publikum ikke se noget. Det er ligesom med musik. Hvis du har en tone i mol, skal du spille den let. Man skal ikke lægge tungt på det tunge. Tilføj en kontrast, så står tingene klarere frem.”
”Jeg har lige lavet film i USA, som Tommy Lee Jones instruerede. Jeg spiller en sindssyg pige. Jeg har en meget sørgelig scene sammen med min mor i filmen, hvor jeg netop spillede den så lyst, som jeg kunne. Det var Tommy Lee Jones meget glad for: “That was magnificent,” sagde han bagefter til mig.”
Hvad lægger du mærke til, når du ser en film?
– ”Det er sjovt at lave film, men nogle gange kan man godt føle sig erhvervsskadet, når man ser dem. Når jeg ser film for fornøjelsens skyld, er hovedkriteriet, om jeg bliver teknisk, eller om jeg ryger på historien. Hvis jeg bliver teknisk og ser på klipningen, lyset, skuespillet og alt muligt andet, er det, fordi historien ikke er stærk nok. Hvis håndværket er på plads, er jeg bare væk i historien. Det er det, der optager mig mest: filmens samlede udtryk. Der er ikke så mange historier at fortælle i verden; men der er mange måder at fortælle dem på.”
Hvad har været det sværeste for dig at spille på film?
– ”Til filmen Cecilie skulle jeg spille en scene, hvor jeg lå fastspændt tre meter under vandet, mens jeg skulle skrige. Det var vigtigt, at boblerne løb den rigtige vej, så jeg skulle ned under vandet, og de var nødt til at spænde mig fast, så jeg ikke flød op. Jeg havde ikke nogen iltmaske på, så jeg skulle kalde på en dykker, når jeg ikke havde mere ilt. Det var ret svært: både at være ude af kontrol og samtidig være helt vildt i kontrol. Den nat, hvor vi lavede scenen, var vi i en svømmehal, hvor hele bassinet var pakket ind i sort plastik, så det lignede en skovsø. Jeg kom ned og blev spændt fast. Men jeg havde glemt, at de også ville slukke lyset, så jeg gik i panik, da det hele blev mørkt. Det var ren instinkt. De hev mig op med det samme, og vi måtte tage scenen om, hvor jeg var mere forberedt på, hvad der skulle ske. Det var ret grænseoverskridende for mig.”
I filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens spændingsroman Kvinden i buret spiller Sonja Richter politikeren Merete Lynggaard, der bliver holdt indespærret i flere år.
”Det har været en svær rolle, for jeg har jo aldrig været låst inde. Så jeg vidste ikke, hvordan det føltes. Som forberedelse researchede jeg meget og læste blandt andet beretninger fra folk, der har siddet i isolationsfængsel og undersøgelser af, hvilke skader folk får på kroppen, når de sidder indelukket. Jeg fandt også meget inspiration i Natascha Kampuschs bog. Det interesserede mig meget at forstå, hvordan mennesker undgår at miste forstanden i sådan nogle situationer.”
”Undersøgelser har vist, at folk, der har været spærret inde i mørke i tre døgn, har svært ved at huske deres eget navn. Efter nogen tid føler de heller ikke sult eller tørst længere, og så begynder kroppen at gå i stykker. Det gør hjernen også. Alt det læste jeg om. Det var ret voldsomt, og jeg mistede også noget nattesøvn på det. Men jeg er glad for, at jeg gik ind i det. Der er ikke så meget med af alt det her i filmen, men det var en vigtig del af mit grundarbejde i forsøget på at finde frem til troværdigheden i min karakter.”
1 Brokeback Mountain (2005)
”Det er en af de film, hvor jeg bare ryger med på historien. Den skildrer komplekse følelser på en meget smuk måde. Den handler om homoseksuelle, men også mere generelt om mennesker, der ikke har lyst til at være dem, de er .”
2 Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)
”Jeg kan virkelig godt lide fortællestilen i filmen, og jeg synes, at Jim Carrey er en fantastisk skuespiller.”
3 The Red Shoes (1948)
”Det er en balletfilm. Hvis man har set den, ved man, hvor de har hentet inspiration til filmen Black Swan fra. Black Swan er bare ikke så god som The Red Shoes.”
4 Million Dollar Baby (2004)
”Jeg kan mest lide den, fordi den gør det, Hollywood-film ikke må gøre. Det skal jo helst gå godt til sidst, og det gør det ikke her. Jeg græd næsten hele vejen gennem filmen.”
5 Magnolia (1999)
”Den film er virkelig et mesterværk. Det, jeg hænger mig mest i, er fortællestilen. Og så den berømte scene, hvor frøerne falder ned fra himlen. Jeg ved ikke hvorfor, men det er en scene, jeg tit tænker på, når jeg selv er med i en film: Hvordan kan vi også få frøer til at falde ned fra himlen?
[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]
Karrieren i ét blik
[/themepacific_accordion_section][/themepacific_accordion]
