Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den bedste processor til pengene

Vil du have bedre ydelse? Så skal du have flere kerner. Sådan lyder den konventionelle visdom. Men dualcore-alternativet kan faktisk overraske.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kerner, kerner, smukke kerner. Hvis man skal tro Intel og AMD, består løsningen på alle denne verdens plager i, at man begraver dem under et bjerg af processorkerner. Der er øjensynlig intet, man ikke kan ordne, hvis man blot har multikerne-computerkraft.

Der er en vis grad af sandhed i den påstand. Ofte leverer flere kerner større ydelse, men ikke altid. Man skal også huske, at chips med flere kerner er dyrere.

Derfor kan det ikke undgås, at man vil sælge multikerne-produkter til os, uanset om de duer eller ej. AMD har gjort quadcore mere tilgængelig med den nye Athlon II X4 til lavpris. Samtidig er Intel øjensynlig på vej i den modsatte retning med sine lavpristilbud.

Det seneste, der har kodeordet Clarkdale og bliver kaldt henholdsvis Core i3 og Core i5, er dualcore på trods af fordelene ved de små 32nm-transistorer. Men takket være pæne clockfrekvenser, fremragende arkitektur og evnen til at håndtere to tråde pr. kerne er Clarkdale en stærk talknuser.

Men Clarkdale er også hæmmet af sin radikale cpu-gpu-fusionsarkitektur. Det vender vi tilbage til.

Lad os blot sige, at vi gerne ville se en dualcore-model uden den meningsløse integrerede grafik. Men konkurrencen mellem dual og quad i den billige ende er netop blevet langt mere interessant.

Højere oppe på skalaen er nøglespørgsmålet: Hvad giver den tilstrækkelige ydelse? Intel laver de hurtigste chips, men når man inddrager faktorer som samlet pris, opgraderbarhed og den omstændighed, at større ydelse over et vist niveau kun føjer ganske lidt til pc-oplevelsen, giver AMD’s Phenom-cpu’er langt mere mening.

Hvis du vil have det bedste, en pc kan tilbyde i øjeblikket, skal du så købe en Intel Extreme Edition til 7.500 kroner og det ragelse, der følger med den? Lad os se.

Denne dualcore-chip fra AMD står til klø, hvis kerneantal er den eneste cpu-parameter, der tæller. AMD tilbyder jo selv en komplet quadcore-processor i Athlon II X4 620 for blot 750 kroner mere.

Når man ser på testresultaterne, bliver det kun værre. Dette er langt den langsomste cpu i vores test af videokodning og rendering. Vi taler ikke om en beskeden afvigelse på papiret.

Intels Core i7 860 er omkring 1,5 gange hurtigere i applikationer, der reagerer godt, når man føjer kerner til. Men den virkelig smertelige kontrast skyldes den førnævnte quadcore-Athlon II. Den er næsten dobbelt så hurtig som i vores X164-videotest, og den skærer over 30 sekunder af 550’s to minutter og seks sekunder i Cinebench.

Men det er naturligvis ikke hele historien. Phenom II x2 burde klare sig godt, når man starter sit yndlingsspil. Bevares, Windows 7 og DirectX 11 ser ud til at sætte gang i multithread-spil.

Men lige nu er spil en af de sidste eksisterende applikationer, der afviser computerbranchens overgang til multithreading. Kun en håndfuld gør effektiv brug af mere end et par kerner.

Ikke fænomenal

I den sammenhæng burde 550’s fornuftige frekvens på 3,1GHz og anselige cache på 6MB give en effektiv spilchip til prisen. Til spil med behersket trådet kode, såsom Crysis, virker det netop sådan. Ved 51fps er den lige i øjet.

Men det ser ikke så sundt ud i World of Conflict, hvor den bukker under for alle de andre chips på nær den cache-hungrende Athlon II X4. Det er dog vores erfaring, at 550 er en god, lille spilchip.

Når det gælder overclocking, er et spring fra standardfrekvensen på 3,1GHz til 3,7GHz med simpel luftkøling og standardspænding et fornuftigt resultat. Men den bitre sandhed er, at selv ikke det er dramatisk nok til at gøre en mærkbar forskel på oplevelsen.

Dertil skal man bruge Intels utrolige Core i5 750. For alle Phenom II X2-processorer gælder den fristende mulighed for at lukke op for skjulte kerner.

AMD bryder sig ikke om at tale om det. Men sagen er, at alle Phenom II-chips bygger på den samme quadprocessor. Når AMD skal lave dualcore- og quadcore-chips, slår de simpelthen en eller to kerner fra.

I teorien er det en fin måde at få en billig quadcore-cpu på. I praksis virker de skjulte kerner muligvis ikke, medmindre man køber chippen af en forhandler, der tester den, før den bliver leveret (den service koster penge). Det er efter vores mening for risikabelt.

En quadcore-processor til under 1.000 kroner? Hvad kan der være i vejen med den? Bestemt ikke dens rå styrke i multitrådede applikationer. Den er oppe og vende på niveau med den mægtige octotrådede-chip Core i7 860. Og den smadrer sin dualcore-kollega AMD Phenom II X2 550. Ikke dårligt for blot 50 kroner ekstra.

Hvis du søger en billig processor til hjemmevideo, billedrendering eller andet i den boldgade, er Athlon II X4 620 et kup. Vi vil faktisk påstå, at for de fleste mennesker giver denne chip så megen quadcore-ydelse, som man kan drømme om.

Når man tager i betragtning, at AMD’s platforme og cpu-sokler er så fleksible, bliver indtrykket endnu bedre. Sagen er her, at 620 passer i enhver nyere AMD-sokkel, herunder AM2, AM2+ og AM3. Derfor kan man vælge mellem ddr2- og ddr3-hukommelse.

Når man sammenligner det med det rod, Intel har lavet med to inkompatible desktopsokler (tre, hvis man tæller den gamle LGA775 med) og nu en ny cpu, der forvirrer sagerne yderligere ved at påtvinge køberne integreret grafik, bliver AMD’s enkle tilgang endnu mere tiltrækkende. Og så har vi endda ikke talt om Intels afsindige lancering af Core i3, i5 og i7.

For lidt cache

Hvis vi vender os mod spilydelsen, ser det langt mindre rosenrødt ud. 620’s problem er tvedelt. For det første er clockfrekvensen kun 2,66MHz. Det er ret langsomt for en aldrende arkitektur, der kræver sunde clocktal for at yde sit bedste i traditionel sekventiel software i stedet for i paralleliseret.

Sagen er, at 620’s beskedne arbejdsfrekvens giver masser af plads til overclocking. Den når op på 3,5GHz med luftkøling og standardspænding. Det er et strålende resultat for en AMD-chip, og det er med til at hjælpe på den beskedne spilydelse, selv om den ikke kan leve op til de overclocks på 1,5GHz, som nogle af Intels chips præsterer.

Den anden væsentlige ulempe er Athlon II’s mangel på delt L3-cachehukommelse. Det betyder, at chippen skal nøjes med blot 512K L2-cache pr. kerne.

Desværre har begrænset cache en tilbøjelighed til at svække ydelsen i netop de heltal-intensive og sekventielle operationer, der dominerer spil. I modsætning til spørgsmålet om overclocking er der ikke noget at gøre ved det.

Derfor er 620 ikke helt det kup, den umiddelbart ligner. Den er fin til multitrådede applikationer, men den mangler lidt råstyrke, hvis den skal vinde denne her stortest.

Skænk en tanke til AMD’s Phenom-processor. Lanceringen var forsinket, den måtte gennemleve nogle væmmelige fejl i sin barndom, altimens Intels Core-chips hoverede ustraffet. Det har ikke været helt nemt at være Phenom-processor.

Nu, hvor den er trådt ud af barneskoene, er det imidlertid blevet lettere. Den største ændring kom med overgangen fra 65nm- til 45nm-transistorer hos Phenom II.

Bevares, dette processvind medførte kun få arkitektoniske forbedringer, men det gjorde, at stumperne fra Mark 1-modellen kunne blive ordnet, og clockfrekvensen kunne sættes op. Resultatet var en langt mere konkurrencedygtig cpu.

Naturligvis har Intel ikke ligget på den lade siden mellemtiden. Sammenlignet med Intels hurtigste quadcore-processorer kan Phenom stadig virke ret sløv. Men gør det noget, hvis slutbrugerens oplevelse er god nok?

På grund af de typisk lavere omkostninger ved AMD-kompatible bundkort og den indsats, AMD gør for at bevare soklernes kompatibilitet, har Phenom II meget andet at byde på end ydelse.

Arkitektur

Ud fra visse betragtninger er svaret afgjort. 955 er ingen verdensmester i multitrådede applikationer såsom videokodning. Men isoleret set er den hurtig nok takket være fire kerner, pæne clockfrekvenser og en fornuftig mængde cachehukommelse.

Det bliver lidt mere marginalt, når det drejer sig om spil. Et par minutter føjet til en videoopgave ødelægger næppe ens afslappede livsstil. Men usle framerates kan smadre spiloplevelsen. Desværre er spil netop det område, hvor Phenom II er svagest.

Problemet kan utvivlsomt føres tilbage til de ret antikke ophav bag Phenom II’s kerner. De stammer i hovedsagen fra 2003 og de første Athlon 64-chips. Det er en evighed i pc-verdenen.

Resultatet er, at måneder og år glider forbi uden en ny arkitektur fra AMD, og vi er i stigende grad i tvivl om Phenom II X4’s rolle som basis for en højtydende spilmaskine.

Det problem rammer ikke den billigere X2-chip i helt samme grad, fordi forventningerne uundgåeligt er mindre, når prisen er lavere.

For at gøre ondt værre er AMD’s processorer ikke meget for overclocking. Bevares, hvis man har et eksotisk køleanlæg (der damper for fuld kraft) og elsker at jonglere med spændingen, kan man opnå højere tal.

Men med standard-luftkøling og fornuftig spænding er der ikke meget at komme efter. Set i den sammenhæng er overclocking-venlige funktioner som 955’s ulåste cpu-multiplikator ret overflødig.

En dag i en forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid vil en eller anden samle Intels marketingfolk, stille dem op ad en væg og skyde dem. Hvis det lyder barsk, er det intet sammenlignet med de skrækkelige forbrydelser mod logik og sund fornuft, de har begået i det seneste halve år.

Det er på grund af disse forbrydelser, vi gentagne gange må forklare, at denne Core i5 ikke har noget at gøre med den anden Core i5, vi tester.

Det er faktisk samme chip som Core i7, men med HyperTherading slået fra. Men samtidig er processoren helt anderledes end en anden Core i7, som vi ikke har med her. Er du med?

Og den nye Core i3 (der heller ikke er med her) er faktisk næsten identisk med den anden Core i5. Det hele er noget rod.

Spørg Intel, og det typiske svar indeholder forsikringer om den overvældende forskning, der ligger bag disse navneforviklinger og bagmændenes grænseløse ekspertise. Jeg adlyder blot mine ordrer, hr. Kommandant.

Nå, de fleste af verdens føren- de økonomer kunne ikke forudse finanskrisen. De såkaldte eksperter kan rende og hoppe.

Suverænt silicium

Sagen er, at man bør glemme navnet på denne chip og fokusere på det essentielle. Her har vi nemlig et quadcore-eksempel på den fineste processorarkitektur, der endnu er set, nemlig Intels Nehalem, til den laveste pris. Bevares, 2,66GHz er ikke så meget som de fleste andre Nehalem-chips.

Den mangler også nogle af de mere avancerede Nehalem-funktioner såsom HyperThreading og en triplechannel-hukommelsescontroller.

Kodejunkier bør investere i en variant af Core i7, men her på redaktionen går vi mest op i spil, spil og atter spil. Og spil er det, denne chip er bedst til.

Der er tre grunde. Til at begynde med er spil typisk ikke ret skrappe til multitrådet skalering. Derfor er 750’s mangel på HyperThreading uden betydning.

Samtidig nyder denne chip godt af alle de andre fortræffelige Nehalem-funktioner, herunder masser af båndbredde og en kvartet af superbrede, utroligt skrappe kerner. Og når man overclocker denne chip, når den op på cirka 4GHz. Selv med en Extreme Edition-model får man svært ved at slå det med ti procent.

Resultatet er, at 750 giver den bedste spiloplevelse, man kan få, og det hele koster kun 1.450 kroner. Det er ikke den billigste chip på markedet. Men den er til at komme i nærheden af for almindelige dødelige. Når det drejer sig om cpu’er, kan de fleste af os prøve at eje det bedste, der findes.

Hvad skal vi sige om Clarkdale, Intels nye dualcore? Til at begynde med er den verdens første pc-processor med 32nm-transistorer. Mindre transistorer giver typisk mulighed for at lave billigere chips eller stuve flere funktioner og mere ydelse ind til samme pris. De giver som regel også højere arbejdsfrekvenser og lavere strømforbrug. Det er alt sammen godt.

Til gengæld giver prisen på 1.450 kroner ikke mening. En 32nm-dualcore burde da være billig, ikke? De har faktisk prissat 661 på niveau med quadcore-chippen Core i5 750. Forklaringen må hænge sammen med denne cpu’s anden større nyhed, den integrerede grafikkerne.

Det er et underligt fænomen at smelte cpu og gpu sammen i det samme produkt, som Core i5 661 gør. På den anden side er det tydeligvis et forvarsel om, hvad vi kan vente os. Men det er ikke nemt at bliver ophidset over en teknologi, der primært har til formål at gøre lavpris-pc’er endnu billigere.

Som spilentusiaster er vi overhovedet ikke interesserede i den ynkelige ydelse fra den integrerede grafik, som Intel har læsset på denne cpu. Bevares, den er det bedste, Intel hidtil har præsteret på området.

Men den er stadig langsommere end de hurtigste integrerede bundkort fra Nvidia og AMD. Og selv disse gpu’er er helt uacceptable for folk, der tager deres pc-spil blot nogenlunde alvorligt.

Den hurtigste dualcore

Det bekymrer os også, at det påvirker chippens varmeegenskaber, men det har vi stadig til gode at forholde os til. Et maksimalt overclock på 3,76GHz i Turbo-tilstand er mindre, end man ville forvente af en 32nm-processor, der officielt er sat til 3,33GHz. Hastigheder på 4GHz eller mere er dog rutine for mange af Intels 45nm-processorer.

Alt det ville naturligvis være ligegyldigt, hvis cpu-delen af denne cpu-gpu-blanding havde stil. Og takket være Intels imponerende Nehalem-arkitektur, for ikke at tale om den overbevisende clockhastighed på 3m33GHz, er 661 faktisk ret forrygende.

Ikke blot er den den hurtigste dualcore-processor til dato, den er hurtig nok til at konkurrere med Intels ældre Core 2 quadcore-serie. I flere test er den ikke langt fra AMD’s Phenom II X4 955, der er den næsthurtigste quadcore-cpu, AMD laver.

Derfor kunne vi godt tænke os at se en almindelig dualcore-udgave af denne chip uden den tåbelige grafikdel og til den halve pris. Det ville være interessant. Det er desværre ikke særlig sandsynligt på grund af den måde, hvorpå Intel har bundet hukommelsescontrolloren til den chip, der rummer grafikdelen.

Med andre ord: Hvis Intel vil lave en grafikfri udgave af Clarkdale, kræver det en helt ny processorsokkel.

Man siger, at Roms kirkegårde er fulde af middelmådige fægtere. Pointen er, at middelmådighed er en sand dræber. Man bør hellere holde sig fra at slås, hvis odds ikke er i ens favør.

Ud fra den betragtning skulle man tro, at Core i7 860 står til at få et skarpt sværd i maven, takket være markedskræfterne. På den ene side er den markant dyrere end Core i5 750.

I modsætning til hvad man skulle forvente ud fra Intels markedsføring, bygger de begge på Lynnfield-processorsoklen og er derfor stort set ens. Det er kun 133MHz arbejdsfrekvens, der adskiller dem.

På den anden side kan man hævde, at 860 ikke er en rigtig Core i7-chip. Den falder ned hos Intels mellemklassesokkel LGA 1,156, ikke hos den bedre LGA 1,366.

Den bygger heller ikke på flagskibet, Bloomfield-soklen, og derfor mangler den funktioner såsom triplechannel-hukommelsescontroller og understøttelse af mange Pci Express-muligheder. Man skal ikke glemme, at man faktisk kan få disse avancerede Bloomfield-funktioner billigere takket være Core i7 920.

Derfor ligner 860 en middelmådig fægter med det ene ben i graven. Den er ikke billig som Core i5 750, og den giver ikke den tekniske tour de force, man får med Bloomfield Ciore i7.

Det giver mening

Men jo tættere man ser på 860, desto mere mening giver den. Når det gælder den reelle ydelse, er forskellen mellem denne Lynnfield-chip og dens Bloomfield-bror til at overse.

Den sidstnævntes ekstra hukommelseskanal gør ikke megen forskel, og det samme gælder de ekstra Pci Express-kanaler. Det, man får, og som Core i5 mangler, er understøttelse af HyperThreading. Den giver ofte hele 20 procent ekstra ydelse ved multitrådede applikationer.

Det er vores erfaring, at Lynnfield også er lige så god som Bloomfield, når det gælder overclocking. Uanset hvad man vælger, bør man komme tæt på 4GHz med luftkøling.

Og man behøver ikke at bruge penge på den dyrere LGA 1,366-platform. Vores største tvivl beror på, at HyperThreading ikke er forrygende til spil. Core i5 750 er stadig det bedste valg, når det gælder spilydelse for pengene.

Endelig skal det nævnes, at når man satser på LGA 1,156 begrænser man sine muligheder for at opgradere. Når Intel lancerer sin sekskerners Gulftown-processor senere på året, kan den kun fås til LGA 1,366-soklen.

For ejere af Core i7 860 betyder det et nyt bundkort. Men hvis man har råd til et af disse uhyrer, betyder 1.000 kroner til et nyt bundkort vel ikke så meget? Tvivlsomt. Alt i alt slår denne lavpris-i7 langt bedre fra sig, end man skulle forvente.

Hvis Lewis Carroll havde været en moderne teknologiguru og ikke en psykedelisk børnebogsforfatter, ville han have skrevet: Tiden er inde, som hvalrossen sagde, til at tale om chips og sager. Om cpu’er og trådede applikationer og overclocking-konger.

Men hvem i vores sekstet passer i Eventyrland, og hvem kan bedst forsvinde for evigt ned i kaninboet?

Dette er en af de mest interessante cpu-test i nyere tid. Det skyldes, at den gamle kamp mellem dualcore- og quadcore-processorer er blevet vakt til live af nye kombattanter.

Således er AMD’s quadcore-uhyre, Athlon II X4 620, på mange måder den mest tiltrækkende. En stor del af tiden leverer den fremragende ydelse til absolut lavpris. Desværre er dens største svaghed vores topprioritet: spilydelsen.

Så er der Intels fascinerende nye Core i5 661. Den er på samme tide utroligt frustrerende og aldeles vidunderlig. Den viser klart, at der stadig er masser af liv i dualcore-konceptet.

Men indtil Intel enten fjerne den negative indflydelse, som integreret grafik har på overclocking-mulighederne, eller helt dropper grafikkernen (det er der ikke megen grund til at tro på), er Clarkdale-chippen ikke helt vellykket. Den er også absurd dyr.

Således bliver vores afgørende styrkeprøve ret forudsigelig. Kampen står mellem quadcore-processorer. Der er vældig god grund til at holde af Core i7 860. Den giver en generel ydelse, der er næsten mage til den, man får fra en Extreme Edition-chip til 7.500 kroner. Men understøttelse af otte tråde giver den også den bedste fremtidssikring.

Ikke desto mindre er den lovlig dyr for vores smag, og den er derfor ikke testens bedste chip. Det er AMD Phenom II X4 955 heller ikke. Der er meget, der taler for den, ikke mindst dens imponerende ydelse til en uhyre rimelig pris. Desuden har den en platformstrategi, der giver mening. Hvis den blot havde haft mere plads til overclocking, ville den lægge sig på førstepladsen.

Men det gør den ikke, og det kan kun føre os frem til en ting: Intels fantastiske Core i5 750 er vores favorit. Den samler det bedste ved Nehalem-arkitekturen i en quadcore-pakke, der er til at betale, og den leverer uovervindelig spilydelse. Den slår simpelthen alle de andre af banen.


[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Sådan har vi testet

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]