Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den bedste ddr3-ram til din computer

Enhver idiot ved, at systemets ydelse bliver bedre, hvis man lægger mere ram i. Men er der virkelig brug for markant hurtigere hukommelse nu, da vi er i Core i7-æraen?.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der var engang, da hukommelse spillede en stor rolle. Som man sagde i nørdkredsene: Uden båndbredde er man på spanden. Eller udtrykt mere formelt: Datarater ind i og ud af cpu’en udgjorde en afgørende begrænsning af ydelsen. Uanset hvordan man vender og drejer det, gjorde bedre hukommelse pc’en markant hurtigere.

Set i historisk lys har hurtig hukommelse også været en essentiel del af arbejdet med at overclocke systemet til det yderste. Det skyldes, at når man skruer op for cpu’en, får det uundgåeligt indflydelse på andre dele af pc’en. Utilstrækkelig hukommelse var ofte den første grund til frustration.

Da AMD lancerede chippen Athlon 64 i 2003, begyndte alt det at ændre sig. Det var den første almindelige pc-processor med integreret hukommelsescontroller. Man satte controlleren på selve processoren i stedet for på bundkortet, og det var med til at reducere latens og øge båndbredden.

Af samme årsag var AMD’s processorer langt mindre følsomme over for hukommelsens ydelse end Intels, selv om Intels typisk understøttede mere avancerede hukommelsesteknologier. Hvis du skulle have glemt det, var Intel den første, der brugte både ddr2 og ddr3.

I slutningen af 2008 kastede Intel sig ind i kampen om den integrerede hukommelsescontroller med Nehalem-arkitekturen. Den udgør grundlaget for alle Core i7- og Core i5-processorer.

Derfor ligger det fast, at båndbredde ikke længere er noget problem. Core i7 Bloomfield-processorer er et glimrende eksempel. De understøtter fuldt ud tre kanaler med imponerende båndbredde. Men når vi taler om systemydelse, får man praktisk taget de samme resultater med blot to kanaler.

Samtidig omfatter de fleste bundkort-bios-menuer nu en lang række hukommelsesindstillinger. Den vigtigste er måske hukommelsesdivideren. Den gør det muligt at holde styr på hukommelseshastighederne, mens man skruer op for frekvenserne. Alt i alt tror du måske nu, at hukommelsen ikke længere spiller nogen rolle. Det er ikke helt rigtigt.

Til at begynde med kræver omfattende overclocking stadig hurtig hukommelse, idet selv beskedne frekvensstigninger bliver hjulpet på vej af imødekommende og indstillelige hukommelses-dimm’er. Men det vigtigste er, at mængden af tilgængelig hukommelse kan få stor indflydelse på systemets ydelse. Kort sagt: Jo mere hukommelse man har, desto sjældnere skal pc’en have adgang til harddisken. Selv når det gælder SSD-drev, er ram stadig langt, langt hurtigere end flashhukommelse.

Harddiske med roterende magnetiske plader er trælse. De er anakronismer og et af pc’ens få tilbageværende svage punkter. Den gode nyhed er naturligvis, at der er kommet en ny generation af drev uden bevægelige dele. Men SSD er ikke en erstatning for masser af ram. Selv det hurtigste SSD-drevs ydelse måles i hundreder af megabyte i sekundet. Det er en anden størrelsesorden end de dusinvis af gigabyte i sekundet, som ddr3 leverer.

I den sammenhæng kan Crucials dualchannel-ddr3 på 2GB skabe kamp om båndbredden i pc’en. Bevares, der er ikke noget særligt i vejen med den grundlæggende hardware. Disse blokke er så fritskrabede som muligt. Det er den rå vare uden avanceret køleudstyr. Blot nøgne hukommelseschips og almindelige grønne kredsløb. Men 2GB klarer simpelthen ikke opgaven.

Problemet er ikke synderlig synligt i enkeltapplikations-test eller boottider. Nej, det går virkelig galt, når man multitasker. Start et par applikationer, åbn et par browservinduer og man løber hurtigt tør for hukommelse. Det betyder, at der skal transporteres data frem og tilbage på harddisken. SSD eller ej, det fører til en langsom og haltende pc-ydelse.

Kan man nå til et punkt, hvor større ydelse ikke giver nogen mening? Vores test viser, at dette sæt kan levere mindst 2.800MHz. Når man tænker på, at Corsairs 6GB-triple-channel-sæt, der har mere beskedne specifikationer, matcher den hastighed på det samme bundkort, har vi en fornemmelse af, at Teams ram kan klare betydelig mere.

Ved 2.800MHz summer disse dimm’er af sted med mere end to gange ddr3’s normale hastighed. Men her er knuden: Den vil sandsynligvis ikke gøre pc’en mærkbart hurtigere. Takket være hukommelse-dividerne på vores C58-bundkort har vi sammenlignet den generelle systemydelse ved 2.133MHz og 1.066MHz.

Disse specifikke indstillinger har vi valgt for at maksimere båndbredde-deltaet, samtidig med at vi sikrede os, at alle andre indstillinger var de samme. Højere frekvenser kræver justeringer af den altafgørende cpu-frekvens, og så er direkte sammenligninger nyttesløse. Resultaterne er imidlertid ikke imponerende.

På trods af en fordobling af ram-hastigheden stiger ydelsen i applikationer som Cinebench og Call of Duty 4 kun med to procent. I betragtning af vores tidligere erfaringer med Intels triple-channel-platform, LGA1366, var det ikke netop chokerende for os. Men det var en belejlig påmindelse om, at Core i7 simpelthen ikke er båndbredde-følsom.

Ingen pc kan undgå virkningerne af for lidt hukommelse. Det er her, dette 3GB-sæt virkelig døjer. I vores barske multitaskingtest stiger tiderne for spilbelastning med over 25 procent. Og hardcore-multitaskere vil opleve harddiskskrivning og den haltende systemydelse, den medfører, med 3GB.

Bloomfield-processoren fra Intel, der også er kendt som den originale Core i7, er vanvittigt attraktiv. Til at begynde med er det den hurtigste cpu, der findes. At den kun kan fås på den eksotiske LGA1366-platform gør den kun endnu mere tillokkende.

Når det er sagt, skulle det ikke undre os, hvis du spinker og sparer for at få fat i en Bloomfield. I det scenario kan man nemt blive fristet af et billigt køb. Hvorfor betale 1.200 kroner eller mere for 5GB avanceret hukommelse, når man få dette sæt for omkring 500 kroner? Det klarer ærterne, ikke?

Nej, faktisk ikke. Når det gælder stabilitet, løber man ofte en risiko med billige hukommelsessæt. Vi havde da også problemer med at få Transcends dimm’er til at køre ved den lovede frekvens på 1.333MHz. Vi nåede derop til sidst, men højere hastigheder blev der ikke tale om, og det samme gjaldt enhver form for mærkbar cpu-overclocking.

Vi har en fornemmelse af, at ydelsen varierer markant fra bundkort til bundkort med sæt som dette. Vores Foxconn-testkort rynkede i hvert fald på næsen ad det. Det andet problem er naturligvis hukommelsestæthed. Bevares 3GB er nok til de fleste applikationer det meste af tiden. Men når harddisken begynder at kværne, vil man ønske, at man havde købt 6GB.

Hampre priser til gengæld for glimrende ydelse er ikke nyt for os. Men kan noget dual-channel-sæt på 4GB virkelig være over 2.000 kroner værd? En ting står fast: Man skal lide af en patologisk hang til frekvens for at overveje 4GB eksotiske dimm’er fra A-Data, når man kan få otte gigabyte kraft og saft fra Corsair til en lignende pris.

Men lad os nu ikke forhaste os. A-Data er et mindre kendt mærke for den almindelige pc-bruger. Men blandt overclocking-nørderne er det den ægte vare. I det seneste halvandet år har A-Data dystet med branchens bedste om at levere verdens hurtigste hukommelse.

Kun for overclockere

Hvem der i øjeblikket har titlen, kan diskuteres. Men vi tvivler på, at mange vil blive skuffet over den rå ydelse hos dette dual-channel-sæt på 4GB. Det står til 2.000MHz, men det klarer mindst 2.400MHz på et P55-bundkort. Ved den hastighed kører vores Core i7 860-testchip med 4,4GHz. Det er bedre, end vi før har præsteret med luftkøling for en Lynnfield Core i7-processor.

Med andre ord: Vores over-clockingresultater for 2000× er sandsynligvis cpu-begrænsede. Det er også værd at bemærke, at brugen af ddr3-moduler af høj kvalitet sænker latenstallene til under den officielle specifikation på 9-9-9-24. Det betyder, at ivrige overclockere trygt kan købe dette sæt.

For alle andre bliver det langt sværere at sælge. Som vores test viser, er fordelen ved at køre ddr3-hukommelse ved over 2.000MHz minimal. Der er højst tale om et par procentpoint.

Der er noget uudsigeligt håndgribeligt og fysisk tilfredsstillende over en hukommelse-dimm, der ligger i en solid køler af aluminium. Dens kølighed og vægten i hånden, den måde, hvorpå den glider på plads med et tilfredsstillende smæld, bidrager alt sammen til et indtryk af legemligt velvære.

Det foregår naturligvis mest i hovedet. Men hvis det er sådan noget, der giver dig vellystige kuldegysninger, behøver du ikke at lede længere: bliv hos Corsairs Dominator-serie. Den giver måske ikke Corsair-familiens højeste ydelse, men den har kølersættet DHX.

Det betyder fejlfri modulopbygning og ekstruderet aluminiumsbelægning. Det øverste lag finner er sikret med solide unbrakoskruer. Når man fjerner dem, kan man tilføje endnu mere eksotiske køleløsninger. Der er ingen tvivl om, at disse fyre mener det alvorligt.

Vi tvivler dog på, at noget af det har større betydning for ydelsen. Faktisk blev vi lidt skuffede over de maksimale 1.800MHz, som dette dual-channel-sæt på 4GB leverer. Det er trods alt specificeret som 1.600MHz. Man kan sandsynligvis opnå større hastighed, hvis man gør noget ud at trimme spændingen. Men A-Datas 2.400MHz viser, at det ikke altid er nødvendigt for at få mere fart.

Den egentlige sammenligning står med Crucials dual-channel-sæt på 4GB. Det er 400 kroner billigere og leverer tilsvarende resultater og en computeroplevelse, der i alt væsentlig er den samme. Det fører os tilbage til de æstetiske værdier.
Det rationelle argument for Corsairs sæt hænger ikke altid sammen. Men hvis vi havde råd til dem, ville vi sandsynligvis vælge dem.

Crucial er velkendt og pålidelig. Det har længe været hukommelsesindustriens bundsolide mærke. Det, man køber, når man vil have funktionalitet til en rimelig pris. Det gør, hvad det lover.

Naturligvis har Crucial også den højtydende Ballistix-serie. Men den er nærmest overpyntet.Hvorom alting er, ser vi her på Crucials standardhukommelse. Det er et ddr3-sæt på 1.333MHz og 4GB til dual-channel-arkitekturer. Der er ingen smarte kølefunktioner. Der bliver heller ikke lovet særlige evner, når det kommer til over-clocking. Med andre ord er det er sæt, man lægger i kurven, når man simpelthen vil have noget, der virker.

Det er et dual-channel-system, der fungerer med en kapacitet på 4GB. I vores krævende multitasking-test var der meget få tegn på diskaktivitet og deraf følgende ringere ydelse. Selv med et enormt antal applikationer og datatunge dokumenter, der kører i baggrunden, sker alt-tab-skift fra et spil tilbage til skrivebordet øjeblikkelig.

Hertil kommer, at med en maksimal frekvens på 1.800MHz har Crucials hukommelse rigelig fleksibilitet til mild til moderat overclocking.

Objektivt set er svælget mellem dette dual-channel-sæt fra Dane-Elec og konkurrenten fra Crucial meget lille eller ikke-eksisterende. Det består faktisk af 250 kroner og et bogstav på en alfabetiseret liste.

Begge er gedigne ddr3-sæt på 4GB og 1.333MHz. Når det gælder forskellen i mærkevaregenkendelse er forskellen til gengæld enorm. Det store spørgsmål er derfor, om man virkelig tør løbe risikoen for at spare 250 kroner?

I pc’ens barndom vidste man, at hvis man købte hukommelse fra ukendte leverandører, nægtede systemet sandsynligvis at boote. I dag er det usædvanligt at se, at et system ikke vil boote med standardiseret hukommelse. Og der er intet i vejen med Dane-Elecs valg af hardware.

Det skyldes delvis, at en række selskaber, der producerer ddr-chips, har gennemgået en konsolideringsproces i de seneste år. Der findes ikke længere små foretagender, der producerer lurvet silicium. Således er de Hynix-chips, som Dane-Elec bruger, nøjagtig de samme, som man ser svejset på dimm’erne i flere af de bedre kendte hukommelsemærker.

En granddanois?

Det er derfor ikke overraskende at se, at Dane-Elec fører en smule foran Crucials 4GM-sæt, når det gælder overclocking: 1.900MHz mod 1.800MHz. Når det gælder ydelse, er det komplet ligegyldigt.

Det vigtigste er, at dette sæt ikke falder ved den første hurdle, når man skruer op for clockfrekvensen. Livstidsgarantien skader heller ikke. Men det kniber med Dane-Elecs website. Online-konfigurationen er nærmest ubrugelig, og der er stort set ingen produktoplysninger på sitet.

Kan du ikke leve uden glimmer? Så har vi her de rette dimm’er til dig. Vi tvivler dog på effekten af varmespreder på ram-blokke, navnlig i forbindelse med lavspændinges-ddr3.

Der er ikke meget, der tyder på, at forbedret køling gør den store forskel i ydelse, medmindre man går ind for ekstrem overclocking.

På den anden side er konkurrencen hård på markedet for hukommelse, og man kan næppe bebrejde OCZ for at skabe sig en niche med nogle fikse skiver krom. Højtydende dimm’er må simpelthen have varmespredere.

Sagen drejer sig imidlertid ikke om æstetik, men om forholdet mellem ydelse og pris. Til 950 kroner lægger dette dual-channel-sæt på 4GB fra OCZ sig mellem de billige udgaver på 1.333Hz fra Crucial og Dane-Elec og Corsairs lidt hurtigere 1.600MHz-dimm’er.

På papiret ser OCZ bedre ud, takket være en specifikation på 1.866MHz. Og det bliver bestyrket i vores test, hvor Platinumsættet når 2.200MHz. Der er masser af plads til luftkølet cpu-overclocking. I øjeblikket kan vi ikke se den store mening i at udstyre et dual-channel-system med mere end 4GB ram. Selv med et bjerg af applikationer i drift er harddiskaktiviteten minimal med 4GB installeret.

Alt er godt

Er der slet ingen ulemper ved Platinum? Jo, men det er meget få. Bevares, du skal acceptere en lidt langsommere TRAS-latens på 27 cykler, hvor konkurrenten står til 24 cykler. Men skal ret være ret, så bliver betydningen for den reelle ydelse er i realiteten nul.

Siger tallene 9-9-9-24 dig noget? Hvis de gør det, bør du så blive imponeret over dette triple-channel-sæt på 6GB, specificeret til 7-7-7-20? Vi taler naturligvis om den måske mest esoteriske af alle pc-specifikationer: Hukommelseslatens.

De pågældende tal står for forskellige målinger af hukommelsesadgang såsom den tid, det tager at finde data. Jo længere det tager for hukommelsen at reagere på dataanmodninger, desto mere tid bruger cpu’en på at sætte gang i transistorerne. Enkelt. Jo lavere latenstal, desto bedre. Alligevel yder moderne pc’er langt højere. Sært.

Man kan spekulere på, om latens betyder ret meget nu om dage. Svaret lyder omtrent sådan: Latenstallene for ddr3-hukommelse er langt højere, fordi de I/O-tal, de bliver målt med, er meget kortere. Det samme gælder for den tid, der går. Desuden rammer dårlig hukommelseslatens ydelsen mere på gamle systemer med diskrete hukommelsescontrollere.

Det gælder ikke for cpu’er med integrerede controllere. Derfor må dette sæt med lav latens finde på noget andet at prale med. Det gør det ved at præstere en monsterfrekvens på 2.800MHz og score ved vores test.

Hold dig til standarderne, og det kan ikke gå galt. Kloge ord til uerfarne pc-byggere. Historisk set har det især været gældende for systemhukommelse.
Nu om dage er pc’er langt mindre kræsne over for de hukommelsesblokke, man putter i dem.

Bevares, der er begrænsninger såsom 1,65V-loftet for Core i5- og Core i7-kompatibel ddr3. Men bundkort er gerne mere raffinerede og dermed i stand til at håndtere et større udvalg af hukommelsesprofiler. Selv dimm’erne er bedre konstrueret og mere stabile.

Imidlertid kan et kort en sjælden gang spille kostbar over for et par dmm-klodser. Det gælder for Crucials triple-channel-sæt på 6GB og vores testbundkort: Foxconn Bloodrage ×58. Det lykkedes os ikke at etablere stabil funktion ved andre frekvenser end 1.0066MHz.

Vi bør dog være fair over for Crucial og nævne, at det var meningen, at testen skulle finde sted på et Asus P6T. Den plan gik i fisk, da vores P6T stod af. Derfor blev Bloodrage-kortet fundet frem i stedet.

Men vi taler om Crucials basale triple-channel-sæt på 1.333MHz. Man burde kunne tage kompatibilitet for givet. Det er helt ejendommeligt set i lyset af den stabile ydelse, vi ser hos Crucials materialemæssigt identiske dual-channel-sæt.

Alt dette havde ikke den store betydning for vores testresultater. Core i7 er simpelthen ikke særlig følsom over for hukommelsesbåndbredde. Der, hvor det for alvor gør ondt, er overclocking.

Uden nogen fleksibilitet i hukommelsesfrekvensen kan man glemme alt om at skrue op for processorfrekvensen.

Dane-Elecs beskedne 4GB-sæt snupper andenpladsen i vores dual-channel-konkurrence. Hvor store chancer er der for at score bedre i triple-channel-dysten? Forbavsende god, viser det sig.

Til at begynde med er dette det billigste af de tre 6GB-sæt, vi har valgt at tage med i testen. Det er godt at vide, når man skal justere sine forventninger.
Derfor er det vældig interessant at opdage, at disse uanselige ddr3-blokke kan præstere helt op til 2.800MHz. I lighed med den langt dyrere, og i teorien hurtigere, Team Group-ddr3 er det muligt, at cpu-begrænsningerne forhindrede et endnu bedre resultat.

Vi kan naturligvis ikke garantere, at disse dimm’er kan køre uendeligt ved 2.800MHz. I det lange løb kan fraværet af en kølefunktion måske føre til ustabilitet ved høje frekvenser. Men vi tvivler på det på grund af ddr3’s lave spænding. Tiden med skoldhed ddr2-hukommelse har vi forlængst lagt bag os.
Vi kan dog sige med sikkerhed, at dette sæt giver masser af fleksibilitet til en moderat overclocking.

Upåklagelig

Hertil kommer, at med 6GB bliver hukommelsens generelle systemydelse upåklagelig. Selv med 4GB applikationsdata rumsterende i baggrunden er indlæsningstiderne fine, og alt-tab mellem spil er lynhurtig. Hvis man ser bort fra nogle æstetiske overvejelser, er det svært at se nogen grund til at betale mere.

Vores eneste lille tvivl består i, om 6GB er nødvendigt, når et tilsvarende 3GB-sæt kan fås for det halve. Det tror vi, at det er. Men den anden mulighed er til stede, hvis det kniber med pengene.

En mand sagde engang, at 640KB hukommelse burde være nok for enhver. Det var Bill Gates i 1981. Jep, 640kB, ikke 640MB. Dette Corsair-sæt på 8GB leverer 12.500 gange så stor kapacitet. I øvrigt benægter kong Bill, at han nogen sinde har fremsat den bemærkning. Men det er svært at mobilisere megen medlidenhed med en af verdens rigeste mænd.

Uanset om han har sagt det eller ej, er pc’ens krav om mere hukommelse skånselsløs. Hvis de kommende 30 år kommer til at ligne de foregående, vil stationære pc’er rumme en petabyte hukommelse i 2040. Uanset hvordan man vender og drejer det, bliver lagerkapaciteten i realiteten uendelig.

Men den tid, den sorg. Er der lige nu et stort behov for 8GB? Svaret må overvejende blive nej. Vores tunge test begynder med 30 browservinduer, hvoraf de 10 indeholder hd-trailere, der bliver til flere, og det hele ender med iTunes og Word.

Ifølge Joblisten er det samlede forbrug 4GB. Eller rettere: Det er det, når man har 8GB til rådighed. Med 4GB reagerer Windows lidt anderledes,
og det samlede tal bliver kun 3GB.

Den uoverensstemmelse forklarer sikkert, hvorfor vores test viser så ringe en fordel ved 8GB. Lige nu er det et spørgsmål om aftagende udbytte.

Først en advarsel. Vores fokus her er dual- og triple-channel-ddr2-sæt til Intels Core i5- og Core i7-processorer. Man mange af de generelle konklusioner gælder også for AMD-platforme og for systemer, der bygger på Intels næsten afdøde Core 2-chip.

Fordele og ulemper ved for eksempel hukommelsestæthed gælder over hele linjen. Men der er en svaghed, som især knytter sig til Intels chips, nemlig begrænsninger i hukommelsesspændingen.

Årsagen er den integrerede hukommelsescontroller. Det er en central ny funktion i Nehalem, den arkitektur, der understøtter Core i5 og Core i7. Den er i hovedsagen god. Latenstiderne er lavere, og båndbredden er svulmet op, når man sammenligner med Core 2-cpu’erne.

Men det gør controlleren lidt mere følsom end gammeldags bundkortbaserede controllere. Hvis controlleren bliver beskadiget, går det ud over cpu’en snarere end bundkortet. Det er ikke godt, for processorer er dyrere end bundkort.

Derfor anbefaler Intel, at man begrænser hukommelsespændingen til 1,65V. Det er noget lavere end den typiske 1,9V ved de tidlige ddr3-blokke som for eksempel dem, der sidder på Intel ×48-kort. Resultatet er dobbelt.

Hvis man har nogle tidlige ddr3-blokke, kan de sandsynligvis ikke bruges på de nyeste Intel-platforme. Og man skal passe meget på, når man justerer spændingen på ddr3-hukommelse. Systemer, der umiddelbart virker stabile, kan brænde ud ved længerevarende brug.

Der er et andet aspekt: prisen. I skrivende stund dykker priserne på hukommelse ret voldsomt. Det er sikkert noget midlertidigt, og det er måske overstået, når du læser dette. I det værst tænkelige scenario venter vi, at priserne falder med mindst 30 procent i løbet af foråret. Medmindre man er forhippet på at slå til nu, kan det være en god ide at holde ud et par måneder, indtil priserne falder til ro.

Så er der lige plads til vores anbefaling, når det gælder hukommelseskapacitet. Når det gælder dual-channel, er 4GB sagen. Del det op i to, og harddisken kommer på arbejde. Men at købe mere er at smide penge ud ad vinduet. Når det gælder triple-channel, står det mere lige. Hvis man er seriøs multitasker, for eksempel en web-junkie, der elsker at have hundreder af browservinduer åbne, kan 6GB være en overvejelse værd. For alle andre er 3GB sandsynligvis godt nok.