Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den universelle medieafspiller

Winamp er ligeglad med om du er Windows- eller Mac bruger eller om du har en iPod eller en Android-telefon. Den håndtere alle apparater og spiller de fleste formater og så har den en kæmpe stak af smarte mediefunktioner.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Winamp er hverken et nyt eller et ukendt stykke software. Det har eksisteret længe, og selvom det måske ikke er så udbredt som før iTunes snuppede en god bid af markedet, er det alligevel et program, der stadig befinder sig på mange computere.

Selvom mange således vil kende det i forvejen, er det alligevel værd at kaste et frisk blik på nu, hvor der for nyligt er dukket en større opdatering og ikke mindst en helt ny app op.

Hvad der altid har udmærket Winamp i forhold til de andre store medieafspillere er, at den ikke er knyttet til en bestemt platform og derfor forholder sig nogenlunde neutral i forhold til formater.

Dette gør sig stadig gældende, og Winamp sluger således det meste medieindhold ganske ukritisk, uanset og det så leveres i et format fra Microsoft, fra Apple eller fra noget helt tredje. Det er en stor fordel for dem der har en broget mediesamling med filer i mange forskellige formater.

Hvad der omvendt adskiller Winamp fra de mindre spillere på markedet, der tit kan tilbyde tilsvarende filunderstøttelse er programmets omfang. Winamp er et veludbygget program i en kaliber svarende til Windows Media Player og iTunes med mindst ligeså mange muligheder.

Det er således muligt at organisere sit bibliotek, oprette playlister, tilkoble og organisere indhold på eksterne apparater (selv ipod), brænde cd’er, tilføje skins og visualisering og endda gå på nettet med den indbyggede browser samt en hel masse andet.

I version 5.61 er mulighederne bestemt ikke blevet færre. Blandt nyhederne er blandt andet muligheden for at importere dit iTunes-bibliotek, forbedret Windows 7 understøttelse, så du nu har en lille player nede i proceslinjen, en ny værktøjslinie til din browser, hvorfra du kan styre Winamp, og ikke mindst en helt ny app, som gør det muligt at tage Winamp med på din Android-mobil og synkronisere dit indhold over WiFi.

Funktionerne virker alle rigtig fint. Især app’en er imponerende og rangerer blandt de bedste gratis medieafspillere du kan få til Android. Med disse tiltag er Winamp således blevet endnu mere alsidig og slår endnu engang sin eksistensberettigelse eftertrykkeligt fast med ved at dække platformerne så bredt.

For dem som ønsker at holde fast på deres frihed og nægter at indordne sig under én bestemt platform, står Winamp således stadig som den ubesejrede konge af medieafspillerne.