Sagde vi, at der ikke ville komme noget ud af denne tablet-mode? Kaldte vi det bare en fiks ide? Det viser sig, at tablets faktisk har haft en del mere succes end forventet. Men hvorfor?

Enhver pc, laptop eller selv en netbook overgår uden besvær de fleste tablets, hvad angår kraft, men folk vælger alligevel svæklingen hver gang.

Folk snakker meget om, at årsagen ligger i app-butikkerne, men vi tror, at det langtfra er hele sandheden. Forbrugerne og deres forventninger til enhederne har gennemgået en forvandling over tiden. Folk er ved at blive vant til lette, små, håndholdte enheder – du kender dem måske bedre som telefoner – der kan gøre alt det, deres gamle pc kan, men uden al besværet.

Apple udgiver så noget, der ligner en glasplade i A4-størrelse, der kan browse internettet og giver dig mulighed for at se tv, og masserne er øjeblikkeligt hooked. App-butikkerne er kun toppen af isbjerget, der giver de store brands mulighed for at administrere deres vanedannende indhold intravenøst til de gladeligt afhængige kunder og rage pengene til sig på vejen.

Den gamle ”den nyeste teknologi med de største numre”-mentalitet holder ikke længere. Hvorfor skulle du have brug for noget hurtigere, hvis du har en processor og et grafisk undersystem, der er hurtige nok til at åbne og scrolle websider i en håndevending? Fordi de fleste telefoner er i stand til at gøre dette med en processor, der ikke overstiger 1GHz, er det ikke svært at se, hvorfor tablets nyder så stor popularitet.

Men ikke alle tablets er født lige. I modsætning til den generelle overbevisning er iPad’en ikke den eneste frugt i boden. Påfaldende nok bruger skønsvis mere end 90 procent af alle modeller på markedet den samme teknologi indvendigt, på samme måde som alle pc’er har en grundlæggende arkitektur. Desuden varierer softwaredesign og fysiske layouts betragteligt og er ligeledes nøgleelementerne for, hvor god en tablet ender med at være.

Så lad os tage et kig på, hvad der gør den ene til en vinder og den anden til en spand møtrikker.

Lad os starte med et eventyr. Der var engang et lille engelsk firma ved navn Acorn Computers. Firmaet havde temmelig meget succes i de første år af 1980’erne med en 8bit hjemmecomputer kaldet BBC Micro. Du husker den måske. Acorn besluttede, at ingen af de dengang tilgængelige processorer – som Motorolas 68000 og Intels 80286 – kunne bruges til afløseren. Så de satte sig for at lave deres egen, som man jo ofte gør.

Året var 1985. Acorn udviklede en RISC-processor med 25.000 transistorer og kaldte den Arm v1. Man brugte den til den nu afdøde Archimedes-computer, og det er i dag den selvsamme Arm-core – med visse forbedringer – der sidder i mere end 75 procent af alle 32bit-embedded enheder, der er lavet i det 21. århundrede, i 90 procent af alle mobiltelefoner fra de seneste fem år og i størstedelen af alle tablets i dag, herunder iPad.

Denne forrygende succes har delvist noget at gøre med, hvordan ARM Holdings sælger processorerne ved ikke at gøre det. De licenserer design-ip’en, så enhver derude kan skabe sin egen Arm-baserede processor eller sit eget hybride system. Så A4-processoren i iPad’en er Arm-drevet, den er den samme som i Galaxy Tab, den sidder i Nvidia Tegras hjerte og i næsten enhver smartphone.

Den originale Arm v1 havde ingen pipeline, ingen cache og ingen mmu. Det seneste v7-design bruges i en uoverskuelig samling af forskellige processorer og forbrugerenheder, der anvender Cortex-A-serien og er det første design fra Arm i stand til at køre multi-core.

Der er to hovedvarianter, du skal holde øje med. Cortex-A8 er en single core-implementering, der bruger en 13-trins pipeline, op til 32kb L1-cache og 1MB L2-cache, en mmu og en valgfri fpu og har en maksimal clockhas-tighed på 1GHz. Du finder den i den originale iPad A4-chip og i HTC Desire.

Næsten alle smartphones har en Arm-processor, også HTC Desire.

Den nyere og bedre Cortex-A9 er en quad core-variant med en 13-trins out of order-pipeline, op til 64kb L1-cache og 8MB L2-cache, en mmu, en valgfri fpu og en maksimal clockhastighed på 2GHz. Der er en dual core-version af den i iPad 2 A5-chippen og i Motorola Xoom.

En billigere version er Cortex-A5, som er uden L2-cache og har en maksimalhastighed på 1GHz eller 600MHz for lavstrømsvarianten. Arm har en Cortex-A15 på vej i 2012, der lover et spring på mindst 40 procent i hastighed pr. clock over de nuværende design.

De andre spillere

Selvfølgelig er Arm ikke den eneste spiller på banen. Både Intel og AMD er selv i gang med at hamre deres pløkker i markedets muld. AMD Fusion-skibet har allerede sat sejl med sin Acer Iconia W500-tablet, der bruger AMD Fusion C-50’erens system-on-a-chip (SoC)-processor.

Fordi den kører ved 1GHz med to x86-cores og en 512kB L2-cache, har den en effekt på 9W, og det er måske godt for en Windows-laptop, men kommer slet ikke i nærheden af de under 1W, som Arm-enheder kan opnå.

Derfor får man den kortere batterilevetid på fire timer, når man afspiller video, imod ti timer på en iPad. Men hovedformålet bag designet er, at den skal kunne køre Windows-systemer: Den inkluderer fuld DirectX 11-grafik, men mangler knald på cpu’en og gpu’en til at kunne køre noget særligt af de nyere ting.

Hos Intel er tablets delt ind i to grupper: fulde Sandy Bridge-modeller og Atom-drevne enheder. Asus Eee Slate EP121 er et perfekt eksempel på en ”fuld feature” Core i5 Windows-tablet. Den koster omkring 8.400 kroner og har to timers batterilevetid.

Men denne slags tablets er så heller ikke beregnet til at konkurrere med forbrugertablets. De er bygget til at være forretningsværktøjer til forretningsløsninger, som for eksempel medicinsk billedskabelse i et netværksmiljø.

Atomalderen

Intel har store forventninger til sine Atom-processorer, som vi alle sammen kender til takket være det fastlåste netbook-design. I modsætning til AMD Fusion og Sandy Bridge Core tog Intels Atom-arkitekter en bunke features ud for at gøre den mindre strømhungrende og har blandt andet givet den en in order-pipeline, en begrænset 512kB L2-cache, en single-channel hukommelsescontroller og ingen sse4.

Selvom den originale Atom N2x0 kun trak 2,5W, havde den brug for et ekstra systemchipsæt med et forbrug på 9,3W, det vil sige i alt 11,8W.

Pineview SoC-modellerne gjorde dem mere acceptable ved at integrere grafikken i Atom N450 single core- og N550 dual core-modellerne, så det totale strømforbrug faldt til henholdsvis 5,5W og 8,5W, og netbook-batterilevetiden fik et spark op mod 8-timers-mærket. Atom N550 findes i den nye Dell Inspiron Duo Sparta-netbook/tablethybrid, men også her har batterilevetiden svært ved at nå op på 4-timers-mærket.

Dell Inspiron Duo

For Intel starter spillet egentlig ikke rigtigt, før de første Atom-processorer fremstillet med 32nm-processen bliver lanceret i slutningen af 2011. Dets Medfield-variant vil i starten dukke op i telefoner, men der kommer siden en 32nm Atom med fuld 1.080p hd-afspilning til brug i tablets.

Ind kommer Nvidia

Et velkendt navn, der er begyndt at vinde anerkendelse, hvad angår tablets, er Nvidia med sin Tegra 2 SoC (se diagrammet til venstre). Den er et ideelt eksempel på, hvad mange andre brands gør i det mobile rum: De tager en Arm-core og bygger et system rundt om den. Det er sådan, A4- og A5-processorerne fungerer.

Tegra 2 er en 1GHz dual core-SoC bygget rundt om en Arm Cortex-A9-core og bruger 1MB unified L2-cache og separate 32kB instruction- og 32kB data-cacher til begge cores. Interessant nok sidder der en separat Arm v7-processor ved siden af dem. Det er en langt enklere model, der sørger for et ultra-lavt strømforbrug – primært når der afspilles lyd og video – og forlænger batterilevetiden ved at lukke de større Cortex-A9-cores ned.

Meget apropos kan Tegra 2 prale af en fuld 1.080p hardware-encoder og -dekoder. Sidstnævnte er designet til at håndtere både lokalt og streamet indhold og er optimeret til h.264-kodet flash-video, men også til vc1- og mpeg4-video.

Strømforbruget under afspilning af 1.080p-video er mindre end 400mW. Encoder-motoren er designet til at håndtere 1.080p video ved 30fps fra et indbygget kamera, og begge enheder arbejder harmonisk sammen om at levere videokonferencer i hd.

Ved siden af videoprocessoren er der en dedikeret lydprocessor, der kan afspille mp3 med et forbrug på mindre end 30mW. En billedsignalprocessor er designet til at tage det rå output fra alle indbyggede kameraer med op til 12MP i opløsning og 30fps og anvende billedforbedring som for eksempel hvidbalance og støjreduktion i realtid. Outputtet kan derefter gemmes som et billede eller som en stream, der er klar til komprimering og broad-casting.

Pipeline-diagram for Nvidia Tegra 2 og ULP GeForce-gpu.

Der er også en række yderligere I/O-ydelser, som Nvidia presser ned i siliciummet for at håndtere sikkerhedsprotokoller og kryptering, usb, hdmi, spi-berøringscontroller, hukommelse, nand-flash-lagring, pci-e og radio-grænseflader. Mange andre modeller, som for eksempel Texas Instruments’ OMAP3xxx-serie, Qualcomms Snapdragon og Samsungs Hummingbird leverer lignende ydelser.

Det eneste manglende element er grafikken. Mobil grafik er ikke anderledes end desktop-grafik. Der er bare det ved det, at du skal bruge en løsning på under 1W, der passer i en SoC i stedet for et strømsugende 200W-kort.

For at vende tilbage til Nvidia Tegra 2 bruger den en såkaldt ULP (Ultra Low Power) GeForce-gpu. Tænk DirectX 9 og et kort med 4-pixels shaders og fire vertex-shader-cores (se figuren på side 62).

Den klarer 5× CSAA (Coverage Sample Anti-Aliasing) og 16× anisotropisk filtrering. Da den kører ved 300MHz med to cores, der hver udfører 2 flops pr. clock, får man et spidsoutput på 4,8 gigaflops. Men fordi den ikke har unified shaders, ville det kræve omhyggelig optimering at få det bedste ud af dem.

Grafisk set

Kan du huske PowerVR? Det er de facto-standarden i den mobile verden. Dens tile-baserede deferred rendering i et effektbegrænset miljø har leveret bedre ydelser pr. watt end Z-buffer-alternativerne. Næsten alle aktuelle SoC-løsninger anvender PowerVR SGX5xx-serien.

Alle modellerne bruger en USSE (Universal Scalable Shader Engine) og kører normalt med 200MHz. USSE er i stand til at præstere geometri-, pixel- og gp-gpu-operationer. Hver pipeline er meget fleksibel og i stand til at gennemføre 2 flops pr. clock, hvor den seneste generation af USSE2-cores sender to gange så mange instruktioner og øger det til 4 flops pr. clock.

PowerVR SGX535-standarden i Apple A4 og Intel Atom har et par USSE’r, der er i stand til at køre 2 flops ved 200MHz op til maksimalt 1,6 gigaflops. Galaxy S har en PowerVR SGX540, der tilbyder fire USSE’r for et maksimum på 3,2 gigaflops. Det er ikke et problem for Nvidias Tegra 2, indtil du kommer til den seneste generation af multi-core PowerVR SGX54x-modeller.

iPad 2 bruger en dual core SGX543MP2 med samlet otte USSE2-enheder, der hver kan klare 4 flops og rammer de imponerende 12,8 gigaflops. PSP2 vil have en quad-version af dette kørende ved 543MHz, hvor teknologien skalerer op til 16 cores.

Nvidia får Tegra 2 til at køre Quake 97 procent hurtigere end Galaxy S, men det burde være nok: Galaxy S er en 1GHz single core Arm Cortex-A8, der bruger en PowerVR SGX540 på 3,2 gigaflops. En single core Tegra 2 kører 62 procent langsommere, men har så også en tredjedel mindre grafikkraft.

Sammenlignet med iPad 2 yder den Tegra 2-drevne Motorola Xoom cirka en tredjedel af hastigheden. I bedste fald giver den to tredjedele af ydelsen. Direkte sammenligning er dog ikke mulig på grund af forskellene i opløsning og operativsystemer.

Spil? Hvilke spil?

Specifikke 3D-præstationer har ikke været noget, tablets er blevet solgt på hidtil. Apple begyndte at hælde lidt mod det, da iPad 2 blev lanceret, og hævdede, at dens grafiske præstationer var ni gange bedre end den originale iPad.

I mellemtiden forsøger Nvidia at indføre forbedret grafik i ordets egentlige betydning. Måske er det endelig slut med de mobile spils ”Angry Bird-periode”. Firmaet har Tegra Zone-app’en, der hjælper med at promovere Tegra-optimerede spil, som for eksempel Samurai II: Vengeance THD, Dungeon Defenders og Monster Madness.

Nvidia vil have mobile spiludviklere til at benytte sig af Tegra 2-grafik.

Men derudover forbliver tablet-pc’ernes spilsituation på fosterstadiet med en tung blanding af indie-spil og et par AAA-titler. Sjovt nok er DirectX 9- og DirectX 10-hardwareunderstøttelse her allerede – hovedsageligt fordi det er en forudsætning for Windows Phone 7-enheder. Den er allerede tilgængelig på visse PowerVR-modeller, som for eksempel SGX535 og SGX545, men alle mobile spil aktuelt på markedet er udviklet til OpenGL ES 2.0, som er understøttet af Android og Apple iOS.

En moden udviklingsmotor er nøgleelementet i spilproduktionen. Hvis du vil have spændende 3D-spil, så vil du ønske, at udviklerne har adgang til de bedste værktøjer. Den gode nyhed er, at der bestemt ikke er mangel på gratis kits eller værktøjer fra de store navne derude.

Sci-fi-eventyret Galaxy on Fire II er et af de mere vellykkede iOS-spil, du kan spille på en iPad-tablet.

På grund af sin popularitet har Apple iOS hidtil fået det meste af opmærksomheden, men Android er afgjort ved at indhente det tabte med udviklingsværktøjer, der understøtter begge. Cocos2D er et gratis 2D-hjælpeværktøj, der har produceret massevis af spil. iTorque er et velkendt low-cost-miljø, der har fungeret længe og omfatter 2D- og 3D-værktøjer. Du er muligvis også faldet over Unity (unity3d.com) til flash-spil, som også leverer relativt billige 3D-udviklingsværktøjer.

Hvis du håber på støtte fra de store navne, har Epic allerede lavet Unreal Engine 3 til Apple iOS. Du kan afprøve den med Epic Citadel fra App Store. Mens id Software arbejder hårdt på RAGE, har man også været i gang med at udvikle en mobil id Tech 5 Apple iOS-motor, der affødte RAGE HD-spillet. John Carmack, teknisk leder hos id, har offentligt kommenteret, at man også har planer om at skabe en Android-version.

Unreal Engine 3 gør sin egen teknologiske demo tilgængelig for Apple iOS-spil.

På overfladen

Nu skal det hele ikke handle om indmaden i en tablet. Vi burde tage et skridt tilbage og tage os tid til at beundre det forjættende slanke ydre – alle tablets på markedet er slimline-bygget. Der kan ikke herske tvivl om, at iPad 2 er teknisk set den mest perfekte, men Asus Eee Pad Transformer er tæt på.

Den anden ting, hvor iPad og Transformer rammer plet, er skærmen. Førstnævnte har en ikke helt fantastisk opløsning på 1.024×768 – det er skam godt nok, men det er tydeligt, at alternativer som Galaxy Tab og Asus Transformer, der begge har en opløsning på 1.280×800, er skarpere og perfekte til hd-indhold.

Trykfølsomhed er også meget vigtig. Alle tablets bør være kapacitive, hvad der vil sige, at skærmen er belagt med ikke-konduktivt materiale, i stedet for resistive skærme, der bruger tryk for at fungere.

Batteriteknologi er afgørende. Li-Ion-batterier er relativt dyre, men de er alligevel billigere end de Li-polymer-alternativer, der findes i iPad og Asus Transformer. Batterikapaciteten måles normalt i milliamperetimer (mAh), men flere firmaer er begyndt at måle i watt-timer (Wh), hvilket er kapaciteten gange operativ spænding.

iPad har et 25Wh-batteri, Asus et 24Wh-batteri og Acer W500 har en 26Wh-enhed. Selvfølgelig er batteriets kapacitet kun en lille del af historien, og for eksempel kan Acer W500 kun klare halvdelen af de andre to tablets’ driftstid på trods af det større batteri.

Bliv operativ

I betragtning af at størstedelen af alle solgte tablets synes at indeholde meget ens hardware, bliver valget af operativsystem afgørende for at differentiere enhederne. I begyndelsen af 2011 var valgmulighederne begrænsede: Apple iOS, Android 2.0 eller Windows 7, hvor iOS vandt overlegent, fordi det var designet fra bunden til at være et berøringsstyret tablet-operativsystem.

Android 2.x virkede næsten, men det var bygget til telefoner med små skærme og understøttede ikke App Store på større tabletskærme. Samsung og Dell gjorde et godt stykke arbejde med at maskere dette med Galaxy og Streak, men størstedelen af de billige Android-efterligninger led store tab.

Selvfølgelig understøtter Windows 7 multi-touch, men det er ikke designet til at være den primære inputmetode, så alle tablets har det svært på den ene eller den anden måde. Den store gevinst for Windows-modellerne er, at du kan køre alle dine foretrukne Windows-programmer. Programmerne har desværre en tendens til ikke at være berørings-orienterede, hvad der til en vis grad underminerer tiltaget.

Den nyudgivne 7" HTC Flyer-tablet vil kunne opgraderes til Android 3.0, også kendt som Honeycomb, når teknologien bliver tilgængelig.

En af nyhederne i 2011 er Android 3.0, der er specifikt designet til tablets og gør et smukt stykke arbejde ud af at indhente iOS fra et feature- og funktionalitetsmæssigt synspunkt.

Hvis du er lidt træt af Apples kontrollerende natur og afhængighed af iTunes, bliver det et fortrinligt alternativ. BlackBerry kommer også på markedet med sin splinternye PlayBook-tablet og Tablet OS. Selvom den i begyndelsen vil mangle den mængde apps, de andre platforme har, vil firmaet sikkert komme med en meget tiltalende enhed.

Tablet-verdenen er stadig meget svingende, men modnes hurtigt. Fra vores synspunkt er Apple iOS-enheder smukke, men også fastlåste i et Apple/iTunes-økosystem, hvad vi finder både smagløst og begrænsende.

Android-tablets giver mange flere valg og mere afveksling, selvom de inkluderer billige og ubehagelige alternativer. BlackBerry PlayBook er hidtil en ukendt størrelse, da dedikerede Windows 8-tablets vil være virkelighed i 2012. Men med priser helt ned til 1.700 kroner kan tablets sikkert være en sjov ting at lege med.

Hvad gør man med en tablet?

Dine medier er derovre, men din tablet-pc er herovre. Hvordan kombinerer du dem?

Når du engang har browset dit favoritwebsted og set et par videoer af kattekillinger på YouTube, hvad er det så lige, det er meningen, du skal med din tablet-pc?

Som pc-ejere er vi forvænte ved at have det bredeste udvalg af spil, adgang til alle typer medier og uendelige mængder software. På trods af at tablets er cool, bærbare og funktionelt tiltrækkende, er det nogle gange svært at vide, hvad de skal bruges til.

Ikke den mest elegante løsning, men en, der virker for næsten alle typer video.

En vigtig ting, vi håbede at være i stand til at gøre med tablet-pc’erne, var at få adgang til alle filerne på vores medieserver-pc. Vi er så vant til at trykke på laptop-pc’ens startknap og afspille fjernlagrede videoer, at det virkede forkert ikke at kunne gøre det på en tablet-pc.

Der var flere alternativer for iOS- og Android-brugere, men ingen af dem var ideelle. Det ene var at køre en uPnP-server på medieserveren, men tredjepartsservere som XBMC og Orb var ikke fikse eller universelle nok.

Så kom VLC til undsætning. Både iOS-app’en VLC Streamer og Android-app’en VLC Stream & Convert kan oprette forbindelse til en pc-baseret VLC-serverinstallation, så du kan browse lokale filer og transkode dem øjeblikkeligt eller i et batch-system, så du derefter kan se dem på din tablet-pc.

Den store tablet-dyst

Vi har testet to af markedets største og mest interessante tablets - Apples uomgængelige iPad i version 2 og Samsungs kontroversielle Galaxy Tab 10.1, som Apple fik fjernet fra det europæiske marked, efter anklager om plagiering. Læs hvilken der er den stærkeste ...

Apple iPad 2

Samsung Galaxy Tab 10.1