Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den berøringsvenlige computer

På computerfronten er Sony bedst kendt for sin bærbare Vaio, men nu har man sendt en stationær på banen, en såkaldt all in one-pc med touchskærm. Spændende, men ikke videre praktisk – og hamrende dyr.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du skal ud og finde ikke mindre end 10.000 kroner, hvis du skulle få lyst til at have Sonys nye designercomputer til at stå i dit hjem. Dyret er en 21,5”-skærm, hvor hele computeren er bygget ind bag skærmen.

Var der nogen, der sagde Mac-klon? Sony er ikke den første, der forsøger sig med en computer, der skal tage kampen op mod de flotte iMac-computere og heller ikke de første, der forsøger at tilføre lidt mere til konceptet ved at give den en berøringsfølsom skærm.

Sony er heller ikke den første, der ikke formår at løfte opgaven. Selvom Sony har forsøgt at give den samme elegante følelse som dets bærbare Vaio, lykkes det ikke helt her. Det er stadig en stor skærm, der er alt for tyk, og som vejer rigtig meget.

Hvorfor touchskærm?

Samtidig betaler du som forbruger rigtig meget for at få touchfunktionaliteten ind i computeren, og det kan virkelig undre. For hvad er det lige, det skal bidrage med? I Sonys pressemateriale afbilder man børn, der står og ”fingermaler” på skærmen, men hånden på hjertet hvem vil dog give 10.000 kroner for en computer, som familiens femårige kan fedte til med syltetøjsindsmurte fingre?

Min pointe her er, at der er så ganske få ting, du rent faktisk kan bruge touchfunktionen til – ting, som vel at mærke giver mening – at det ikke er det værd. Der er nogle programmer, som kan vise film og billeder samt spille musik. Men det er hverken lettere eller bedre at bruge fingrene til den øvelse end at bruge musen til samme.

Inspirationen fra Mac er også til at føle på, når det kommer til den menu, man har tilført computeren. Selvom den ikke ligger nederst som på en iMac, så finder du en menubar i toppen af skærmen. Den er dog skjult, medmindre du klikker med fingeren eller musen i toppen af skærmen.

Når den så kommer frem, minder den i skræmmende grad om den, du finder på en Mac. Ikonerne hopper, når du kører musen hen over dem, eller når du enkeltklikker på den med fingeren. Men når du klikker på dem, specielt når du bruger fingeren, så sker det ofte, at du bytter rundt på ikonerne i stedet for at aktivere programmet.

Jeg stiller spørgsmålet igen – hvorfor touchskærm?

Der medfølger et par enkelte programmer, der decideret er rettet mod touchfunktionen, men det ene er et program, hvor du fingermaler, og de andre er små spil, som klart er bedre med musen. Ikke noget, der for alvor giver værdi til den meget dyre skærm, du lige har indkøbt.

Skærmen kommer dog klart til sin ret, når du vil se film. Skærmen er nemlig en fuld hd-skærm i 1.080 pixels, og her har Sony styr på tingene. Film vises flot på den store skærm.

Mangler ligesom lidt

Men det afføder så et andet lille spørgsmål: Hvor blev blu-ray-drevet af? Der er kun et almindeligt dvd-drev med, og det er ikke engang af slot in-typen. Det vil sige, at du er henvist til at se film i den kvalitet, der kan ligge på en dvd, og du skal være sikker på, at du får klikket skiven fast i skuffen.

Sony skal have ros for det tastatur, der følger med til computeren, for det er godt. – Lige den kvalitet vi forventer os. Tasterne er af ø-typen, som vi også kender fra de bærbare Vaio-maskiner, og er rigtig behagelige at skrive på.

Der er dog stadig meget langt op til iMac’en, og det er sagt af en person, der langtfra er Mac-fan. Men det er altså mere elegant end Sonys løsning. Denne virker klodset og ikke specielt god. Og touchfunktionen er intet andet end en sjov gimmick.

Denne computer har ikke været gennem vores benchmarks. Vi syntes ikke rigtig, det gav mening, for det er ikke en computer, der skal bruges til de tunge applikationer. Derfor finder du kun en samlet karakter her og ikke en opdelt på underpunkter.