Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Den bedste beskyttelse til computeren

Det er vigtigt at beskytte din computer, og der er mange muligheder for at gøre det. Alt om DATA har kigget på fire af de mest markante producenter på markedet, og det er ikke helt ligegyldigt, hvad du vælger.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er næppe nogen, der ikke ved, at det er farligt at slutte en tændt computer til internettet. Så snart du har en ip-adresse og tillader dig at surfe rundtomkring på de mange spændende internetsider, så har du også udsat dig for alskens ondskab. Derfor skal du have et stykke sikkerhedssoftware på din computer, men hvilket skal du betro din computers ve og vel?

Der er rigtig mange svære valg at tage. For en ting er, at din computer skal beskyttes, noget andet er, at den jo også gerne skulle fungere bagefter, ikke?

Der er ikke meget sjov ved, at din computer bliver så sløv, at den slet ikke kan fungere, at den blokerer for al webtrafik eller generelt bare gør arbejdet med din computer lige så surt som at betale ejendomsskatter.

Hvad skal pakken så indeholde?

Der findes i dag en lang række sikkerhedsprodukter på markedet, som alle i en eller anden udstrækning tilbyder sikkerhed på din computer. Det er da også her, at den første ting, du skal tage stilling til, optræder. For skal du have en sikkerhedspakke, der indeholder alt lige fra antispam over firewall til antivirus? Eller skal du "nøjes" med en mindre pakke, der måske kun indeholder antivirus?

Det er i høj grad et spørgsmål om smag, for det er jo ikke nødvendigvis sikkert, at du kan lide den firewall, der følger med i sikkerhedspakken. Eller du har måske mere tiltro til den antispam fra en bestemt producent, end den du har installeret på din sikkerhedspakke.

Der er dog ingen tvivl om, at hvis du installerer en sikkerhedspakke, så er du sikker på at få programmer, der virker sammen, og som samlet set giver en bedre beskyttelse, end hvis du selv forsøger at sætte småprogrammer sammen.

Det er da også derfor, at vi her på redaktionen har testet fire sikkerhedspakker, så du er sikker at få såvel antivirus og firewall som antispam og sikker websurf.

Men det koster jo

Intet her i livet er helt gratis, men sikkerhedspakker i dag koster faktisk ikke ret meget. En del sikkerhedsproducenter vælger endda at lade kunderne installere deres sikkerhedspakke på op til tre forskellige maskiner, så prisen for at beskytte en maskine i 365 dage bliver ofte ret lav.

Men sikkerhed er ikke gratis − eller er det? Mange af vores læsere vil sikkert kunne fortælle os, at der findes masser af gratis sikkerhedssoftware på nettet, men her er det så, at betænkelighederne bør dukke op.

Store kommercielle virksomheder, som dem der er med i denne test, har nemlig udviklingsafdelinger og forskere, der bruger store mængder af tid på at analysere, hvordan de forskellige trusler udvikler sig, hvad de nyeste tendenser er og ikke mindst udvikle metoder til at beskytte dig, når du surfer på nettet.

Den slags koster penge, rigtig mange penge. Og de sikkerhedsprodukter, der kan hentes gratis på nettet, har ikke nødvendigvis det bagland.

Ah, men det er der nogle, der har, kan jeg høre folk sige. Produkter som AVG findes både i en gratis og en kommerciel udgave, men tjek lige, hvad de to forskellige produkter egentlig kan, og sammenhold det med en kommerciel sikkerhedspakke som dem, der er med her i testen.

For nu at holde fast i AVG-produktet så er det pudsigt, at hvis du skal have samme beskyttelse som i et af produkterne her i testen, så skal du faktisk købe den kommercielle version af AVG. Du kan sagtens få den lille udgave af AVG gratis. Men den beskytter langtfra så godt eller er lige så omfattende som den kommercielle udgave.

Ikke alt, der skinner, er guld

Der er dog en lille ting mere, du skal være opmærksom på, når du kigger på sikkerhedsprodukter. For der er kommet et stigende antal falske sikkerhedspakker.

Problemet er, at mange af dem faktisk ligner rigtige sikkerhedsprodukter. Deres hjemmeside virker officiel, du kan købe produktet online, der er en supportafdeling, og i visse tilfælde kan du endda ringe eller skrive til dem og få et svar.

Men det gør ikke disse produkter til rigtige sikkerhedsprodukter. I bedste tilfælde er de bare harmløse og giver ingen beskyttelse til din computer, men desværre er det mere reglen end undtagelsen, at disse produkter faktisk installerer spyware, malware, keyloggers eller lignende på din computer.

Så hvis du leder efter en ny sikkerhedspakke til din computer, så vær meget opmærksom på, at du køber kendte programmer, som du også kan finde i butikkerne og læse om i medierne.

Sådan testede vi

Vi testede vores fire sikkerhedspakker på en Windows 7-installation. For at være sikre på, at vi hver gang havde en ren maskine at teste på, blev Windows 7 installeret i en virtuel maskine i VMware Workstation.

Vi installerede intet andet på systemet, inden vi installerede sikkerhedspakkerne. Så målte vi det rå systems opstartstid, det vil sige, til skrivebordet blev vist, og vi kunne klikke på ikoner. Vi målte også, hvor hurtigt vi kunne få Internet Explorer til at vise vores startside, og vi tjekkede, hvor mange systemressourcer der blev brugt i standby-mode.

Disse målinger gentog vi så med de enkelte sikkerhedsprogrammer, så vi kunne se, hvor meget de enkelte programmer belastede vores installation. Hvor hurtigt det egentlig gik, var vi ikke interesserede i, vi ønskede blot at vide, hvor meget den relative belastning var.

Dernæst gik vi i gang med at teste, hvor godt programmerne beskyttede den enkelte computer. Vi surfede forbi nogle steder, vi vidste, ville forsøge at inficere vores computer, og vi tjekkede så, hvordan programmerne forsøgte at stoppe os, og om de stoppede de trusler, som webstederne forsøgte at inficere vores testcomputer med.

Dernæst lod vi programmet scanne hele computeren for at se, hvor hurtigt den klarede opgaven, og hvor mange filer der blev scannet.

Endelig kiggede vi nærmere på, hvordan programmerne var at bruge, hvad de kom med af funktioner, og hvor lette de var at bruge. Alle disse parametre blev samlet sammen, og som du kan se i skemaet, blev de karaktergivet, og den samlede karakter blev fundet.

Rent belastningsmæssigt var KIS 2011 ikke det store problem for computeren, da det lå nogenlunde på linje med alle de andre programmer, og når vi snakker om brugervenlighed og features, så ser det heller ikke så ringe ud for KIS 2011.

Programmet har blandt andet en smart funktion, »Sikker kørsel for programmer«, som er et sikkert miljø, du kan afvikle programmer i, hvis du ikke er sikker på, om de er skadelige for din computer.

Den har også en 'Sikker kørsel for websteder'-funktion, så du kan gå på din netbank og lignende og være helt sikker på, at der ikke er noget eller nogen, der kan opsnappe dine informationer.

Kaspersky
Internet Security 2011 skal også have ros for dets virtuelle tastatur, som du kan bruge, hvis du er usikker på, om du har fået en keylogger på din computer. Det virtuelle tastatur gør, at tasteanslag ikke kan fanges, og at der ikke kan tages skærmbilleder af det virtuelle tastatur. Se, det er en rigtig smart feature.

Der er masser af funktioner i programmet, såsom forældrekontrol, redningsdisk, sårbarhedsscanning, browserkonfiguration og sletning af personlige oplysninger. Du kan også tilknytte en Kaspersky-konto, hvor du dog ikke kan det store ud over at finde dine aktiveringskoder igen.

Kaspersky Internet Security 2011 er let at navigere rundt i og let at sætte op, dets interface er klart et hit.

Kaspersky lod desværre et par trusler komme ned på vores computer, der først blev meget langsom og dernæst mistede netforbindelsen totalt. Vi fik heller igen advarsler om potentielle skadelige sider, hverken når vi søgte på Google, eller når vi bare besøgte siderne.

»Produktet i midten« kunne vi fristes til at kalde dette finske sikkerhedsprodukt. Programmet slap ikke nogen trusler igennem i vores test, hvilket er et stort plus, men der var stadig nogle områder, som undrede os en del.

Som tilfældet var med ESET Smart Security, var programmet overraskende hurtigt til at scanne computeren, og det scannede da også kun 20.110 filer. Vi tvang så programmet til at scanne alle filer på harddisken, men stadig scannede den ikke alt.

Samtidig var programmet et af de programmer, der belastede computeren ret meget − faktisk var det klart det, der gav den største belastning af vores testcomputer, og den slags tæller ned i vores test.

F-Secure skal have ros for at advare pænt på Google, når vi søger på sider, der måske indeholder trusler. Programmet forsøger da også at stoppe os fra at komme på farlige sider, og når vi alligevel insisterer på at komme ind på dem, så stopper programmet fint for de trusler, som vi udsatte det for.

Selve brugergrænsefladen er relativt let at bruge, og der er ikke så mange ting, du kan her. Du får en oversigt over beskyttelsesstatus, og så er der mulighed for at lave lidt vedligeholdelse af program og computer. Et smart punkt er, at du kan åbne for porte i din firewall, skulle du have behov for det.

Et lille irritationsmoment ved programmet er, at du relativ let kommer til at klikke på den knap, der lukker for hovedvinduet i stedet for bare at afslutte det vindue, du rent faktisk arbejder i.

Programmet ender midt mellem de to bedste og de to værste i testen. Men F-Secure kunne redde meget ved at sørge for, at programmet belastede systemet lidt mindre.

Klart testens bedste program. Titanium udmærkede sig på en række områder, ikke mindst som det program, der sløvede vores computer mindst. Der var kun en minimal forøgelse af starttiden for vores computer, og der var igen kun en meget lille forøgelse af ressourceforbruget.

Vi måtte også lette på hatten over programmets interface. Det var meget let at overskue de funktioner, som programmet havde, der gav et godt og hurtigt overblik over indstillingerne, og de rapporter, du kunne se, var lette at overskue. Alt i alt en meget stor brugervenlighed, som vi hurtigt kom til at blive rigtig glade for.

Titanium ligger til dels i skyen, og derfor er programmet som det eneste i testen "altid opdateret".

Programmet gav pænt advarsler, når vi nærmede os farlige sider, både på Google, og hvis vi bare forsøgte at komme ind på de giftige sider. Vi skulle faktisk flere gange bekræfte, at vi ville ind på dem, før vi fik lov.

Og selv der stoppede programmet truslerne, og det uden vi skulle gøre noget aktivt. Dog savnede vi at få at vide, hvad de ondsindede sider gjorde. Den oplysning kom Titanium ikke med.

Der var rigtig mange funktioner i programmet, og mens en af dem imponerede, skuffede en anden. Trend Micro Vault er en beskyttet folder på din harddisk, som bliver låst i samme øjeblik, du melder din computer stjålet. Den funktion kunne vi godt lide.

Men den anden funktion, der lovede os 10GB gratis online-lagerplads skuffede fælt. For da vi først aktiverede funktionen, viste det sig, at den kun var gratis første år. Derefter skulle vi betale godt over 50 dollars (cirka 270 kroner) om året. Det kunne man godt have gjort bedre opmærksom på.

Men det til trods er Titanium stadig en klar vinder i vores test.

Her har vi så produktet, der lige så let kunne have indtaget førstepladsen i vores test. Norton Internet Security 2011 er en værdig toer i vores test og modtager da også vores anbefalerlogo.

Rent belastningsmæssigt ligger programmet i den uheldige ende af skalaen. Det er kun F-Secure, der belaster computeren mere. Men så er det stort set også slut med de dårlige bemærkninger om programmet.

Som tilfældet var med Trend Micro Titanium-pakken, giver programmet en meget høj grad af beskyttelse mod trusler. Søger du på Google, bliver du advaret mod skadelige hjemmesider, og du bliver stoppet, hvis du alligevel forsøger at komme ind på siden, og hvis du insisterer på at komme derind, stopper NIS 2011 alle de trusler, vi kunne smide efter det.

Der hvor NIS 2011 og Titanium adskilte sig fra hinanden, var på brugervenligheden og de funktioner, der kom med i pakken. Du får smidt rigtig mange informationer i hovedet på NIS-skærmen, og når du skal ind og stille på programmet, så er der også rigtig mange parametre, du kan pille ved. Det giver et lidt rodet billede og en grænseflade, der er lidt presset.

Smart er det dog, at du kan se, hvilke processer der belaster din computer, og derved måske tune din computer lidt. Du kan også tilmelde dig Norton Online Familiy og derved holde øje med, hvad dine børn foretager sig, når de er på nettet.

Der er også mulighed for at bruge Norton Online Backup, hvor du med i prisen på programmet får 2GB lagerplads online, og det lige så længe du har programmet. Til slut kan du også tjekke websteder direkte fra hovedskærmen, hvis du er i tvivl, om en given hjemmeside måske skulle indeholde skadelig kode.

For første gang i mange test var det ikke Norton Internet Security, der løb af med førstepladsen i vores test. Programmet er ganske vist stadig et af de bedste på markedet, men Trend Micro sneg sig indenom og endte på førstepladsen.

Det skyldes ikke en bedre sikkerhed (vi kunne ikke sige, at det ene var bedre end det andet), men primært at Trend Micro Titanium Maximum Security 2011 belastede computeren mindre, end Norton gjorde, og at brugergrænsefladen lige var en anelse bedre her.

Men det var marginaler, der adskilte dem, og Norton Internet Security 2011 får da også vores anbefalerlogo. Trend Micro Titanium får også vores logo for bedste køb, da prisen klart er den bedste for en meget god beskyttelse og en omfattende mængde funktioner.

Vi oplevede dog, at et af programmerne lod trusler komme igennem og inficere vores computer, og det talte voldsomt ned i testen.

Med Kaspersky 2011 gik vores maskine i dørken på grund af de trusler, der kom ned på vores testmaskine, så det program ender på testens sidsteplads.


[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

ESET Smart Security 4

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]