Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gennemført 4K-skærm

Dell P2815Q levere et lækkert billede og er spækket med funktioner.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dell P2815Q er en velkonstrueret skærm, der måske virker lidt anonym. Den er læsset med tilslutningsmuligheder. Det er den eneste deltagerskærm, der har en displayport-udgang. Der er også en USB-hub med fire downstream USB 3.0-porte.

Ergonomien er også i højsædet, desto mere skuffer det, at skærmen svigter på et bestemt punkt: Det har ikke kunne lade sig gøre, at få skærmen til at køre ved 60 Hz i 4K-opløsning, selv ved brug af displayport, uanset om rette indstilling er slået til.

Meget solid fremtoning, dog med et lidt anonymt udtryk. Her har bagsiden større udstråling. Glimrende ergonomiske egenskaber og masser af tilslutninger.

I stedet kører skærmen med en opdateringsfrekvens på 30 Hz, hvilket langt fra er optimalt. Det har ikke betydning, når man ser film, men det betyder noget for, hvordan bevægelser opfattes generelt. Det kan være en hurtig bevægelse med curseren hen over skærmen. Skræk-eksemplet er spil, hvor man ved selvsyn kan opleve, at oplevelsen hakker, hvilket den ikke gør på samme måde med samme indstillinger på de andre skærme, der kan håndtere 60 Hz.

Det er en skam, at det skal trække ned på karakteren for billedkvaliteten. P2815Q og dets TN-panel med en 3840 x 2160 pixel-opløsning minder nemlig grundlæggende meget om de andre skærme. Her kan man også vise 1,07 milliarder forskellige farver, forudsat at understøttede drivere, grafikkort, styressystem og software er tilstede.

Farveovergangene er også her ret flotte, kontrastniveauet er på højde med Asus-skærmen, måske endda en anelse bedre. Også her er farverne lidt mere afdæmpede end på eksempelvis en ips-skærm. Betragtningsvinklerne er også her typiske for et TN-panel: Skærmen bliver lys set fra oven og mørk set fra neden. Fra siderne dæmpes skærmbilledet og bliver lidt mørkere. Det er dog ikke så grelt, som før set på TN-skærme. Responstiden er på 5 ms, men skærmen egner sig ikke til spil i 4K-opløsning.

Menuen er traditionel, ligesom menuknapperne fungerer fint. Der er ikke vildt med indstillingsmuligheder, dog findes der otte forskellige skærmmodi.