Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

De uundværlige: Nokia Transport

Med en Nokia Lumia i lommen er man godt dækker ind, når det kommer til hurtige transport-informationer.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Jeg er en hærdet bruger af mobiltelefoner. Jeg har ikke tal på, hvor mange mobiler, der gennem tiderne har ligget i mine lommer. Jeg husker dog mit første møde med fremtidens telefoni, da jeg engang i 80’erne holdt min senere svigerfars biltelefon i hånden. Det var dengang batteridelen var næsten ligeså stor som et bilbatteri, og minutprisen på højde med ugens tilbud på tre liter mælk.

Jeg har naturligvis også haft en iPhone. Steve Jobs satte en ny dagsorden for mobilitet i 2007, og den bølge sprang jeg med på. Jeg var en lykkelig iPhone-ejer. Men man skal ikke hænge fast i det gamle, så for et par måneder siden skiftede jeg – med en vis utryg følelse – til Nokias nye flagskib, Lumia 920.

Men jeg må sige, at gensynet med Nokia har været varmt og lykkeligt. Bortset fra Lumia 920’s lidt overdrevne vægt, så er det klart den bedste smartphone, jeg har levet med i det daglige. Nokias egne, medfølgende apps er tilmed fremragende – og her når vi så frem til ærindet for denne klumme: Den uundværlige.

Det er nemlig især appen Nokia Transport, jeg er blevet afhængig af. Appens navn får en til at tænke på et lastvognstog på Køge Bugt Motorvejen, men det er lige, hvad den ikke er. Med denne app kan du på et øjeblik – uanset hvor du befinder dig – få oplyst, hvilke offentlige transportmidler der er i nærheden: Buslinjer, bustider, togstationer, alle de næstkommende afgangstider for alle toglinjer.

En fri fugl

Det har gjort mig til en fri fugl i København og på det østlige Sjælland, hvor jeg har min daglige transport. Væk er alle de slidte køreplaner i skuldertasken. Væk er bekymringen for, at en bus eller et tog kører for næsen af én. Der er ikke længere nogen grund til at spæne af sted til nærmeste S-tog, hvis min mobil kan fortælle mig, at linje A ikke kører før om 8 minutter.

For de fleste mennesker er smartphone-apps først og fremmest en kilde til fornøjelser og afslapning. Den er jeg med på. Men for mig er Lumia 920 takket være Nokia Transport også blevet en tryghedsskabende hjælper. Man hører ofte fremført, at den mobile revolution har gjort danskerne mere stressede, fordi man altid er ”på”.

For mig har det været lige modsat. Med Lumia 920 i lommen kan jeg slappe af og være ubekymret. Jo, den giver mig mulighed for at læse både den ene og den anden mailkonto, Facebook-opdateringer og LinkedIn-anmodninger. Men jeg kan jo også bare lade være, åbne Nokia Transport og nyde synet af det fintmaskede, offentlige transportnet. Ja, og så er der jo lige Nokia Drive, en anden super-app. Drive er til bilturene, men den tager vi en anden gang.