Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Danske virksomheder mangler strategi på de sociale medier

38 procent af danske virksomheder mangler en strategi for deres indsats på de sociale medier viser en ny undersøgelse foretaget af Bigum og Co. Det svarer til at sætte sig ud i en bil, man kun har købt fordi naboen har en, og tilmed uden at vide, hvor man skal hen, mener ekspert i sociale medier Thomas Bigum.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Manglende strategi, tid og viden er hovedårsagerne til, at danske virksomheder ikke får det optimale ud af de sociale medier, viser undersøgelsen. ”Vi har nu engang kun den tid vi har, og derfor er det vigtigt at optimere på det tidsforbrug, som trods alt investeres. Mange tror, at succes på de sociale medier kræver rigtig meget tid, men det handler mere om at bruge tiden mere effektivt”, siger Thomas Bigum.

Han er medstifter af Bigum og Co. (www.bigum.co) og har i en årrække holdt foredrag om brugen af sociale medier. Han er netop nu aktuel med en ny et-årig uddannelse i online marketing specielt for virksomheder. ”Jeg har erfaret et stort behov ude i virksomhederne for at blive opdateret inden for online marketing, fordi udviklingen går så stærkt, at det er svært at følge med. Samtidig efterlyser mange mere praktisk og case-orienteret viden. De savner at få konstruktiv sparring på konkrete sager, og det er som bekendt med fingrene nede i dejen, at man lærer bedst”, siger han.

Hvad angår besvarelserne omkring danske virksomheders brug af de sociale medier, glæder Thomas Bigum sig over, at flere har fået øjnene op og kommet i gang. Den største gruppe af de adspurgte har øget deres indsats mere end 50 procent i 2013 i forhold til 2012. Og langt de fleste svarer, at deres formål er at komme i dialog med kunderne.

”De fleste har indset, at de sociale medier ikke er det mest oplagte sted at sætte ind hvis man ønsker at sælge noget her og nu. Det der bekymrer mig er, at der stadig er 38 procent, der ingen strategi har for deres indsats på de sociale medier. Det svarer til at sætte sig ud i en bil, man kun har købt fordi naboen har en, og tilmed uden at vide, hvor man skal hen”, siger han.

Ifølge Thomas Bigum er der stadig en del misforståelser blandt virksomhederne omkring hvad succes på de sociale medier er. 29 procent svarer at de er aktive hver dag og 48 procent svarer et par gange om ugen. Den første gruppe vil sikkert mene, at de gør det bedst, men i virkeligheden er der ikke en regel for, hvor aktiv, man bør være.

”Det er en fejl at tro, at der er en regel. Det svarer til regler for hvor ofte, man tager telefonen eller tjekker sin indbakke. Virksomhederne tænker typisk i hvor ofte de selv skal tale, men strategien bør funderes på, hvor meget man lytter, og der er svaret hverken én gang om dagen eller to gange om ugen… det bør være hele tiden. At lytte er begyndelsen til en social interaktion, så hvis man ønsker at være i dialog med flere, så bør man lytte.

Der er forskel på at ville lære folk at kende, og på at råbe reklamebudskaber i hovedet på dem. KÆMPE forskel", siger han.

I undersøgelsen svarer kun lidt over halvdelen af de adspurgte virksomheder, at de sociale medier har høj prioritet, men bør de have høj prioritet for alle virksomheder?

”Problemstillingen fødes der, hvor mange virksomheder ser sociale medier som en kanal der kan til- eller fravælges som andre kanaler til synliggørelse: tv, print og radio. Ordet ”medier” forvirrer, for det her handler slet ikke om det samme. Det vigtige ord er ”sociale”, og det er gang på gang påvist at en social organisation, hvor man giver plejer sine kunder og relationer, er mere levedygtig end den tillukkede organisation. Og relationer er i sidste ende det, virksomhederne gerne vil måle sig selv på; likes, followers og fans".

Thomas Bigum mener, at det er her de sociale medier har deres største styrke. De er en accelerator af mund-til-øre-effekten, som jo er den bedste reklame.

”Folk køber fra dem de kender. Sådan har det altid været, og er det stadig. Opgaven er derfor at lære sine kunder og sin målgruppe at kende. Altså at blive venner med dem. Til den opgave er de sociale netværkstjenester perfekte, og det er her markedsføringen starter. Ikke som en kanal man skal larme på, men som et værktøj til at lære folk at kende på. En Facebookbruger spørger ”hvor får jeg gode tapas?”, og du vil se massevis af forslag fra venner. Det er eksemplet på, at de gode fremhæves og de ringe ender som usynlige – med dyr klassisk marketing tilbage som eneste våben.

Det kan ifølge Bigum komme til at koste virksomhederne dyrt, hvis de undervurderer de sociale medier.

Sociale medier er gode til at fastholde kunder på, og ingen virksomheder bør bortkaste interessen for nuværende kunder, idet det er nemmere og billigere at få de nuværende til at købe igen end det er at få en ny kunde til at købe første gang.

Se alle resultaterne fra undersøgelsen her: http://omudd.dk/sociale-medier-undersogelse/