Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dansk Android-intelligens til dumme skærme

Drømmer du om et smartere og internetopkoblet tv end dit nuværende husalter, behøver du ikke altid investere i en ny model. En GoAllTV SmartStick kan gøre tricket for små penge.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du spørger de store tv-mærker er deres smarte, internetopkoblede fjernsyn det største siden øl på dåse.

Ifølge nogle undersøgelser er brugerne lykkelige for de nye muligheder. Det kan da også være smart at kunne browse på den store skærm, især hvis en smartphone eller tablet ikke lige er ved hånden. For mange vil det stærkeste argument for at købe et smart-tv være muligheden for at streame indhold fra tjenester som Netflix, HBO, ViaPlay, DR TV osv.

Android-smartstick

Den nye danskudviklede GoAllTV-enhed adskiller sig fra næsten alle smart-tv-løsninger ved at bruge Android-platformen (i version 4.4). Den lille stick har et HDMI-stik i den ene ende og kan således umiddelbart tilsluttes praktisk talt alle flad-tv’er og mange computerskærme.

GoAllTV kommer med ganske få apps præinstalleret, så man ikke farer vild i en jungle af lige-gyldigt bloatware. Savner du nogle apps, kræver det blot et besøg i Google Play-butikken, og der er ingen andre begrænsninger end dit budget og stickens lagerplads. Desuden er det nemt at afinstallere uønskede apps.

Småt, enkelt og lækkert design. Selve SmartStick-enheden måler 11 cm på den længste led, og Air Remote fjernbetjeningen bruger radiobølger, så den ikke behøver ”se” enheden.

Det siger sig selv, at den indbyggede browser understøtter flash og kan vise videoindhold fra nettet. Det kan mange smart-tv’er ikke prale af.

Enkel tilslutning

Da signaltilslutningen foregår via HDMI, kan denne del af installationen ikke være enklere, og smartsticken kan gemmes af vejen bag skærmen. Der medfølger en stump HDMI-forlængerkabel, hvis sticken kommer i konflikt med bagpanelets udformning.

GoAllTV er forholdsvis strømslugende, og selv om den bruger 5 V, kan den ikke strømforsynes fra en almindelig USB-terminal, der leverer 0,5 A. Derfor kommer enheden med en løs strømforsyning med hele tre meter ledning. Man kan dog slippe for noget kabelsalat, hvis skærmen har en ekstra kraftig USB-terminal, som kan trække eksempelvis en ekstern harddisk. Hvis der står ”HDD” eller ”1 A” ved terminalen, kan det ofte være nok med et USB-kabel med et A-stik i den ene ende og et micro-stik i den anden.

Air Remote fjernbetjening

Selv om GoAllTV er et Android-produkt, er den mere tv-orienteret end en smartphone eller tablet. Der er ikke udviklet en app til smartsticken, men til gengæld kommer den med en smart lille fjernbetjening, som fungerer med radiobølger, så enhederne ikke er nødt til at ”se” hinanden.

Denne Air Remote minder meget om LG’s Magic Remote, idet den museagtigt viser en rød markør på skærmen. Ikoner, fliser og stavepladetegn vælges ved at bevæge remoten som en laserpointer og trykke på ”OK”.

Flere muligheder

Grundlæggende er GoAllTV konstrueret til at bruge husets Wi-Fi-
net på det lave 2,4 GHz-bånd. Hvis der er for meget støj i dette trafikerede område, understøtter enheden ikke 5 GHz, men til gengæld kan den tilsluttes en hub (ekstra tilbehør) og køre kablet. En microSD-kortplads kan bruges til at udvide lagerpladsen på 8 GB og få kapacitet til endnu flere apps. Vi synes nu, at det kan være sjovere at bruge kortpladsen til at vise billeder fra andre enheder.

Apples AirPlay er også understøttet, ikke i original form, men via en app som f.eks. AirBuddy. Det fungerer lige så sømløst som i en ren æbleplantage.

Det har altid været en smart-tv-funktionalitet at tilgå indhold på computere og servere på hjemmenetværket. Normalt kan et smart-tv selv finde og vise kompatible DLNA/UPnP-enheder. Sådan en app har folkene bag GoAllTV ikke præinstalleret, men heldigvis er der adskillige gratis muligheder hos Google play. Alle Android-apps kører ikke lige godt på alle mærker og platforme, så vi vovede det ene øje og prøvede at downloade BubbleUPnP. Den klarede jobbet.

Godkendt kvalitet

Billede og lyd fra et streaming-produkt bliver aldrig bedre end kildematerialet, men tv’ets billedprocessor kan gøre en forskel.
Et eksempel er DR TV streaming-tjenesten, som med en bitrate på op til 1,2 Mbit/s ikke kommer i nærheden af HD. Vi har set denne tjeneste på et 27” Samsung-tv, der også kan dublere som computerskærm.

Her er billedet noget grovkornet med sløve bevægelser. Hvad sker der så ved at slutte GoAllTV til en meget større Samsung-skærm på 46”? Her bliver billedet på samme korte afstand ikke mere uldent, som man kunne forvente, og vandrette rulletekster triller ganske pænt. Forklaring? Den meget kraftigere processor i det større tv. Streaming af HD-indhold er også meget tilfredsstillende.