Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Creative Live! Cam Connect HD1080

Creative Live! Cam Connect HD1080 er et webkamera, der særligt overbeviser ved at have virkeligt gode egenskaber på både lyd og billedsiden.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kameraet, der har indbygget autofokus, anvender en 5 megapixel-sensor, og der kan optages video i fuld hd ved 30 fps. Gennem Live! Central 3-softwaren, er det muligt at finjustere såvel billedkvalitet som lydkvalitet. Her kan man også tilføje billedet forskellige effekter samt forvanske sin stemme, hvis stemningen er lidt mere afslappet i chatten. Det er let at eksperimentere med.

Brugergrænsefladen i programmet indbyder til det. To stereohøjttalere og Creatives særlige Crystalvoice-teknologi sørger for, at din stemme går klart igennem, når du chatter på internettet. Crystal Focus sikrer, at mikrofonerne i dette webkamera centreres om din stemme. Der er også indbygget noise-kontrol, hvis det skulle blive nødvendigt. Vi nåede dog ikke at bruge denne funktion i testen, da lyden gik glimrende igennem som det var. Endelig er der forældrekontrol, som kan aktiveres hvis ønsket. Funktionen Mobile-Camstreamer kan startes inde fra Live! Center 3. Det lader dig se, hvad dit webkamera opfanger på din smartphone. Desuden får du GotoCamera, som er et overvågningsprogram. Men det fik vi ikke glæde af. Registreringen, der er et krav, fejlede hver gang.