Core i7 620M og Core i5 540M i test

Core i7 620M og Core i5 540M i test

EmailFacebookLinkedInTwitterDeliciousGoogle+PinterestDel

Intels cpu-gpu-fusionschip tegner til at blive et mobilt mesterværk

Forventninger er noget underligt noget. De kan arbejde for og imod en. Når det gælder Intels nyeste cpu til bærbare, den chip, vi kender som Arrandale, kan det virke begge veje.

På den ene side slæber vi på solid bagage, når det gælder Clarkdale, Intels nærtbeslægtede desktopudgave af den revolutionerende, men forvirrende nye cpu/gpu-fusionsarkitektur, der udgør grundlaget for Arrandale.

På den anden side ser Clarkdales væmmelige dele ikke halvt så svækkende ud, når de bliver overført til en mobil sammenhæng. Vi vender tilbage til specifikationerne om lidt. Det, vi vil ind på, er, at det kan gå begge veje for Intels nyeste mobile maskine.

Hvad er Arrandale, og hvordan fungerer den? For det første er den stort set en kopi af Clarkdale, der for nylig kom under navnene Core i3 og Core i5 til desktopbrug. Det betyder, at den faktisk er en dual-chipprocessor: To chips i en enkelt processorpakke, med andre ord.

En chip kører et par processorkerner, en portion cachehukommelse (3MB eller 4MB afhængig af modellen) og nyder godt af en slankning af den nyeste, absurd lille 32nm-produktionsteknologi. Chippen følger også
Intels Nehalem-arkitektur. Som vi skal se, er det vigtigt.

Den anden chip får hukommelsescontrolleren, pci express og naturligvis den integrerede grafikkerne. Sæt de to sammen, og man har den mest funktionsspækkede og integrerede pc-processor, der er lavet. Sammen med sin desktopfætter repræsenterer den begyndelsen på fusions-chippenes moderne æra. Hvad enten I kan lide eller ej, er det fremtiden.

At putte grafik i samme pakke som cpu’en giver langt mere mening for mobile systemer end for stationære. Vi har tidligere dumpet Clarkdale på stationære maskiner.

Det skyldes, at selv udmærkede integrerede cpu’ere som Intels nyeste er en fornærmelse mod enhver, der har en blot overfladisk interesse for spil. Når man ser på den samlede pris på en pc, giver det ingen økonomisk mening at lade være med at udstyre sig selv med at fornuftigt grafikkort.

Fussion og forvirring

I den sammenhæng gør Clarkdales grafikkerne ikke stort andet end at øge temperaturen på chippen og tilføje udgifter for noget, man ikke har brug for. Men i en bærbar er størrelsen, kompleksitet og strømforbrug afgørende.

Her nyder man fordel af en høj grad af integration med færre chips. Så bliver spil mindre kritiske, og den strømbesparende integrerede grafikkerne bliver mere relevant.

Denne mobile udgave af Intels nye fusionschip bliver solgt under navnene Core i3, Core i5 og Core i7. Intel har ryddet op i den nye processorterminologi, og hermed er det slut med at håbe på fornuft og logik i samme.

Ja, vi har officielt opgivet at prøve at forstå, hvad noget af det betyder. Vi kan kun antage, at Intel håber, at kunderne gør det samme. Jo mere forvirrede de er, desto mere tilbøjelige er de til at købe ind i blind panik.

Vi har imidlertid skaffet et par udgaver af den nye Arrandalechip, nemlig topmodellen, Core i7 620M og mellemklassemodellen Core i5 540M. Begge chips omfatter Intels auto-overclockende turbofunktion.

Således har 620M en grundlæggende frekvens på 2,66GHz og en maksimal turbofrekvens på 3,33GHz, mens 540M kører med hastigheder på henholdsvis 2,53GHz og 3,06GHz.

I det mobile miljø giver det vældig god mening at have en cpu, der konstant leder efter den optimale frekvens i forhold til arbejdsbyrden. Desuden får den mobile udgave af turboen et ekstra vrid.

Gpu’en er også med på legen, og den samlede varmebelastning på chippen bliver justeret i forhold til arbejdsbyrdens type. Når cpu’en er under belastning, og gpu’en hviler, bliver cpu’en clocket op, og gpu’en clocket ned.

Bortset fra turbotilstanden er der mange andre gode sager, som følger med Intels Nehalem-arkitektur. Den mest iøjnefaldende er HyperThreading, der gør det muligt at beregne to tråde samtidig.

Dobbelt op

Her er teorien, at man får den bedste ydelse ud af en quadcorechip, men uden det forøgende strømforbrug. Det er fikst, hvis det pas-
ser. Dertil kommer den generelle effektivitet og optimeringerne hos Nehalem-arkitekturen. Blandt andet håndtering af four-issue-instruktioner og naturligvis den integrerede hukommelsescontroller.

Sidstnævnte kunne faktisk være blevet et problem for Intels første fusionschips i betragtning af tochips-arkitekturen og den
omstændighed, at controlleren sidder på datterchippen og ikke på selve cpu’en.

Men som vores testresultater viser, er det ikke noget problem. Denne mobile platform leverer en båndbredde på lige under 100GB/s. Det lyder utroligt, men fordobling af ydelsen er et stabilt tema i forbindelse med vores test.

Vi bør anstændigvis gøre opmærksom på, at vores referencebærbare med Core 2 ikke er udstyret med den allerhurtigste forrige generation af Intelteknologi. Ved 2,4GHz er dens Core 2 Duo P8600 en dualcore i mellemklassen.

Desuden er den udstyret med en 32bit-udgave af Windows og ikke 64bit-versionen som i vores Arrandale-testsystem. Læg det hele sammen, og det ser fordelagtigt ud for den nyankomne.

Alligevel er de rå tal opsigtsvækkende. Topchippen, Core i7 620M, er således næsten dobbelt så hurtig i Cinebench-rendering og x264 hd-video-testene. Og hør så lige her: 620M giver en ydelse, der svarer til en billig desktop-cuadcorechip af årgang Core 2. Quadcore-ydelse i en dualcore-pakke?

Det er kun halvdelen. Sjovt nok er det faktisk Core i5 540M, der er den mest imponerende Arrandale. Den er markant billigere end 620M, knap nok langsommere og slår den gamle Core 2 uden problemer.

Hvis man ser bort fra traditionel applikationsydelse, er et af de mest kritiske aspekter ved bærbares ydelse uden tvivl videoafspilning. Nu om dage er der to elementer ved dette emne. Hvor godt håndterer cpu’en selv video, og hvilken grad af hardwareacceleration kan grafikchippen levere?

Det første spørgsmål kan vi sagtens besvare. Arrandale er et monster til videoafspilning, som man forventer det af en fire-thread-chip. Begge vores testmodeller slog BBC’s krævende iPlayer 720p-streams til plukfisk med under 50 procent cpu-brug og leverede fejlfri og fløjlsblød afspilning.

Den gamle Core 2 på 2,4GHz tøffer derimod afsted ved 90-95 cpu-tid, mens der smutter en frame her og der. Når det gælder lokalt lagrede filer, klarer Arrandale vores 1.080p x254-fil i forrygende stil. Der var kun brug for 20-30 procent cpu-ydelse. Core 2 skal bruge det dobbelte.

Hvem vil have quad?

Men hvad med ydelsen fra den integrerede gpu? Det er for tidligt at fælde en dom. På papiret er Intel næsten på niveau med AMD og Nvidia, takket være fuld hardwaresupport for moderne hd-standarder, herunder VC-1, avc og mpeg2.

Vores tidlige test tyder på, at Intel har klaret sig godt med sin 2D-videoacceleration til lokalt lagret materiale. Men der er stadig et ubesvaret spørgsmål. Kan det håndtere streaming flashvideo online? I teorien burde det være i orden.

Desuden har Adobe for nylig lanceret en betaversion af flash med understøttelse af gpu-acceleration. Den er imidlertid kun optimeret til Nvidia-grafik i øjeblikket. Vi må derfor vente på den endelige udgave, før vi kan se, om Intels udstyr har kræfter nok til at håndtere krævende flashvideo.

Tilbage står kun nogle tanker om strømforbrug og batterilevetid. Det er altid svært at sammenligne bærbare maskiner med forskellige skærme og specielle batteriløsninger. En sammenligning mellem batterier giver ikke megen viden. Det samlede strømforbrug er langt mere interessant, og vores resultater tyder på, at Arrandale giver al den ekstra ydelse ved omtrent det samme strømforbrug.

Det er utrolig imponerende. Når man ser på den samlede Arrandale-pakke, kan man vanskeligt komme uden om, at det er den bedste mobile processor, der nogensinde er lavet.

Den giver afgjort det største spring i cpu-ydelse, vi har set fra en generation til den næste. Selv den integrerede gpu virker overbevisende. Hvis man er ude efter spil, skal man have en form for hybridinstallation med en ekstra diskret grafikchip. Det kan Arrandale sagtens finde ud af.

Men hvad med ydelsen fra den integrerede gpu? Det er for tidligt at fælde en dom. På papiret er Intel næsten på niveau med AMD og Nvidia, takket være fuld hardwaresupport for moderne hd-standarder, herunder VC-1, avc og mpeg2.

Vores tidlige test tyder på, at Intel har klaret sig godt med sin 2D-videoacceleration til lokalt lagret materiale. Men der er stadig et ubesvaret spørgsmål. Kan det håndtere streaming flashvideo online? I teorien burde det være i orden.

Desuden har Adobe for nylig lanceret en betaversion af flash med understøttelse af gpu-acceleration. Den er imidlertid kun optimeret til Nvidia-grafik i øjeblikket. Vi må derfor vente på den endelige udgave, før vi kan se, om Intels udstyr har kræfter nok til at håndtere krævende flashvideo.

Tilbage står kun nogle tanker om strømforbrug og batterilevetid. Det er altid svært at sammenligne bærbare maskiner med forskellige skærme og specielle batteriløsninger. En sammenligning mellem batterier giver ikke megen viden. Det samlede strømforbrug er langt mere interessant, og vores resultater tyder på, at Arrandale giver al den ekstra ydelse ved omtrent det samme strømforbrug.

Det er utrolig imponerende. Når man ser på den samlede Arrandale-pakke, kan man vanskeligt komme uden om, at det er den bedste mobile processor, der nogensinde er lavet.

Den giver afgjort det største spring i cpu-ydelse, vi har set fra en generation til den næste. Selv den integrerede gpu virker overbevisende. Hvis man er ude efter spil, skal man have en form for hybridinstallation med en ekstra diskret grafikchip. Det kan Arrandale sagtens finde ud af.

Arrandale er faktisk så god, at den eliminerer begrebet quadcore i en bærbar sammenhæng i den nærmeste fremtid. Quadcore-ydelse kombineret med en dualcorepakke? Det gik langt over forventning.

Æder den stationære maskiner?

1) Turboladet

Intels turbofunktion har ikke gjort meget godt for stationære pc’er. Men den er langt mere effektiv til bærbare. I vores test kommer Core i7 620M op på over 3GHz. Monsterydelse med et imponerende beskedent strømforbrug og en meget lille størrelse.

2) Gådefuld rendering

En ny egenskab ved Arrandale er der integrerede gpu som en del af turbooverclocking. Som standard er grafikkernen sat til 500MHz med en maksimal turbohastighed på 766MHz. Alligevel taler vi om 16fps ved 1.366x768in CoD4. Ikke imponerende.

PCF237-laptop

 

3) Bøvlede chipsæt

Bag Intels nye Arrandalechip finder vi forskellige udgaver af Intels 57-chipsæt til bærbare maskiner. Men nu, da der er vredet så mange funktioner ind i selve cpu’er, er chipsættet blot en southbridge med diskcontrollere, usb og så videre.

4) Tak for hukommelsen

Arrandale og 57-chipsættene til bærbare har support af 1.066MHz ddr3. Det er ikke nyt for en Intelplatform til bærbare, men det er den integrerede hukommelsescontroller. Som vores test viser, fordobler den båndbredden hos den gamle Core 2.

5) 10-tommer-desktop?

Arrandales rå ydelse lægger på til ultramobile bærbare maskiner. Modeller med meget lav spænding kommer op over 2GHz. Føj hertil et hurtig ssd-drev, og resultatet bliver 10-tommer-notebooks, der kan konkurrere med de stationære maskiner.

Konkurrenten til de nye Nehalembaserede dual-core-chips til bærbare maskiner er den trofaste Core 2 Duo i 2,4GHZ-udgaven. Det giver ikke en jævnbyrdig sammenligning, når det gælder clockhastighed, og de nye står bedst.

Men se alligevel på resultaterne. Hvis det ikke er det største spring fremad inden for mobil processorydelse, vil vi æde vores hat.

Klik på billederne for at forstørre:

a_1

 

b

 

c

 

d

 

e

 

f

 

g

 

Del denne