Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest: Her er den bedste alt i en-computer

Alt i en-computeren er med Windows 8 blevet endnu mere interessant. Produkttypen har mange fordele sammenlignet med almindelige stationære computere og bærbare computere. Her tester vi en række spændende, nye modeller.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Summen af udgifter til hverdagsanskaffelser skulle gerne være lig med, eller gerne mindre end summen af indtægter.

Det er god økonomisk 'latin', hvis det kan lade sig gøre, og det bringer uværgeligt det flittigt brugte ord prioritering ind i billedet. Et ord der kan være noget følsomt, hvis det indebærer, at man må vælge noget fra.
Skal it-infrastukturen i hjemmet fornys, skal du som regel træffe et valg om, hvad du vil anskaffe, og hvad du skal fravælge. Et valg der bestemt ikke er blevet lettere med tiden.

Blandt de personlige computere slås den stationære computer, den bærbare computere og nu i højere grad end tidligere også alt i en-computeren om gunsten.

Når alt samles i et

Her tester vi alt i en-computere, og vi har valgt at kigge på modeller med touchskærm, fordi det giver endnu en dimension til en computertype, der i forvejen skiller sig ud fra flokken. Windows 8 har gjort det muligt, og det virker på en måde også rigtigt, at en alt i en-computer skal have en touchskærm, selv om det har sine omkostninger.

Alt i en-computerens unikke formfaktor er dens store brugerfordel: Computer og skærm er fusioneret til en fælles computerenhed. Det gør op med traditionen om, at en stationær computer er ensbetydende med, at man skal have en firkantet kasse stående frit fremme i hjemmet.

Alt i en-computerne fylder ikke så meget som en traditionel, stationær computer. Det er helt klart et af de allerstørste salgsargumenter. Designet er et andet vigtigt argument. Her slipper man for et se på en ”grim” computerkasse.

De fleste alt i en-computere på markedet i dag er udstyret med touchskærm. Og tendensen ser kun ud til at forstærkes. Alle deltagerne i testen har endvidere indbygget Wi-Fi, hvilket giver god mening, hvis totalkonceptet er at minimere computernes påvirkning af det hjemlige indretningsmiljø.
Den teknologiske udvikling har desuden gjort det muligt at udvikle flere undertyper af alt i en-computere at vælge imellem. Det ses også tydeligt i testen.

Der er deltagere, som ligner traditionelle computerskærme, nogle har sindrige indstillingsmuligheder, og enkelte af deltagerne minder om forvoksede tablets til bordbrug. Der er også meget stor forskel på processorstørrelsen og -typen og grafikløsningen.

Det er en fordel for brugerne. For ikke blot er der ret store prisforskelle mellem de forskellige modeller. Men de forskellige modeller er gode til forskellige opgaver. De har hver sine forcer og svagheder.

Touchskærmen er det centrale omdrejningspunkt; den medvirker til at definere alle deltagere. Alle kapacitive touchskærme til privat brug, vi har set på redaktionen indtil nu, har en blank overflade, således også alle deltagere her. De er derfor mere sårbare over for lysindfald med refleksioner til følge end normale, matte computerskærme.

Alt i en-computere har flere fordele, men der er også nogle ting, man skal overveje inden købet. Normalt regner man jo ikke med, at noget går i stykker. Men sker der noget med et stykke hardware i en alt i en-computer, er det ikke så let at udskifte komponenten, og hele computeren skal til reparation.

I det hele taget er det normalt svært at udskifte og opgradere hardware i en alt i en-computer. Det er i hvert fald normen, selv om der er variationer.
Det er et punkt, hvor man må håbe, at producenterne fremover vil oppe sig, så man gør det muligt for den enkelte forbruger at opgradere eller udskifte defekt hardware i sin computer, uden den ligefrem skal til et specialværksted.

Mange alt i en-computere er heller ikke voldsomt kraftige, hverken på processorsiden eller (specielt på) grafikfronten. Der er dog undtagelser, og man kan få alt i en-computere med særlige gaming-gener.

Sådan testede vi

Som vanligt har vi brugt de testede computere til en række hverdagsgøremål. Det er spørgsmål som ydelsen kontra ergonomien og indstillingsmulighederne samt billedkvaliteten, der blandt andet har været sat fokus på.

Hvor meget kan de enkelte deltagere i forskellige situationer, og hvor meget får man for pengene i forhold til investeringen? Det er interessante spørgsmål.

Et andet interessant spørgsmål er, hvor den enkelte computeres særlige styrker ligger. Og svagheder: Larmer den, bruger den meget strøm?
Som altid anvender vi desuden benchmarkprogrammer, der sikrer en så retfærdig og objektiv sammenligning som muligt.

Læs testene her:

ADesk U1S
Asus ET2321
HP Envy Recline 23
Lenovo IdeaCentre Flex20
MSI Adora 24
Toshiba Qosmio PX30t

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Læs testene her:

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]