Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Cisco vil gøre teknikken menneskelig

Hvert år præsenterer den amerikanske netværksgigant Cisco sine sidste nye teknologiske innovationer for nutiden og seneste visioner for fremtiden. Og går det, som Cisco vil, bliver fremtiden mere menneskelig. Alt om DATA var som eneste danske fagmagasin med til jubilæumsmessen Cisco Live 2014 i San Francisco.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Teknikken skal menneskeliggøres. Sådan lød det fra Ciscos topchef John Chambers på Cisco Live 2014-messen i Californien i sidste måned, hvor Alt om DATA – som det eneste danske fagmagasin – fik mulighed for at kigge ind i netværksfremtiden.

”Det er fint nok, at vi snart kan forbinde alt og alle i et verdensomspændende fælles it-netværk, men i sidste ende er meningen at få mennesker til at arbejde mere effektivt sammen. For vi mennesker kan udrette virkelig store og forbløffende ting ved at samarbejde og gerne på tværs af alle lande- og kulturgrænser. Teknologien er blot midlet og ikke målet”.

Sådan lyder det, når it ikke handler om bits og bytes, men om visionære fremtidsønsker, og det gør it også: Teknologien forandrer nemlig vores liv. Internet over det hele og videokonferencer til alle er to af grundene.

The internet of everything

Cisco Live 2014 bestod af to overordnede temaer: Først ”The Internet of Everything”, forkortet IoE, der skaber en forestilling om en verden, hvor al teknologi er forbundet. Og dernæst udstillingen ”World of Solutions”, der præsenterede konkrete løsninger og eksempler på IoE i dag og i morgen.

Når alle it-enheder skal være forbundet med hinanden og til alle andre ting også, vil det ifølge Cisco lette mange gøremål i dagligdagen for alle os forbrugere. Men som ærkeamerikansk virksomhed er dette ikke Ciscos væsentligste hensyn. Først og fremmest ser virksomheden IoE som et redskab til at løse flere og flere af vor verdens problemer langt mere effektivt og dermed sikre bedre indtjening for dem, der benytter sig af det og sætter det i system.

IoE fungerer i praksis mange steder, og som et konkret eksempel havde Cisco inviteret et ejendomskonsortium, der udbyder lejligheder og kontorer i store højhusbygninger, til at fortælle om de indvundne erfaringer. Her kunne firmaets talsmand berette, at ved at lade sensorer overvåge alle centrale funktioner og systemer og forbinde dem alle med hinanden via en central computer med særlig software mv. fra Cisco var bygningens samlede driftsomkostninger bragt ned med 51 procent sidste år, og det vil formentlig kunne reduceres yderligere med 11 procent i år.

I 2020 vil over 50 milliarder ting ifølge Cisco være forbundet gennem nettet. Men virksomheden investerer også små seks milliarder dollar i innovation årligt og har oprettet en tænketank, der hele tiden har et dusin ideer på bedding med potentiale til at modne til milliard-industrier. Ciscos egne 25.000 ingeniører kaster løbende ideer til nye produkter og funktioner på bordet, og hidtil har man udtaget 13.000 patenter i hele verden og heraf angår alene 7.000 software.

Cisco lader det heller ikke bare blive ved snakken. På tusinder af kvadratmeter udstillede og demonstrerede Cisco og firmaets samarbejdspartnere konkrete teknologier, der skal realisere IoE.
Blandt lovende teknologier er Fog Computing, der går ud på at undgå den ”datatåge” af uoverskuelige data, der kommer fra sensorer, der stort set registrerer og udsender de samme værdier døgnet rundt.

Her kan automatisk software udnytte mærkeværdierne og ignorere resten. Et andet scenarie er offentlige og private virksomheder, der med særlig software kan etablere et system for informations-flow, som automatisk fordeler informationer til de rigtige, så alle ansatte ikke behøver at modtage uoverskuelige og for dem ofte irrelevante informationsmængder. En overlæge på et sygehus har ikke meget brug for at være opdateret på lagerbeholdningen af printerpapir.

Telepresent møde

Også videokonference eller ”TP” (telepresence), som amerikanerne kalder det, er hot hos Cisco. Selskabet løftede under messen sløret for en praktisk løsning i form af en serie små nye og kompakte TP-enheder, der forenkler teknikken og gør TP tilgængelig for enhver og hvor som helst.

Fremtidens videokonferencer vil også i høj grad kunne drage fordel af Cisco WebEx, der som verdens største cloud-service muliggør internet-samarbejde i realtid mellem enhver, der har adgang til skyen via browser, computer, mobil (inkl. Microsofts Lync) eller Ciscos egne TP-enheder. Dermed bliver videokonference i praksis så let som at gå på nettet.

Blandt de mange foretagender, der hilser sådanne kompaktenheder velkommen, er den californienbaserede tolkningsvirksomhed Paras, der koordinerer tolkning for læger og hospitaler i hele USA. Det optimale samarbejde mellem tolk, patient og sundhedspersonale forudsætter som oftest konkret fysisk samvær, da præcis tolkning lige så meget baserer sig på udtryk og kropssprog som på de talte ord i sig selv.

”Men det er desværre en både dyr og besværlig og i praksis ofte
umulig løsning,” indrømmer Parnas-firmaets stifter og direktør Melinda Paras over for Alt om DATA.
”Det samme gælder telefontolkning, der også lider under manglende kropssprog. TP er som sådan et udmærket redskab, men det er ikke særlig hensigtsmæssigt at trække syge mennesker ind i et videokonferencecenter og tolke derfra.”

Derfor er de nye kompakte enheder det ideelle værktøj for Melinda Paras.
”Vi kan nemt sende en medarbejder ud til patienten med en enhed og lade patienten tale direkte med læger og andet hospitalspersonale via en professionel tolk, der arbejder hjemme fra sit kontor gennem en lignende kompakt enhed”.

Parnas betroede i øvrigt Alt om DATA, at hendes firma i samarbejde med Cisco var ved at udvikle en særlig personoplysningssikker model for denne fremtidige form for tolkningssamarbejde, som hun også ville tilbyde hospitaler og læger i Europa.

Cisco præsenterede et ”slankt” videokonferencesystem. Den mest enkle og kompakte model i serien hedder SX10 og er nærmest blot et avanceret webkamera beregnet til at hvile på toppen af en almindelig fladskærm som så mange andre webkameraer.

Men enheden rummer tillige både computer, mikrofon og tilslutning for Ethernet eller Wi-Fi, der plug-and-play forvandler dit tv til et videokonferenceanlæg med 83-graders billedfelt, 5 x zoom og 1080p/30-billedkvalitet.

Lidt mere ambitiøse er de to integrerede TP-enheder DX70 og DX 80, der består af en 1920 x 1080 touchskærm, en Android-baseret computer og en IP-telefon samt alt det nødvendige til videokonferencer. DX70 er med sin 14”-skærmstørrelse anvendelig på små skriveborde, mens den større DX80 på 23” i 16:9 format også er egnet til større lokaler som klasseværelser, foredragslokaler mødekontorer mv. DX80 er i øvrigt forsynet med ”Intelligent Audio”, der på bedste printerslang betyder, at hvad du ser, er hvad du hører. Fire indbyggede mikrofoner følger dig automatisk, hvor du går og står og udelukker enhver irrelevant baggrundsstøj. Ifølge Cisco vil disse apparater vil ramme det europæiske marked til

Videokonference vil ifølge Cisco erobre undervisningsområdet. Med denne teknologi kan ethvert rum blive et klasseværelse, og ethvert hus blive en skole.

Den indbudte verdenspresse fik en demonstration af flere nye videokonference-enheder specielt til undervisningsbrug i flere størrelser: Fra almindeligt stue-tv til næsten en hel endevæg, hvor ikke mindst den automatiske kameravinkling imponerede. Særlig software registrerede simpelthen, hvem der talte og fokuserede de indbyggede kameraer på dem. Softwaren var udviklet til at genkende talende mennesker på mimik og gestik.

En anden lovende teknologi er ”Augmented Collaboration”, der kan sikre endnu større mulighed for at interagere via nettet på nye måder, som tv-konferencer endnu er langt fra. Eksempelvis kører brainstorming ikke nødvendigvis kun på ord og billeder, men spontanitet og kemi er mindst lige så vigtige elementer. Cisco demonstrerede et system, der tilgodeser alle sådanne krav.