Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Internet Explorer har været urørlig som kongen af browserverdenen, siden Microsoft fik NetScape ned med nakken. Nok har Firefox snuppet markedsandele, men aldrig nok til at udgøre en seriøs trussel.
Det var derimod Googles browser, der skulle vokse sig stor nok til at overtage tronen fra den gamle kæmpe. Det amerikanske analysefirma StatCounter meddeler, at Chrome i søndags var mere brugt end Internet Explorer. Det var Indien, Rusland og Brasilien, der fik vægten til at tippe, da Chrome her overhalede IE samtidig, og således også skubbede den forbi konkurrenten i global sammenhæng.
Mandag var hierarkiet dog ved det vante igen og Chrome tilbage på andenpladsen. At tallene skyder så meget i vejret til Chromes fordel i weekenden, er dog en indikator på, at brugerne foretrækker Googles browser, når de selv kan få lov at bestemme hjemme i det private, mens Internet Explorers status som nummer et har at gøre med, at den i mange virksomheder er standard som arbejdspladsens browser. Om Chrome kan overtage denne position, må tiden vise, men før det sker, skal vi nok ikke forvente, at den overtager tronen permanent.
At flere og flere går over til browseren skyldes formentlig at den på hastighedsfronten og i implementeringen af ny teknologi har været forrest i feltet et stykke tid - du kan læse om nogle fordele ved Google Chrome her.