Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Brugervenlig nas med WiFi

Alsidig nas-server, hvor WiFi giver ekstra muligheder.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I bund og grund er Synology DiskStation DS213Air en ganske almindelig 2-bays nas. De to harddiske, det er muligt at installere, kan rumme op til 8TB data til deling i det hjemlige netværk og online over internettet.

Synology har længe været kendt for sin brugervenlige dsm – eller DiskStation Manager – der findes i alle Synology-nas’er. Det er en samlig værktøjer, der samlet udgør en flot poleret og overskuelig brugergrænseflade med mange muligheder.

DSM 4.1 hedder den nuværende version. Det er umuligt at komme ind på alle dets kvaliteter her. Derfor går vi også og sysler med tanken om at lave en selvstændig test af DSM senere. Men som nævnt har denne nas en særlig fordel. Den har nemlig indbygget 802.11n WiFi i 2,4GHz-udgave. Det gør, at DS213Air er noget mere fleksibel, når den skal placeres i hjemmet eller det mindre kontor. Der er selvfølgelig også et 1Gbit/s-ethernetstik, men dette behøves ikke nødvendigvis at blive anvendt.

Let at gå til

Den testede DS213Air-nas er måske ikke udpræget billig, med tanke på, at der ikke følger drev med. Men den har et kæmpe potentiale til hjemmet og det mindre kontor.

Den har yderligere en meget overskuelig brugergrænseflade og god dokumentation. Hjertet er en 1,6GHz-cpu, der understøttes af 256MB hukommelse. Der er plads til to 2,5"- eller 3,5"-hard-diske, der monteres i et sata-3GB/s-interface.

Ud over mulighed for netværkstilslutning er der to usb 3.0-porte bagpå for montering af eksterne drev eller printer. Brugervenligheden er som sagt høj, men det anbefales at læse dokumentationen for de mere avancerede ting.

Via EZ-netværk er det dog muligt at blive guidet gennem processen med at få gjort DS213Air synlig på internettet. Man opretter en ddns-adresse hos Synology, og ens router bliver også automatisk sat op til at fungere sammen med nas-serveren.

Man behøver ikke at være en ørn til netværk for at få adgang til skyen med denne nas. Det samme gælder processen med at omdanne DS213Air til en hotspot på hjemmenetværket. Således kan den være med til at forlænge det trådløse netværks normale rækkevidde.

Features i hobetal

Synology DS213Air fungerer med Windows, Mac og Linux. Der er indbygget mediefunktion i form af audio-, video- og fotostationer. Herfra kan man streame ovenstående til iOS- eller Android-enheder. Der er også indbygget ftp-server, og backup klares selvfølgelig også. Ellers er en af DS213Airs store trækplastre de mange ”pakker”, der valgfrit kan installeres, og som udvider funktionaliteten. Blandt andet Cloud Station, der lader dig synkronisere alle dine enheder online.

Hurtig med rette drev

Elforbruget ligger på 24,6 watt, når enheden var i brug, 0,3 watt i standby. Overførselshastigheden var 69 MB/s for skriveoperationer, og 61 MB/s for læseoperationer med de anvendte drev. Især læsehastigheden burde kunne øges med de rette drev.