Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Brugervenlig nas

D-Links nye ShareCenter Shadow viser en helt ny brugergrænseflade, hvor betjeningsvenligheden er sat helt i top.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke den første nas, som D-Link har sendt på markedet, og det er heller ikke den første, som Alt om DATA har testet. Men det er klart den første D-Link-server på vores testbænk, der har fået en helt ny og grafisk orienteret brugergrænseflade, der er radikalt ændret i forhold til brugergrænsefladen på alle andre D-Link-produkter, vi hidtil har set her på redaktionen.

Vanen tro starter installationen af D-Link-produkter ved at køre den medfølgende cd, der guider brugeren igennem opsætningen. Det gik dejlig let, og der var kun ganske få ting, vi skulle tage stilling til undervejs.

En af de ting, vi blev spurgt om, var, om vi havde en konto hos en ddns-tjenste, eller om vi eventuelt havde lyst til at oprette en sådan. Det var ikke nødvendigt for at fortsætte opsætningen, men det var dejligt at få muligheden allerede så tidligt i forløbet.

Vi fik også mulighed for at indstille en e-mail-konto, så systemet kunne sende mails til os, hvis det var nødvendigt.

Den helt store overraskelse

Hele installationen var overstået i løbet af ganske få minutter. Heri var der inkluderet den tid, det tog for nas’en at starte op.

Vi skylder lige at sige, at ShareCenter Shadow er en 2-bays nas, der understøtter drev på op til 2TB, altså maksimalt 4TB lager. Vi testede den med en enkelt harddisk på 1TB, primært for at se, hvilke funktioner enheden tilbød.

Efter endt installation havde vi så muligheden for at starte værktøjet ’Storage Utility’, der primært viser, hvilken ip-adresse nas’en har, og som også giver mulighed for at mappe nas’en til et drev på computeren.

Ved at indtaste ip-adressen i browseren kommer du ind på nas’ens brugergrænseflade, og det er her, vi fik en overraskelse af rang.

Et helt nyt interface mødte os, hvor der var tre knapper: ’My Favorites’, ’Applications’ og ’Management’. Store flotte ikoner fortalte os, hvad vi kunne under de enkelte faner, og hele tiden var der en god forklaring ude i en boks til højre på skærmen.

Under ’Applications’ havde vi mulighed for at indstille, hvordan du kan tilgå enheden eksternt. Vi kunne indstille ting som ftp/http-downloads, backup eksternt og lokalt, p2p-downloads og noget, som D-Link kalder for ”web file server”. Ekstern backup, eller ’Remote Backup’, handler om, at det er muligt at lade nas’en tage en backup af sig selv og smide den over på en anden enhed. Eller fungere som backupserver og lade andre af samme slags nas’er bruge den som backupmedie.

Det, som D-Link betegner som p2p-downloads, er bare et andet ord for BitTorrent. Herinde kan du sætte op, hvad der skal hentes, hvornår det skal hentes, og i hvor høj grad din nas skal fungere som seed.

Rigtig mange indstillinger

Under ’Management’ var der rigtig mange muligheder for at indstille routeren. Med flere drev kunne du naturligvis vælge forskellige raid-typer, og du kan teste harddisken. Du kan også sætte brugere og grupper op og tildele rettigheder til dem. Så du kan for eksempel bestemme, hvor meget plads en given bruger må bruge på nas’en.

Du har også mulighed for at sætte nas’en op som ftp-server, og herunder bestemme, hvor mange samtidige brugere der må være, hvor meget de må belaste nas’en, og hvor længe den må være på.

Du kan også sætte den op som uPnP-av-server og som iTunes-server, og du kan slå AFP- og NFS-tjeneste til eller fra.

Helt generelt er det en utrolig enkel nas at arbejde med, og samtidig så har den mange funktioner, og D-Link skal have stor ros for, endelig, at have lavet en brugergrænseflade, der er let at bruge og nem at forstå.