Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Brugervenlig gps får dig uden om køerne

TomTom har forenklet brugerfladen og gjort det nemt at modtage de mest aktuelle trafik-info over mobilen, så du undgår køer og andre forhindringer på ruten.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dedikerede gps’er har fået skarp konkurrence fra
mobiltelefonerne, som med de rette apps kan give stort set lige så god navigation.
At der stadig er fordele ved en rigtig gps, forsøger TomTom imidlertid at bevise med Go 500, som er udstyret med redesignet brugerflade, bedre søgning og mulighed for at få topaktuelle trafikinformationer via mobilen.

Kortet i centrum
Det første, der falder i øjnene, når man tænder TomTom Go 500, er, hvor simpel brugerfladen er. Under almindelig navigation er der ikke meget andet end kortet på den 5” store skærm.
Og du behøver sådan set heller ikke bevæge dig meget uden for kortet, når du skal finde den næste destination, blot du nogenlunde ved, hvor den er i forvejen. Hold en finger nede på touchskærmen, så dukker vejnavnet op. Herefter er det nemt at præcisere yderligere detaljer som eksempelvis husnummer, så er du kørende. Utrolig nemt.

Vil du søge på en adresse, som ikke er sådan lige at udpege på kortet, kan du klikke dig ind i søgefunktionen, som er indrettet så smart, at den viser forslag til destinationer, mens du taster - præcis som når du søger på google.
Du kan snævre søgeresultaterne ind ved at vælge om de skal være i nærheden af dig, i en by, nær den aktuelle destination og lignende. Uanset hvad, finder du typisk det, du søger efter ret hurtigt.

Mobilen finder fælderne
Vellykket navigation afhænger ikke blot af kortet men også af den indbyggede teknologi, der registrerer, hvad der findes af hindringer på ruten.
Vejarbejde er relativt nemt at holde styr på via det almindelige TMC-signal, men opdateringsfrekvensen på dette netværk kan sommetider være for langsom til at fange de spontane køer.

Det har TomTom løst ved at udnytte 3G-netværket til at hente informationer til deres TomTom Traffic-tjeneste.
Det kræver, at du indsætter et simkort i gps’en eller kobler dig til din smartphone via Bluetooth. Lidt mere omstændeligt end at anvende det indbyggede TMC-netværk, til gengæld er resulatet til at mærke. Så snart gps’en er på netværket, ser du alt, hvad der er af forhindringer i omegnen, og når du kører i København, er det ikke så lidt. Det gør det nemt at danne sig et overblik over den aktuelle trafiksituation og skånede os for megen besvær og spildtid på køreturene.

Fotofælder viser den også, hvis du er tilmeldt tjenesten. Det koster dog et årligt gebyr, og det samme gælder Live-tjenesterne, så prisen for at bruge gps’ens funktioner fuldt ud kan nemt løbe op, især når du også medregner det roaming-gebyr, du må af med, hvis du bruger TomTom Traffic i udlandet.