Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få manualen direkte i øjet

Brother har lanceret deres svar på Google Glasses, men på trods af gode intentioner er Brother AirScouter WD-200A ergonomisk besværlig at arbejde med og lider under en høj pris.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

I en fremtid, der ikke er så langt væk endda, kommer vi nok alle sammen til at rende rundt med et par ekstra øjne i panden – eller måske rettere en skærm, der sidder lige ud for vores øjne. Google Glasses meldte for nogle år siden sin ankomst med brask og bram, men i starten af 2015 blev den digitale brille kaldt tilbage for så vidt angår konsumentmarkedet, og selvom det blev meddelt, at man ville satse på en udgave til erhvervsmæssig brug, har ingen siden rigtig hørt noget til den.

I mellemtiden har andre aktører taget udfordringen op. Og lad det være sagt med det samme – uanset hvor smart det lyder, er det en udfordring at skabe en brille eller anden form for device, der kombinerer den virkelige verden med den digitale. I hvert fald hvis vi taler om en teknologi, hvor så at sige det ene øje ser den analoge verden, og det andet øje ser den digitale verden.

På sommerens Microsoft Worldwide Partner Conference i Toronto viste Microsoft, hvor langt man er kommer med HoloLens, Virtual Reality ”skibrillen”, der gør det muligt med begge øjne at se både den analoge og den digitale verden samtidig, da brillen er delvis transparent. Og der er næppe nogen tvivl om, at det er den vej, udviklingen kommer til at gå.

Stor forskel på teori og praksis

Jeg har endnu ikke haft mulighed for at prøve HoloLens, men jeg har til gengæld som den første journalist i Europa haft mulighed for at prøve Brother AirScouter WD-200A, der konceptuelt minder om Google Glasses, idet kun det ene øje kigger ind i den digitale verden.

Målgruppen er eksempelvis teknikere, der arbejder med montage og som kan studere en teknisk tegning eller et diagram, mens de arbejder.

Umiddelbart er det et koncept, der lyder besnærende, men også et koncept, der efter min mening kræver ganske megen tilvænning. Der er givet dem, der vil foretrække dette koncept frem for helbrillen, fordi de vil føle sig lukket inde bag denne, men jeg havde umådelig svært ved at få AirScouteren indstillet korrekt.

Den afprøvede udgave er version 2, som ifølge Brother er blevet mere ergonomisk og blandt andet også kan benyttes af brillebærere, men kiggeafstanden mellem øje og det lille spejl i AirScouteren, der udgør skærmen, blev ved med at drille. Brother arbejder dog også på en anden udgave, som specifikt henvender sig til video- og broadcastverdenen samt ikke mindst dronefotografer. Den er forsynet med en regulær øjekop, der lukker helt tæt til omkring øjet, og det er en løsning, jeg tror langt mere på.

Bliver overhalet indenom

Teknologisk var det smertefrit at koble Air-Scouter til den bærbare computer og få billede på uden installation af yderligere software, da forbindelsen skabes via et ganske almindeligt HDMI-kabel. Til gengæld fik jeg aldrig rigtig hul igennem på hverken min camcorder eller mit DSLR-kamera uagtet, at jeg satte opløsningen ned til de understøttede 720p.

AirScouter version 2 er til salg i både Japan, USA samt Europa, og den er så småt også på vej ind på det danske marked. Men til en pris på 16.000 gode danske kroner skal man være hardcore for at investere i denne device. Ud over udfordringerne med selve den visuelle del, synes jeg ikke det var let at få selve hovedbåndet til at sidde stabilt. Intentionerne bag både Google Glasses og Brother Air-Scouter er gode nok, men der er næppe nogen tvivl om, at de repræsenterer en teknologi, der vil blive overhalet inden om af mere Virtual Reality-lignende koncepter, hvor der er tale om en mere head-up display-lignende teknologi, som det både kendes fra bilverdenen, hvor trafikinformation projiceres op på forruden. En teknologi, der i dag også kan fås i avancerede fullface styrthjelme til motorcyklister. Til en vejledende udsalgspris på 18.750 kroner er Brother AirScouter desuden ganske enkelt for dyr. Vi glæder os dog stadig til at se, hvad fremtiden bringer på området.