Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Boghylde til den digitale dokumentsamling

Organiser de digitale dokumenter.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Google Books indeholder en stor samling af digitaliserede bøger og magasiner, som Google har digitaliseret og lagt op på internettet til fri afbenyttelse. Der er selvfølgelig begrænsninger, ikke mindst i forbindelse til ophavsretten. Men det skulle være muligt at finde mange udmærkede titler, og stadig flere kommer til.

Organiser og læs

Du kan sagtens gå ind i Google Bøger og foretage en simpel eller avanceret søgning for at finde frem til det, du søger informationer om. Eller du kan i stedet anvende det lille gratisprogram GooReader 4, der præsenterer dig for en brugergrænseflade, der til forveksling ligner den, der kendes fra apps til bog- og dokumentlæsning til såvel Android- som Apple-smartphones samt -tablets, og som samler dine bøger i én samlet reol.

GooReader 4 præsenterer indledningsvis brugeren for en grafisk repræsentation af en tom boghylde. Over denne er der et søgefelt og mulighed for at søge på alt eksisterende materiale i Google Books eller enten på bøger eller på magasiner.

Der er ikke alverden muligheder for at ændre på programmets udseende, men det er dog muligt at skifte baggrundsfarve og farve på hylden.

Efter søgningen er fuldført, vil der alt efter anvendt søgekriterium dukke en række miniatureforsider frem fra magasiner og/eller bøger, der måtte passe til søgekriteriet. I samme stund dukker der sandsynligvis flere boghylder op, og de fyldes i større eller mindre grad med søgeresultaterne. Der vil meget sandsynligt også dukke en pil op i højre side af programvinduet.

Her bladrer du videre til næste søgeresultater, for selvom boghylderne ikke er fyldt til randen, er der næsten garanteret flere søgeresultater, end hvad der vises på første side. Er du begyndt at bladre frem, kan du selvfølgelig også bladre tilbage med den pil, der efterfølgende dukker frem i venstre side af programvinduet.

GooReader kan anvendes, hvis du bruger Windows XP/Vista eller Windows 7. Du kan som indstillingsmulighed vælge at logge ind på Google Library med din Google-konto, når programmet starter, eller lade være. Du kan også vælge antallet af viste resultater pr. side. Klikker du på en given bog eller magasin, kan du selvfølgelig læse den, i hvert fald i de fleste tilfælde.

Du bladrer i bogen eller magasinet, som du ville gøre det i en papirudgave, og som man også gør ved online-reklameaviser. Finder du en del, du kan lide, tilføjer du det bare til dit eget bibliotek, så den er tilfængelig for læsning fremover.