Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Bluetooth-højttalere til business

Gør ethvert sted til et mødelokale eller få bedre lyd fra din mobilenhed. Det gøres nemt med gadgets fra Logitech og Simple Audio.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

"Du kan hurtigt forvandle enhver arbejdsplads til et mødelokale”. Sådan lyder overskriften på Logitechs brochure til den nye Mobile Speakerphone P710e. Ligesom så mange andre produkter, der tidligere blev kaldt telefonforstærkere, kan denne gadget gøre det muligt for flere mennesker at deltage i et telefonmøde. Nok så væsentligt kan den forhindre kramper i hånden under længere samtaler – uden at modparten bliver generet af en medhørsfølelse.

Også til videokonferencer

Lidt flot lover Logitech også, at man kan tilslutte en ekstra skærm. Hermed mener firmaet, at P710e har et skydelåg på toppen, som passer perfekt til parkering af en smartphone eller sågar en tablet. En lille indsats stabiliserer de tyndeste enheder, og selv en modelslank Sony Xperia Tablet Z står helt sikkert.

Så er idéen, at man bruger frontkameraet på sin mobilenhed i forbindelse med Microsoft Lync, Cisco, Skype eller lignende og sparer flybilletterne, ventetiderne og alt det andet bøvl, som plager os dødelige uden en privat jet.

Tilslutning kan ske via USB og Bluetooth, og BT-parring kan klares med NFC. Enklere bliver det ikke, og det fungerer meget fint i praksis.
God lyd og nem betjening

Den indbyggede højttalers frekvensområde opgives til 140 – 16.000 Hz. Så har Logitech ikke lovet for meget, og nogen subwoofer-oplevelse skal du ikke vente. Den indbyggede mikrofon assisteres af digital signalbehandling til undertrykkelse af støj og ekko.

I din ende af systemet oplever du en klar, tydelig lyd fra højttalerne, og modparten hører dig også fint, men der er en lidt mikrofoni-støj – dog ikke mere, end at det absolut er til at leve med.
Betjeningen klares med knapper med tydelige symboler og nul kliklyde. Den medfølgende papirmanual er på fem sider i cd-format, og det er alt rigeligt.

Pleasure

Simple Audio Go kommer ikke fra et it-firma som Logitech, men er kreeret af skotske hi-fi-nørder med helt andre prioriteringer. Her taler vi om en lille stereohøjttaler, som kan få en mobilenhed til at lyde rigtigt godt, og så har den for resten en indbygget mikrofon til brug med telefoni.

iPhone-design

Go er så lille en højttaler, at den kan gemme sig bag en iPhone eller en anden smartphone med en – efter tidens standard – lille skærm på 4 tommer eller deromkring. Designet er appe-titligt med bløde, afrundede hjørner og en ruskindsagtig finish. Der sidder to små højttalerenheder bag metalgitteret på fronten, og en sprække i bunden fungerer som refleksåbning til forstærkning af bassen.

Minimalistisk betjening og stærk lyd

Betjeningen er reduceret til tre knapper på oversiden til lydstyrke op/ned samt Bluetooth-parring – ingen NFC! – og telefonfunktioner.

Lyden er overraskende fyldig og kraftfuld. Du kan spille pænt højt og opleve en ganske stærk bas. Da Go kan fungere helt trådløst, er det oplagt at eksperimentere med dens placering og få et lynkursus i akustik. Hvis du holder højttaleren frit i luften, er bassen ganske svag. Stil den på et bord og få mere tryk på de dybe toner. Og kan du komme af sted med at sætte den i et hjørne, begynder bassen at ligne noget seriøst.

Som telefonforstærker lyder Simple Audio Go rigtigt godt, men dens indbyggede mikrofon kan opfange noget støj i det gadget-crowdede miljø i mit kontor. I mere normale omgivelser fungerer den godt.