Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Blueair Sense+: Rens luften i hjemmet

Vi har testet en luftrenser til hjemmebrug kaldet Sense+ fra Blueair, da der har været fokus på forurening, hovedsageligt med vægt på udeklimaet. Det har dog vist sig, at vores indeklima kan være langt mere forurenet, end vi går rundt og tror.

Af Redaktionen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med til testen lånte vi en Blueair Aware til en værdi af 1999 kroner, og det er en lille luftmåler med indbygget Wi-Fi, der blev anvendt til at måle mængden af luftpartikler i luften før og efter brugen af Sense+. Man kunne frygte, at man skulle have at stort grimt skrummel stående for at rense luften, men Sense+ fremstår ret stylet af en luftrenser at være. Den er cirka 50 centimeter høj, vejer 11 kg og kan arbejde med tre forskellige blæserhastigheder.

Luftrenseren anbefales til rum på 18 kvm, hvor den kan udskifte luften fem gange i timen, ved større rum vil der gå længere mellem luftudskiftningen. Sense+ er udstyret med Wi-Fi, og luftrenseren er tænkt til at blive brugt sammen med Blueair Friend appen, der kan downloades i App Store samt på Google Play. Der er ikke noget kompliceret ved at opstille eller anvende Sense+, når først man har fået den på Wi-Fi-netværket.

Brug af Appen

Appen anvendes til at skifte luftgennemstrømning, fastsætte nattetilstand og ændre LED-belysningen på enheden. Der er ikke så voldsomt meget, man kan gøre ellers. Efter at have Sense+ kørende i en uge, må det siges, at det er en ret behagelig luftrenser at have stående, den larmer ikke ret meget, og strømforbruget svinger fra 7 watt til cirka 42 watt i brug.

Luftrensenen benytter sig af ionisering og er udstyret med HEPA-partikelfiltre, der skulle fjerne op til 99,97 procent af alle partikler.De skal skiftes, når de er tilstoppede, og der er indikator for dette. Selv om udgangsniveauet ikke var så slemt i testtilfældet, så hjalp Blueair Sense+ trods alt til at få en renere luftkvalitet.

Det springende punkt er, hvor tit man har behov for at skifte filtre. Så vidt vi har fundet ud af, koster et sæt filtre fra 400 kroner. Det er ikke en decideret billig løsning, den virker dog godt, og luftrensen kan vel især være en fordel for folk med allergier.