Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Alsidig mikrofon

Blue Microphones Yeti Pro er alsidig kondensator mikrofon med stereolyd og USB-forbindelse.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der produceres video-indhold som aldrig før. Det meste drevet af YouTube og et væld af andre brugerbaserede webmedier.

At producere en ordentlig video sætter dog ikke bare krav til kameraet, men også til mikrofonen, der skal fange lyden. Det velrenommerede mærke Blue har skabt en serie mikrofoner til netop dette formål.

Yeti Pro er øverst i hierarkiet. Den har ikke bare alt, du kan ønske dig i en kondensator-mikrofon til studiet, men er også forsynet med USB-tilslutning, så den er nem at implementere i et computer-setup. Du skal sådan set bare plugge den i en USB-indgang, så har du højtopløst lyd til dine video-optagelser. Intet behov for eksternt lydkort her.

Vil du hellere bruge den traditionelle metode, er der også XLR-udgang - endda i stereo. Du kan stille, hvilken retning lyden skal opfanges i, og der er også volumekontrol og muteknap direkte på mikrofonen.

Et jackstik til hovedtelefoner gør det også muligt at høre lyden direkte uden forsinkelser, før den går ind i computeren. Byggekvaliteten af Blue Microphones Yeti Pro er imponerende god. Mikrofonen er klippesolid og kommer med en stabil stander til skrivebordet.

Lyden er også langt over forventning. Stemmer lyder varme og nærværende, og vil du optage instrumenter, som eksempelvis guitar, så gør mikrofonen også et glimrende job her.

Søger du en utrolig alsidig kondensator-mikrofon til video, podcast, musikindspilning og stort set hvad som helst andet, så er du næsten nødt til at give Yeti Pro en chance.