Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Gengiver de fineste detaljer

Det ultrasmalle design kombineret med flot lyd gør Blue Aura x40 til lidt af et hit.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke sikkert, at alle i hjemmet synes, at stuen skal indrettes med et sæt gulvhøjttalere. Men når de blot fylder 14,5 x 11,2 centimeter i bredde og dybde, så er de faktisk ret lette at placere. Når de desuden er betrukket med sort læder med fine syninger som Blue Aura x40 spiller designet rigtig godt.

Sættet er ekstremt let at sætte op. Du sætter strøm i den ene højttaler, indsætter et ethernet-kabel mellem de to højttalere og tilslutter din smartphone via Bluetooth (Wi-Fi kan tilkøbes), og du er klar til at streame fra hvilken som helst tjeneste, du bruger. Det er en fin idé at tilslutte med ethernet, da kablet er billigt at købe i lange længder og let kan gemmes langs paneler, hvor det ikke er så synligt. Der medfølger en lille praktisk fjernbetjening, der lader dig styre volumen og andre features. Herunder også multirum, hvis du har flere sæt.

Blue Aura-sættet er opbygget med to stk. 4,5”-basenheder og en diskant i hver højttaler. Ved at bruge de to forholdsvis små basenheder sammen har konstruktørerne kunnet opnå større volumen, uden at det går ud over det smalle design.

Blue Aura x40. De to højttalere tilsluttes hinanden med et ethernet-kabel. Der er også udgang til subwoofer, hvis man skulle føle behov for mere bas.

Kabinettet er bygget solidt og godt, og kvaliteten høres straks, når højttalerne begynder at spille. Gengivelsen bærer præg af overskud og naturlighed uanset, om du spiller sagte klassisk eller storslået rock. Det sidste er testdeltagerne fra Dali og Scansonic lidt bedre til, da de spiller dybere og kraftigere. Men Blue Aura er det sæt, vi helst vil lytte til en hel dag.

Musikken flyder naturligt og med en selvfølgelighed, der er meget betagende. Du får ikke den samme slagkraft som i de større modeller. Dali- og Scansonic-højttalerne kan i langt højere grad sætte gulvet i bevægelse og har mere power.

Korrekt lydbillede

Til gengæld leverer den flotte brite et velopløst og klangmæssigt korrekt lydbillede, hvor du konstant har lyst til at høre mere musik. Diskanten er meget detaljeret, og den vigtige mellemtone står helt fremme i lydbilledet. Den dybe bas er til stede, men ikke med samme energi, som i de fysisk større modeller.

Stiller du Blue Aura op mod en bagvæg, vil du få lidt mere bas. Det skyldes den bagudvendte basrefleksport, hvis lyd vil blive forstærket af væggen. Det er et gammelkendt hi-fi-trick, som kan booste bassen godt. Det går dog lidt ud over præcisionen i resten af lydbilledet, så der er tale om et kompromis.

Blue Aura er på ingen måde en perfekt højttaler, men alligevel den testdeltager, vi konstant vendte tilbage til, når vi skulle lytte til musik i alle genrer. Det kombineret med, at sættet er meget placeringsvenligt og faktisk ret rimeligt prissat, gør, at vi kårer det til testens bedste køb.

Blue Aura x40. Det slanke design betyder, at højttaleren er nem at placere i stuen. Der er valgt to små basenheder frem for én stor netop for at slanke formen.