Af Aksel Brinck, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Britiske forskere har udviklet et nyt, billigt og smart system, der kan gøre en bil selvstyrende. Når du kører en rute, registrerer et scannerkamera foran alt, hvad bilen møder. Herefter kan bilen selv køre strækningen i al fremtid.
Systemet skanner vejen i en vinkel på 85 grader 13 gange i sekundet og skaber ud fra dette en 3D-animation af hele forløbet. Bilens on board-computer sammenligner hele tiden med tidligere scanninger af strækningen i databasen og korrigerer med de nyeste optagelser. Og skulle der opstå forhindringer forude, kan bilen opfange situationen op til 50 meter forinden.
Systemet er udviklet af firmaet RobotCar UK og koster lige nu 5000 britiske pund på den anden side af Nordsøen – eller cirka 42.000 danske kroner. Men Oxford-forskerne mener, at når systemet først bliver godkendt til brug på offentlig vej, kan prisen formentlig komme ned på omkring 1500 kroner.