Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Billig og pålidelig

Den lave pris går ikke ud over kvaliteten.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Zyxel er blandt de ældste leverandører, men ikke spor støvede af den grund. Firmaet leverer hardcore-løsninger til erhvervslivet, og det smitter af på de mere prisbillige produkter. Men det er da pudsigt, at netop Zyxel leverer den bedste router til prisen.

Der er intet, som umiddelbart tyder på, at NBG6503-routeren er en billig løsning. Den er godt bygget i et traditionelt og lidt kedeligt design. Der er dioder på fronten, som viser routerens aktivitet. Bagpå er der de tilslutninger, du forventer af apparattypen, samt to antenner. Der kan køres dual band, og der er al den sikkerhedsopsætning, du har brug for. Du laver opsætningen via din internetbrowser ved at skrive en ip-adresse. Herfra er alt andet lige ud ad landevejen.

En særlig feature er knappen på toppen af routeren, hvor du kan aktivere WPS-opsætningen, så du har sikkerheden på plads mellem routeren og den eller de enheder, der er på netværket. En let og enkel opsætning der betyder, at du ikke behøver gå ind i en opsætningsmenu, når du skal tilføje en ny enhed og vil have WPS-sikkerhed.

AC750 kører helt problemfrit og håndterer streaming af hd og andre ting på samme tid. Vi kunne med flere computere kørende på Zyxel på samme tid ikke få den til at ”hikke” eller give op. Som vi ser det, er Zyxel en genial, lille router til hjemmet. Den leverer desuden høj sikkerhed, let opsætning og fås til en rigtig fin pris.