Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Billig mobil med masser af power

Huawei Honor 2 er en rimelig ren Android-mobil til en meget fordelagtig pris.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der sker noget på smartphone-området. Et glimrende eksempel herpå er Huaweis Honor 2, der er en Android 4.0.4 smartphone på 4,5”. Den har ikke de meget stylede brugergrænseflader, nogle producenter anvender. Til gengæld får du en rimelig ren Android-oplevelse i mellemklassen til en endog meget fordelagtig pris.

Konstruktionen er fin og gedigen uden alle de avancerede designløsninger eller dyre materialer. Du må leve med, at den ikke er rekordtynd, men du får til gengæld en 1,4 GHz quad core-processor, 1 GB ram og 8 GB hukommelse.

Dette kan udvides med et microSD-kort. Mobilen er hurtig. På intet tidspunkt i testen har vi følt, at der mangler kræfter. Skærmen er ganske flot og detaljeret med en opløsning på 1280 x 720 pixel.

Senest i andet kvartal i år kommer der en opdatering til Android 4.1. Imens må man glæde sig over en velfungerende smartphone med et kamera på 8 megapixels, der tager gode billeder og kan optage video i full hd. Batteriet er på 2230 mAh. Alt efter brug rækker det 1 til 2 døgn. Der er enkelte småting, såsom Huaweis sms-tastatur, hvor vi skiftede til Androids standardtastatur, men det er det Android kan.