Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Billedskalering på et splitsekund

Med et hurtigt højreklik er dine billeder skaleret ned i de mest brugte pc-størrelser. Image Resizer er et simpelt men utroligt effektivt program, der kan spare rigtig meget tid og besvær.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er jo herligt, at man som almindelig dødelig person, nu om dage kan komme i nærheden af et digitalkamera på 12 megapixel.

Men helt ærligt, hvor tit får man egentligt udnyttet alle de små fine nuller og et-taller. I hvert fald ikke når man deler billeder på nettet og lægger feriebilleder på Facebook.

Til tider kan det tværtimod blive en smule frustrerende med disse kæmpebilleder, som vælter indbakken eller er alt for store til nettet.

Løsningen er jo billedskalering – ingen vej uden om det. Med et traditionelt billedredigeringsprogram kan det imidlertid nemt blive en langvarig proces at nedskalere 300 billeder fra sommerferien på Rhodos.

Image Resizer er redningen for dem, der ikke ønsker avanceret billedbehandling, men blot muligheden for at få sine billeder ned i de gængse størrelser til almindeligt pc-brug.

Du skal ikke engang ind i et program for at skalere billederne. Efter den korte installation kommer Image Resizer ind i din højrekliks-menu. Hver gang du højre-klikker på et billede, vil du således blive tilbudt muligheden ”resize pictures”.

Vælger du den, bliver du mødt af en lille pop-up vindue, der spørger dig hvilket format, du kunne tænke dig at skalere dine billeder til: Small (passer til en 640 x 480 skærm), Medium (passer til en 800 x 600 skærm), Large (passer til en 1024 x 768 skærm) eller Handheld PC (passer til en 240 x 320 skærm).

Ønsker du et af disse formater markerer du det og trykker OK.

Ønsker du selv at vælge et format, trykker du ”Advanced” og får nu mulighed for at indtaste en størrelse. Menuen giver sig også mulighed for at vælge, om du vil redigere det originale billede eller skabe et nyt i den valgte størrelse (dette er valgt som udgangspunkt).

Processen går lynhurtigt, og det rigtig smarte er, at du ikke blot kan skalere et enkelt billede ad gangen, men lige så mange som du har lyst. Du skal bare markere de billeder du vil skalere og gennemføre processen, så er de alle tilpasset det valgte format. Hele mappen med feriebilleder er dermed lynende hurtigt klar til Facebook.

Eneste minus ved programmet er, at man ikke selv kan vælge en ”output”-folder – altså en folder, hvortil de konverterede billeder ryger hen. Nu kommer de nemlig automatisk ned i samme mappe som de originale.

Det kan være lidt irriterende, og svært at holde styr på, hvis der er mange billeder i mappen. Det er dog at betragte som et mindre problem, der formentligt ikke vil volde de helt store problemer.

Nogen muligheder for at justere formattype eller lignende eksisterer heller ikke, men så ville noget af programmets velkomne simpelhed også gå af fløjten, og det er egentligt meget rart, at programmet er holdt så enkelt, som det er. Vil du have mere avancerede funktioner, må du ind i et billedredigeringsprogram.

Alt i alt kan man således sige, at Image Resizer er et yderst simpelt program, der dog alligevel har potentiale til at gøre livet en smule lettere, i en verden hvor der bliver større og større kløft imellem kameraernes pixelstørrelser og behovene på pc og web.