Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Behersk skrivebordet i Windows 8

Alex Cox og Torben Okholm: Windows har været her i 18 år, og vi bruger det hver dag. Men der er stadig masser af skjulte funktioner, som kan forbedre oplevelsen.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1. Lås proceslinjen op
Højreklik på proceslinjen (nede i bunden af skrivebordet. De kørende programmer er på den), og fravælg ‘Lås proceslinjen’. Nu kan du underkaste den en nærmere inspektion.

2. Få mere plads
Når du har låst proceslinjen op, kan du forstørre den og få bedre plads til ikoner. Før musen over dens øverste kant, indtil markøren bliver til en dobbelt pil: Klik og træk, indtil den har den størrelse, du ønsker

3. Ommøbler proceslinjen
Når proceslinjen er låst op, klikker du på en tom del af den. Hold og træk den til den kant af skærmen, hvor du vil have den. Hvis den skal låses fast på en side, kan du bruge Egenskaber for Proceslinje til at vælge placeringen.

4. Skift ikonernes størrelse
Gå tilbage til menuen Egenskaber for Proceslinje. Her kan du vælge, hvor store de forskellige ikoner skal være på skrivebordet.

5. Juster proceslinjeikoner
Brug ‘Knapper på proceslinjen’ til at vælge, hvordan ikonerne bliver vist på proceslinjen. Hvis du er vant til at arbejde med Windows XP, kan du prøve ‘Kombiner, når proceslinjen er fuld’ og få en mere velkendt visning.

6. Tilpas meddelelser
Ved at klikke på pil opad i venstre side af meddelelsesområdet får du vist alt det, der i øjeblikket er skjult. Du kan derefter klikke ‘Tilpas’ for at vise eller skjule meddelelser og kørende programmer.

7. Overlappede vinduer
Indstil vinduerne til ‘Overlappet’, så bliver de automatisk anbragt oven på hinanden med plads til, at man kan klikke på dem og skifte mellem dem. Højreklik på proceslinjen, og vælg ‘Overlappet’.

8. Orden i sagerne
Stabling og visning side om side er meget nyttigt – højreklik på proceslinjen og vælg den ønskede funktion. Nu kan du trække og slippe vinduer på plads.

9. Åbn et vindue
Ved du, at man kan åbne et nyt vindue til et kørende program ved blot at holde [Shift] nede og klikke på dets ikon på Proceslinjen? Det er meget praktisk og giver hurtig adgang til dine programmer.

10. Skjul proceslinjen
Højreklik på proceslinjen, og vælg ‘Egenskaber’. Her kan man vælge ‘Skjul proceslinjen automatisk’ – det betyder, at du kan få proceslinjen til at forsvinde automatisk, indtil du fører musen til den skærmkant, den er på. Nu kan du holde skærmen fri for rod og samtidig have adgang til proceslinjen.

11. Få flere værktøjer
Vil du have fingrene i berøringstasturet, Internet Explorers adressebjælke eller andet? Du skal blot højreklikke på proceslinjen og tilføje den ønskede værktøjsbjælke.

12. Link til en mappe
Du kan knytte et link til en mappe ved at højreklikke i proceslinjen, vælge ‘Værktøjslinjer’ og klikke på ‘Ny værktøjslinje’. Vælg en mappe et sted på din Windows 8-maskine. Nu får du et nyt ikon på proceslinjen, og det fører dig direkte til mappens indhold.

13. Få et overblik
Højreklik i proceslinjen, og åbn Egenskaber-menuen. Klik i boksen ved siden af ‘Brug peek’, og klik ‘Anvend’. Fra nu af får du et hurtigt smugkig af dit skrivebord, hver gang du fører musen ned i det nederste højre hjørne.

14. Åbn Jobliste
Jobliste er et vældig nyttigt program, der giver dig mulighed for at holde øje med, hvad der foregår på din pc. Man kan åbne det på to måder: Tryk [Ctrl]+[Shift]+[Esc] samtidig, eller højreklik på proceslinjen og vælg Jobliste. Mens den er åben, kan du se et nyt ikon i dit meddelelsesområde, der giver dig et hurtigt overblik over din computers ydelse.

15. Ryd op på skrivebordet
Skrivebordet bliver ofte en losseplads for filer – dem, man blot gemmer midlertidigt; dem, man vil have hurtig adgang til og dem, man lige har downloadet – og derfor kan det hurtigt blive rodet. Højreklik på skrivebordet, og vælg ‘Vis > Små ikoner’ for at gøre dem lidt mindre, så der bliver plads til flere.

16. Stil ikonerne på række
Standardgitteret for ikoner holder orden i sagerne, men du vil måske arrangere dine skrivebordsikoner med større præcision. Højreklik på skrivebordet, vælg ‘Vis’, og fravælg ‘Arranger i forhold til gitter’. Nu kan du trække og slippe dem, hvor du vil.

17. Ikonerne falder på plads
Hvad nu, hvis du foretrækker at lade Windows 8 arrangere ikonerne for dig? Det er naturligvis helt i orden. Med ‘Arranger automatisk’ tvinger du ikonerne ind i et nydeligt gittermønster. Du kan stadig trække dem rundt, men de klikker automatisk på plads fra øverste venstre til nederste højre hjørne.'

18. Skjul ikoner
Højreklik på skrivebordet, gå til ‘Vis’-menuen, og fravælg den funktion, der hedder ‘Vis ikoner på skrivebordet’. Alle ikonerne på skrivebordet forsvinder herefter, og baggrundstapetet fremstår jomfrueligt rent. Bliv dog ikke bange – dine filer og mapper er stadig i god behold, de er blot skjult. Åbn et Stifindervindue, så kan du besøge skrivebordsmappen derfra. Alle dine skjulte filler ligger og venter på dig.

19. Orden og ro
Højreklik på skrivebordet, og før musen hen over ‘Sortér efter’ – dine ikoner bliver automatisk flyttet rundt ud fra det valg, du træffer. Det er ikke ingen permanent ændring, men husk, at den vender op og ned på den orden, du tidligere kan have lavet på dit skrivebord.

20. Opret dokumenter
Dit skrivebord er i realiteten blot en mappe som enhver anden mappe i Windows 8, og du kan behandle den som enhver anden mappe på computeren. Det betyder, at du kan oprette nye dokumenter, genveje og mapper ved at højreklikke, gå til ‘Ny’ og vælge den ønskede funktion. Genveje er glimrende til programmer eller filer, som du bruger hyppigt.

21. Åbn uret
Vil du have flere oplysninger om tid og dato? Det kan sagtens lade sig gøre: Venstreklik på uret på proceslinjen, så får du en detaljeret oversigt.

22. Se tidszoner
Højreklik på uret, vælg ‘Juster dato og klokkeslæt’, og brug fanen ‘Flere ure’ til at tilføje flere tidszoner, hvis du har behov for det.

23. Digitalur
Når du er gået over til Windows 8, kan du føre musen til højre side af skærmen (eller stryge indad fra højre med fingeren) og på den måde komme til at se Startskærmens digitalur.

24. Stil klokken
Uret på dit skrivebord bliver stillet automatisk, men det kan du ændre ved at højreklikke og vælge ‘Juster dato og klokkeslæt’. Det er en praktisk finesse, hvis du har tendens til at komme for sent og vil stille uret nogle minutter frem.

25. Vælg en ny kilde
Du kan i Windows 8 også ændre det kildeur, der stiller pc’ens tid ved at bruge ‘Juster dato og klokkeslæt’. Vælg fanen ‘Internettid’, og klik på knappen der.