Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Bærbar til skrivebordet

Nogle gange skal en bærbar computer blive på skrivebordet. Det er tilfældet med Medions nye desktop replacement, Akoya P8610. Til gengæld kan den bruges til lidt af hvert.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er lidt af en tilnærmelse at kalde Medions Akoya P8610, der bliver solgt i Aldi for 6.999 kroner fra onsdag d. 28. oktober, for en bærbar computer. For med en skærm på 18,4" og en vægt på godt over tre kilogram, så er den mere flytbar end egentlig bærbar.

Men det gør faktisk intet. Den er ikke ment som en computer du skal have med på farten, men mere som en computer, der kan bruges som en erstatning for din stationære. Udover at du rent faktisk godt kan have den med, hvis du orker at slæbe rundt på den, så kan du hurtigt pakke den væk, så den ikke fylder op i din dagligstue eller andre steder.

Meget alsidig

Akoya P8610 er på rigtig mange områder en god computer. Den store skærm gør den til det oplagte valg, når der skal ses film eller billeder, og det indbyggede Blu-ray drev gør den endnu mere oplagt til den opgave.

Derudover er den udstyret med Hybrid SLI, hvilket giver en rimelig gang grafiske kræfter, som igen gør, at den faktisk også er god som en spillecomputer. Og netop til det formål er 18,4" bredformatskærm også helt perfekt. Så allerede inden vi sendte den igennem vores benchmark suites, var vi positivt indstillede overfor den.

Men tallene skulle have lov til at tale, og derfor sendte vi Akoya P8610 gennem 3DMark06 og PCMarkVantage, samt naturligvis Battery Eater og Crysis' indbyggede benchmark.

3DMark06 kom ud med en score på 4161 3DMarks og PCMarkVantage leverede 3640 PCMarks. Indrømmet - vi har set bedre scores i denne test, men ikke hos bærbare, der er beregnet til at være lidt af hvert. Disse tal viser tydeligt, at du uden problemer vil kunne spille, og spille godt, på Akoya P8610.

En nærmere granskning af tallene viste da også, at omkring transcoding af video var den stærk, og det samme gjaldt, når der skulle håndteres video- og mediafiler. Det var betryggende, og noget der lovede godt for resten af testen.

Batteriet overrasker

Da vi så sendte den igennem Battery Eater, fik vi en overraskelse. Vi slog alle batteribesparende funktioner fra, og med en skærm på 18,4" og fuld blæs på lysstyrken, holdt batteriet alligevel i hele 1 time og 16 minutter. Det er slet ikke så ringe endda. Den lidt mildere test gav en levetid på 2 timer og 10 minutter, og heller ikke det havde vi forventet.

Med alle batteribesparende funktioner slået til, og en belastning der svarer til normal brug af computeren, så forventer vi en helt habil batterilevetid på denne kæmpe store bærbare computer.

Endelig så installerede vi Crysis på computeren og prøvede at se, hvor gode fps vi kunne få der. I standardopløsning fik vi i gennemsnit 34fps, hvilket faktisk er helt udmærket, og noget som gav os lyst til at spille på P8610.

Ikke kun roser

Kvaliteten af skærmen er høj, og det var en stor fornøjelse at se Blu-ray film på den. Det samme kunne siges om de spil vi nåede at se på.

Men træerne vokser ikke ind i himmelen. For tastaturet er problemfyldt, for at sige det mildt. For det første ligger det meget langt tilbage mod skærmen, hvilket gør, at man sidder og løfter hænderne, når man skal arbejde med det.

For det andet, så ligger tasterne faktisk en anelse lavere end omgivelserne, hvilket gør, at det er lidt svært at ramme tasterne korrekt - ikke mindst mellemrumstasten - når man skriver med 10-finger-systemet.

Det er faktisk surt, for det betyder, at du reelt er nødt til at koble et eksternt tastatur til, hvis du skal skrive eller på anden måde bruge computeren i længere tid.

Ellers var vi meget begejstrede for denne desktop replacement. Den slags vil vi godt se mere af.