Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Avanceret videoredigering

Hvis du virkelig vil føle, at du har kontrol over dine videokreationer, og hvis du gerne vil have et program, der ikke kræver den lille ledvogtereksamen at betjene, så skulle du lure lidt på Vegas Movie Studio HD Platinum fra Sony. Det har i sjælden grad overrasket
i vores test.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvad gør du med din digitale video, når du kommer hjem fra ferien, festen eller udflugten? Tja – de fleste af os gør ikke ret meget derefter. I de fleste tilfælde bliver videoen kopieret over på harddisken, og så sker der ikke ret meget mere.

Men der er også de folk, der gerne vil gøre lidt mere ud af det. Samle de optagne film til noget, der kan vises for andre. Klippe filmen til, lægge tekster og musik ind og til sidst brænde en cd eller dvd med indholdet.

Problemet er, at de fleste programmer til at redigere i videofilm med, enten er vildt komplicerede, alt for simple, så de ikke rigtig kan noget, eller så dyre, at de ikke er til at komme i nærheden af for almindelige folk.

Software fra Sony

Ind på scenen kommer Sony med sin Vegas Movie Studio HD Platinum 10.0, et program, der ifølge indpakningen og hjemmesiden indeholder alt, der skal bruges til videoredigering på professionelt niveau. Og så indeholder pakken endda også videoredigering og dvd-brændingssoftware.

Nu er indholdsfortegnelser og hjemmesider jo ikke nødvendigvis kilden til den evige sandhed, så vi satte os for at teste programmet.

Installationen gik let, og programmet selv starter op i et skærmlayout, der til dels minder om det, vi ser i så mange andre af samme slags programmer.

Tre større områder i toppen af skærmen, der indeholder de medieklip, der skal indgå i den samlede film, et visningsområde til de enkelte klip og et visningsområde til det samlede resultat. I bunden af skærmen er der så dine mediespor: ’Text’, ’Video overlay’, ’Video’, ’Voice’, ’Musik’ og ’Sound effects’. Du kan efterfølgende selv tilføje flere spor, hvis det er nødvendigt.

Små smarte funktioner

Gennem programmet fandt vi adskillige funktioner, som simpelthen måtte betegnes som smarte. En af dem er en ’Show me how’-knap, hvor du kunne få hjælp til de mest gængse funktioner. Derudover så medfølger der en dvd med en træningsvideo, og den er faktisk af meget høj kvalitet.

En af de ting, som jeg personligt har kæmpet med at få klaret i andre videoredigeringsprogrammer, er at vende en video 90 grader. Jeg har nemlig optaget et par film på min iPhone, og der har jeg naturligvis fået vendt telefonen, så videoen vender 90 grader forkert, når den bliver afspillet på skærmen af min computer.

Jeg har endnu ikke mødt et program, der ”bare sådan” kunne klare at vende en hel videosekvens 90 grader, men Vegas Movie Studio HD Platinum klarede opgaven problemfrit – her scorede den rigtig mange point.

At lave overgange mellem klip viste sig også at være noget, som programmet klarede overraskende let. Du skal blot trække to videosekvenser lidt hen over hinanden, og så kommer der automatisk en fade fra det ene klip til det andet.

Hvis du gerne vil have en mere speciel overgang, så finder du bare fanen med overgange i dit mediebibliotek og dropper de overgange, du ønsker, hen over overlappet. Du får så muligheden for at tilpasse overgangen, og så er du klar.

På samme måde med musik og lydeffekter. Du finder dem (der følger helt utrolig mange med programmet), importerer dem til dit mediebibliotek og trækker dem ned på det tilhørende mediespor.

Med Vegas Movie Studio HD Platinum har vi her på redaktio-
nen fået en ny favorit, når vi snakker om videoredigerings-software. Og så er det ikke engang et dyrt program.