Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Billede på 120 tommer lige fra hånden

De ultrakompakte projektorer er ved at blive seriøst værktøj. Det afslører denne test af Asus ZenBeam E1, der også kører på batteri.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Projektoren er på skrump. De senere år har vi set en del transportable modeller helt ned i håndstørrelse. Mini’erne har i de fleste tilfælde været mere legetøj end værktøj, men måske skal vi til at smide nogle fordomme, for denne Asus ZenBeam E1 overrasker på mange måder.
Først og fremmest er den nem at have med overalt, for den måler blot 11 centimeter på længste led. Der medfølger et lille, lækkert etui, og overfladen i aluminium gør projektoren ret lækker. Læg dertil betjeningsknapper på toppen, som er lette at bruge, let tilslutning bagpå samt et lille skydelåg til at beskytte optikken – den 2490 kroner dyre enhed syner af langt mere, end prisen antyder.

Men det vigtigste er jo, om den kan projicere et pænt billede. Forudsætningerne er i hvert fald på plads. Projektoren bygger nemlig på DLP-teknologien, som store projektorer normalt bruger – og ikke LED, som du finder i mange små projektorer. DLP bør i princippet give en bedre og mere ægte farvegengivelse.

Lysstyrken er beskedne 150 lumen, og opløsningen er blot 854 x 480 pixel. Men Asus-projektoren kan håndtere 1080p-signaler, og den angiver at kunne projicere op til 120 tommer. Den lave lysstyrke betyder, at du kun kan bruge projektoren i rum, hvor der ikke er direkte dagslys og helst i halvmørke.

Men gør du det, vil du opleve et billede, der har en god, men ikke imponerende farvegengivelse. Der er en fin glød, men selvfølgelig ikke den intensitet, du får med større projektorer, og du skal også indstille dig på, at det tager lidt tid at få stillet 100 procent skarpt med den mekaniske knap. Men alt i alt er det ret imponerende, hvor godt et billede Asus’en giver. Det overgår de fleste konkurrerende, LED-baserede mini-projektorer, vi har prøvet.

 

Asus ZenBeam Projektoren kan ligge i en hånd. Det indbyggede batteri på 6000 mAh betyder, at projektoren også kan bruges som powerbank til en smartphone eller tablet.

 

Stort billede i sommerhuset

Som en praktisk tv-løsning til sommerhuset eller andre steder, hvor du ikke vil have en permanent storskærm stående, er Asus ZenBeam E1 oplagt. De mange indstillinger gør, at den både kan bruges til film og præsentationer, men stadig mest i privat sammenhæng. Til erhverv kræves som regel en mere lysstærk projektor.

Bagpå finder du HDMI-tilslutning, så du let kan tilslutte alt fra computer over Blu-ray-afspiller til spillekonsol. Fra en computer kan du streame serier, se tv og andet. Da projektoren også kan køre på batteri og holde op til 5 timer uden hjælp fra en stikkontakt, kan du reelt oprette en bio midt ude på en mark.

Lyden kan sendes ud gennem hovedtelefon-udgangen, hvor du kan tilslutte eksterne højttalere. Desuden er der to mini-højttalere indbygget, som ikke har imponerende lydkvalitet, men dog kan bruges, og som ikke overdøves af larmen fra blæseren, der køler projektoren.