Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Asus K53E SX058V

Til prisen virker denne bærbare overraskende velkonstrueret. K53E har et
ret nobelt indtryk, specielt når prisen tages med i betragtning.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Asus K53E SX058V minder slet ikke om de plasticagtige bærbare, der er normen i denne prisklasse. Der er tale om en bærbar med en Intel Core i3 2310M tokernet cpu på 2,10GHz, 4GB ddr3-ram og en harddisk på 320GB. Der er trods alt en grænse for, hvad man får for under 4.000 kroner.

Det, der kendetegner denne bærbare på godt og ondt, er, at grafikken udelukkende består af cpu-grafikken fra Intel HD 3000. Det gør, at der mangler grafiske muskler, samt at DirectX11 ikke understøttes.

Til gengæld sætter K53E trumf på, når det kommer til batterilevetid, hvor den så absolut hører til i den bedre ende. 1 time 53 minutter i ’Klassisk’-testen er det bedste resultat, og i ’Læs’-testen klarede den sig også godt. Der er tale om en bærbar, der føles dejlig at anvende.

Den er robust og med et godt tydeligt tastatur af ø-typen, som alle her i testen. Touchpad er rimelig stor og giver god kontrol. Features er der ikke alverden af, men der er dog det nødvendige med henblik på usb-port, hdmi-stik og kortlæser.

Skærmen er god med fornuftig lysstyrke, men er dog en hel del følsom over for lysindfald, da den er af glaretypen. Skal man tale om svagheder, er harddisken ikke så hurtig, men især grafikken koster.

Den klarede sig ikke særlig godt i vores Photoshop-test, hvor den falder igennem. Den er heller ikke ligefrem noget lyn i startfasen ved at være 77,5 sekunder om at boote. Ellers kan det siges, at Asus K53E klarer sig godt, så længe der ikke er involveret grafik i voldsomme mængder. Den bliver heller ikke ret varm og støjer ikke.